Gå til sidens indhold

Sønderborg Kommune

Sønderborg Kommune

Bliv pædagogisk assistentelev i Sønderborg Kommune GF2

Bliv pædagogisk assistentelev i Sønderborg Kommune
Uddannelsesaftale fra Grundforløb 2 med opstart i uge 6 2027

Gør en forskel for andre og udvikl dig selv
Vil du have en uddannelse, hvor du arbejder med mennesker og gør en forskel i deres hverdag?
Hvor du hver dag bruger din faglighed, kreativitet og omsorg til at skabe trivsel, læring og udvikling?

Som pædagogisk assistentelev i Sønderborg Kommune bliver du en del af et stærkt fagligt fællesskab, hvor læring, udvikling og samarbejde er i centrum.

Du får mulighed for at udvikle både faglige og personlige kompetencer, samtidig med at du bidrager til at skabe gode rammer for børn, unge og voksne.

Du behøver ikke have erfaring fra det pædagogiske område. Det vigtigste er, at du har lyst til at lære, udvikle dig og være en del af et arbejdsfællesskab.

Vi søger 2 elever til Grundforløb 2 med opstart i uge 6 2027 og med en uddannelsesaftale i Sønderborg Kommune er du sikret både løn og oplæringsplads gennem hele uddannelsesforløbet.

En uddannelse med både hjerte og faglighed
Den pædagogiske assistentuddannelse er for dig, der ønsker en hverdag tæt på mennesker og gerne vil være med til at styrke trivsel, udvikling og fællesskaber.
Gennem uddannelsen lærer du at arbejde professionelt og pædagogisk med mennesker i forskellige aldre og livssituationer. Du får viden om pædagogik, kommunikation, relationer og samarbejde, som du lærer at omsætte til praksis gennem dine oplæringsforløb. Samtidig opbygger du kompetencer til at planlægge og gennemføre pædagogiske aktiviteter, skabe deltagelsesmuligheder i fællesskaber og understøtte sundhed, trivsel og livskvalitet for børn, unge og voksne.
I løbet af uddannelsen får du erfaring fra både almen- og specialområdet, hvor du arbejder tæt sammen med borgere, pårørende, kolleger og andre faggrupper. Du lærer at anvende kommunikation og relationsarbejde som centrale redskaber i det pædagogiske arbejde og får samtidig indsigt i, hvordan aktiviteter, udeliv og digitale løsninger kan understøtte læring, udvikling og fællesskab.

Hvordan ser hverdagen ud?
Som pædagogisk assistentelev får du en spændende og varieret uddannelse, hvor du får mulighed for at opleve forskellige områder inden for det pædagogiske felt.
I dine oplæringsforløb på almenområdet bliver du en del af hverdagen i eksempelvis et dagtilbud, hvor du arbejder med børns trivsel, udvikling, leg og læring. Du får erfaring med at planlægge aktiviteter og skabe deltagelsesmuligheder i fællesskaber.
Senere i uddannelsen kommer du i oplæring på specialområdet, hvor du arbejder med voksne borgere og understøtter deres trivsel, udvikling og livskvalitet. Uanset oplæringssted bliver du en del af et fagligt fællesskab, hvor samarbejde, relationer, nærvær og faglig refleksion er grundlæggende værdier i det daglige arbejde

Mere end en uddannelse
Som elev i Sønderborg Kommune bliver du en del af et fællesskab, hvor vi prioriterer læring, trivsel og udvikling. Du får løbende vejledning af uddannede oplæringsvejledere gennem hele uddannelsen, og vi arbejder tæt sammen med SOSU Syd for at skabe de bedste rammer for dit uddannelsesforløb.
Hos os får du mulighed for at udvikle både dine faglige og personlige kompetencer i et trygt læringsmiljø, hvor du gradvist får mere ansvar og bliver klædt på til at arbejde professionelt med mennesker og pædagogiske indsatser.

”Jeg føler, at jeg gør en forskel”
”Det bedste ved uddannelsen er, at jeg både lærer noget i skolen og får mulighed for at bruge det i praksis. Jeg møder mennesker hver dag, og det giver mening at vide, at man kan gøre en forskel for andre.” – citat fra tidligere PAU elev.

Det får du som pædagogisk assistentelev i Sønderborg Kommune
  • løn under både grundforløb 2 og hovedforløbet
  • en erhvervsuddannelse med både teori og oplæring
  • undervisning på SOSU Syd i Aabenraa
  • oplæringssteder i hele Sønderborg Kommune
  • vejledning af uddannede oplæringsvejledere
  • et tæt samarbejde mellem Sønderborg Kommune og SOSU Syd om dit uddannelsesforløb
  • mulighed for udenlandsophold på hovedforløbet
  • mulighed for voksenelevløn eller voksenlærlingeløn, hvis du opfylder betingelserne.

Din vej til at blive pædagogisk assistent
Du starter på grundforløb 2 i uge 6 2027 på SOSU Syd i Aabenraa. Grundforløbet varer som udgangspunkt 20 uger.

Når du har bestået grundforløb 2, fortsætter du på hovedforløbet til pædagogisk assistent.

Hovedforløbet varer 2 år og 1,5 måned og veksler mellem skole- og oplæringsperioder.
Skoleperioderne foregår på SOSU Syd i Aabenraa, mens oplæringen foregår i Sønderborg Kommune.

Har du allerede bestået grundforløb 2?
Så skal du ikke søge denne stilling.

Hold øje med Sønderborg Kommunes jobopslag i foråret 2027, hvor vi forventer at slå yderligere 10 elevpladser til hovedforløbet op.

Vi søger dig, der
  • har lyst til at arbejde med mennesker og bidrage til deres trivsel og livskvalitet
  • er nysgerrig og har lyst til at lære
  • engagerer dig i din uddannelse og tager ansvar for din egen udvikling
  • er positiv, ansvarlig og initiativrig
  • er empatisk og tillidsvækkende
  • kan samarbejde med mange forskellige faggrupper
  • er indstillet på at overholde arbejdsmarkedets regler og bidrage til et godt arbejdsmiljø.

Adgangskrav
For at starte på grundforløb 2 skal du opfylde adgangskravene til uddannelsen, herunder have bestået dansk og matematik fra 9. klasse med mindst karakteren 02.

Du skal også have søgt om optagelse på grundforløb 2 på SOSU Syd i Aabenraa via optagelse.dk.

Hvis du er 25 år eller derover, skal du have lavet en realkompetencevurdering (RKV) på SOSU Syd eller en anden SOSU-skole.

En realkompetencevurdering (RKV) kan vise, om du har mulighed for merit på dele af uddannelsen på baggrund af tidligere erfaring.

Sådan søger du
For at komme i gang skal du søge optagelse på grundforløb 2 via optagelse.dk og herefter søge om at indgå en uddannelsesaftale med Sønderborg Kommune. Send din ansøgning, CV og relevante bilag via ansøgningslinket.

Du skal som minimum medsende
  • dokumentation for dansk og matematik fra 9. klasse
  • RKV, hvis du er 25 år eller derover
  • opholds- og arbejdstilladelse, hvis du kommer fra et land uden for EU/Schengen
  • dokumentation for erhvervserfaring, hvis du søger om voksenelevløn
  • CV og anden relevant dokumentation.

Er du i tvivl om, hvad du skal sende med?
Så send det, du har og vi hjælper dig videre.

Ansøgningsfristen er den 27. november 2026.
Der afholdes ansættelsessamtaler i uge 49, og du kan senest forvente svar i uge 49/2026.

Kort fortalt
  • Opstart: Uge 6 2027
  • Skole: SOSU Syd, Aabenraa
  • Grundforløb 2: 20 uger
  • Hovedforløb: 2 år og 1,5 måned
  • Arbejdstid: Gennemsnitligt 37 timer pr. uge
  • Løn: Efter gældende overenskomst
  • Ansættelse: Med uddannelsesaftale fra Grundforløb 2

Du kan få voksenelevløn, hvis du er fyldt 25 år og opfylder kravene til relevant erhvervserfaring.
Du skal selv dokumentere din erhvervserfaring.

Hvis du ikke opfylder betingelserne for voksenelevløn, kan du kontakte dit jobcenter om voksenlærlingeløn.

Vi gør opmærksom på, at vi indhenter straffe- og børneattest før du ansættes, og ansættelsen er betinget af, at attesten er tilfredsstillende.

Har du yderligere spørgsmål er du velkommen til at kontakte
  • PAU koordinator Kirsten L.- Thomsen på e-mail: kilm@sonderborg.dk eller tlf. 20 34 27 31

Drømmer du om en uddannelse, hvor du gør en forskel for mennesker og samtidig udvikler dig både fagligt og personligt?
Som pædagogisk assistentelev i Sønderborg Kommune får du mulighed for netop det.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.


 


Sønderborg Kommune - en arbejdsplads i verdensklasse

Sønderborg Kommune er et ambitiøst arbejdsfællesskab, hvor vi sammen gør en forskel og skaber et endnu bedre lokalsamfund. 
 
Uanset om du er med til at realisere vores visioner, politiske beslutninger eller leverer kerneydelser af højeste kvalitet tæt på borgerne, bliver du anerkendt for din indsats og dit engagement. 
 
Vi investerer i dig gennem løbende kompetenceudvikling og spot på talentet, så du udvikler dig og når dit fulde potentiale igennem et helt arbejdsliv.
 
Vi har modet til at vende tingene på hovedet i løsningen af både små og store udfordringer. Det giver nye perspektiver og blik for innovative løsninger.

Vi samarbejder tæt med lokale virksomheder for at fremme vækst og grøn udvikling i vores område, hvilket skaber en dynamisk og inspirerende arbejdsplads. 
 
Vi er en arbejdsplads med høj grad af fleksibilitet, som giver plads til både karriere og fritid. 

 

Læs Sønderborg Kommunes personalepolitiske værdier og Ledelsesgrundlag

Læs mere om Sønderborg og gå på oplevelse i lokallivet på www.sonderborg.dk