Vil du gerne supplere dine studier med erfaringer fra praksis? Så er et praktikforløb hos Planafdelingen i Rebild Kommune måske noget for dig. Som praktikant hos os får du chancen for at udvikle din faglighed og prøve kræfter med en masse spændende opgaver indenfor den fysiske planlægning af kommunen, der understøtter byrådets arbejde. Samtidig bliver du en del af en tværfaglig afdeling med både højt humør og stærk faglighed.
Vi søger en til to praktikanter, og tilbyder et praktikforløb i efteråret 2025 af minimum tre måneders varighed, hvor du selv kan være med til at påvirke forløbets fokus, ud fra de igangværende projekter. Det vigtigste for os er, at både du og vi får noget ud af praktikken – og derfor får du typisk en større, afgrænset og selvstændig opgave. En af de udviklingsopgaver, der kommer til at fylde til efteråret, er blandt andet kommuneplanrevisionen. Vi har inddelt revisionen i temaer, hvor vi på dette tidspunkt i processen særligt forventer, at borgerinddragelse kommer til at fylde. Dertil har vi gang i lokalplaner og andre spændende projekter, fra Støvring Midtby og Støvring Højdal til områdefornyelser og lokale udviklingsplaner (LUP’er). Og så arbejder vi hele tiden på at gøre tingene smartere, hvor vi i år fokuserer på en bygherrevejledning. Desuden vil du under praktikforløbet komme til at indgå naturligt i teamets øvrige arbejdsopgaver og deltage på teammøder.
Vi kan tilbyde
- Indblik i arbejdet i en politisk styret organisation og forståelse for, hvordan en kommune fungerer som arbejdsplads.
- En afvekslende hverdag med varierende arbejdsopgaver, fra deltagelse i projektarbejde til udarbejdelse af referater over i analyseopgaver eller planlægning af, samt deltagelse i, inddragelsesprocesser.
- Faglige udfordringer og sparring samt mulighed for at arbejde selvstændigt med et vist ansvar.
- En uformel omgangstone, hvor vi vægter de personlige og faglige egenskaber højt.
- Samarbejde på tværs af faggrupper og muligheden for at opbygge et professionelt netværk.
Vi forestiller os, at du
- har gode samarbejdsevner, og samtidig kan arbejde selvstændigt.
- studerer Urban Planning Management (Byplanlægning), Urban Design, Landinspektør, Master of Arts (MA) in Architecture eller lignende.
- har gode kommunikationsevner og stærke skriftlige kompetencer.
- er både engageret, initiativrig og struktureret.
Om os
I Planafdelingen bliver du en del af et hold med 10 udviklingsorienterede planlæggere og projektledere med forskellige fagligheder. Her lægger vi vægt på det gode samarbejde med plads til både social og faglig udvikling. Vi har ansvaret for den fysiske planlægning fra den overordnede strategiske planlægning i planstrategien og kommuneplanen til lokalplaner og miljøvurdering, støttet byggeri, samt en række projekter og udviklingsopgaver, herunder ny skole, lokale udviklingsplaner og områdefornyelser.
Vi er en del af Center Plan, Byg og Vej med ca. 130 medarbejdere fordelt på fire afdelinger; Plan, Byg og Teknisk Sekretariat, Ejendomme og Udearealer, samt Vej, Byggeri og Anlæg. Vi har fokus på sammenhængende processer og arbejder med projekter på tværs af organisationen. Dertil er vi er gode kollegaer, der har fokus på, at alle trives, og at der er balance mellem arbejdsliv og familieliv.
Rebild Kommune er med sin unikke placering og smukke natur en attraktiv bosætnings- og erhvervskommune. Det betyder, at kommunen er i rivende udvikling, og væksten medfører flere spændende og udfordrende opgaver.
Vi holder til i administrationsbygningen i Nørager, en halv times kørsel fra Aalborg, Viborg og Randers.
Vi ser frem til at modtage din motiverede ansøgning.
Vil du vide mere?
På
www.rebild.dk kan du læse mere om kommunen.
Vi har dertil samlet nogle centrale oplysninger til dig her, som du kan læse, inden du søger praktikpladsen
Du er desuden velkommen til at ringe til funktionsleder Jan Boll Jespersen på telefon 99 88 82 38 eller planlægger Emilie Mignon på telefon 99 88 91 02.
Søg praktikpladsen via linket 'Søg stillingen'.
Frist
Vi afholder samtaler løbende, så send til ansøgning hurtigst muligt og senest den 18. maj.
Kommunen ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed, og opfordrer derfor alle kvalificerede og interesserede uanset alder, køn, religion, handicap og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
Den 1. januar 2019 blev der indført røgfri arbejdstid – og matrikler for alle ansatte i Rebild Kommune