Gå til sidens indhold
Billedet viser Rebild Kommune i en given situation. Klik for at gå til Rebild Kommune forside.

Vandløbsmedarbejder til Center Natur og Miljø

Center Natur og Miljø søger en vandløbsmedarbejder til ansættelse med start til august. Der er tale om en fast stilling på 37 timer pr. uge. Arbejdsstedet er administrationsbygningen, Jernbanegade 9 i Nørager.

Center Natur og Miljø

I Center Natur og Miljø er vi omkring 25 medarbejdere, to funktionsledere og en centerchef. Vi arbejder med løsning af myndighedsopgaver inden for vandløb, natur, grundvand, spildevand, landbrug og virksomhed og har et tæt samarbejde med Center Plan, Byg og Vej. Det daglige arbejde foregår i en uformel atmosfære, hvor vi lægger vægt på personligt engagement, ansvarlighed og selvstændighed på lige fod med sparring, vidensdeling og en god portion humor.

Om stillingen

Du kommer til at arbejde i faggruppen vandløb, hvor du bliver kollega med 6 andre engagerede vandløbsmedarbejdere.

Faggruppen vandløb løser en række opgaver med drift og administration inden for vandløbsområdet herunder vandløbsvedligeholdelse, regulativer, dambrug samt vandplans-, vådområde- og klima/lavbundsprojekter. Arbejdsopgaverne er meget varierede med høj grad af delegation. Større opgaver løses i vid udstrækning i tværfaglige grupper.

Vi deler viden, sparrer og løser opgaver i helheder og vi glæder os til en ny kollega, som kan sætte yderligere fart på arbejdet.

Stillingen omfatter blandt andet

  • Sagsbehandling indenfor Vandløbsloven samt Miljøbeskyttelsesloven i forhold til udledninger til vandløb.
  • Vandløbsprojekter i forbindelse med Vandområdeplaner samt implementering af lokal Grøn Trepart i samarbejde med vores tværgående arbejdsgruppe på området.
  • Sagsbehandling i forbindelse med dambrug.
  • Deltagelse i arbejdet med diverse planopgaver med vandløbsfaglig vinkel.

Det vil være en fordel, at du har et godt kendskab til miljøfremmede stoffer, miljøvurdering, vandløbsvedligeholdelse, vandløbsbiologi, opmåling og hydraulik, samt til offentlig forvaltning bredt.

Den endelige opgavefordeling vil ske i dialog med dig og i forhold til dine ønsker og kvalifikationer.

Personlige kvalifikationer

  • At du har en relevant uddannelse – biolog, ingeniør, geolog eller lignende.
  • At du har erfaring med vandløbs- eller naturområdet.
  • At du har gode samarbejdsevner, kan arbejde selvstændigt og påtage dig ansvar for opgavernes fremdrift og løsning.
  • At du er velformuleret i skrift og tale.
  • At du er indstillet på at arbejde i en politisk ledet organisation.
  • Eventuelt har kendskab til VASP og QGIS.
  • Du skal have kørekort til personbil.

Vi tilbyder

  • Et aktivt arbejdsfællesskab, med dygtige og engagerede kolleger.
  • Et spændende og alsidigt job, hvor du sammen med de øvrige kolleger får mulighed for at præge opgaverne lige fra start og designe din måde at løse opgaverne.
  • Gode muligheder for faglig og personlig udvikling.
  • Fleksible arbejdstider med mulighed for hjemmearbejde.
  • Løn og ansættelse i henhold til gældende overenskomst og principperne for Ny Løn.

Vi glæder os til at byde dig velkommen.

Nærmere oplysninger

Hvis du vil høre mere om stillingen, kan du kontakte vandløbsmedarbejder Simon Pedersen på telefon 99 88 76 60 eller Funktionsleder Niels Vedel på telefon 93 56 49 92.

Frist

Ansøgningen skal være Rebild Kommune i hænde senest søndag den 8. juni 2025.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt torsdag den 19. juni 2025.

Du skal søge via vores rekrutteringssystem via linket i opslaget.



 

Kommunen ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed, og opfordrer derfor alle kvalificerede og interesserede uanset alder, køn, religion, handicap og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Den 1. januar 2019 blev der indført røgfri arbejdstid – og matrikler for alle ansatte i Rebild Kommune