Gå til sidens indhold

Sønderborg Kommune

Sønderborg Kommune

Ungecenterleder i Sønderborg Kommune

Vil du stå i spidsen for et af Danmarks mest ambitiøse ungecentre?

I Sønderborg Kommune er det vores ambition, at alle unge får mulighed for at udfolde deres potentialer – uanset hvor de står i livet.
Derfor søger vi en ny ungecenterleder, som kan sætte retning for både ungeindsatsen, medarbejderne og centrets ledere. En robust og relationsstærk leder, der kan samle mennesker, udvikle fællesskaber og styrke sammenhængskraften på tværs af den kommunale ungeindsats.

Vi søger en leder, der ser potentialer frem for begrænsninger, bygger bro mellem fagligheder og samarbejdspartnere, står fast og samtidig holder fokus på det vigtigste af alt: de unge.

Som ungecenterleder får du en central rolle i udviklingen af kommunens samlede ungeindsats og bliver en nøglespiller i arbejdet med at skabe gode veje til uddannelse, job, fællesskab og trivsel for kommunens unge.

Beskrivelse af Ungecenter Sønderborg
Sønderborg Kommune etablerede i 2016 et kommunalt ungecenter, forankret i Børn, Uddannelse og Sundhed. Ungecenteret arbejder ud fra en fælles vision om at understøtte unges trivsel, udvikling og muligheder for et godt ungdomsliv. Målet er at tilbyde én samlet indgang til kommunens tilbud og sikre helhedsorienterede indsatser og vejledning, der tager udgangspunkt i den enkelte unges behov og potentialer.
Som en central aktør i Den Kommunale Ungeindsats (KUI) samarbejder Ungecenter Sønderborg på tværs af uddannelses-, beskæftigelses- og socialområdet. Formålet er at skabe sammenhængende løsninger, der understøtter unge i overgangen til uddannelse, beskæftigelse og et selvstændigt voksenliv.

Ungecenteret rummer en bred vifte af tilbud og indsatser, bl.a. 10.klasse, Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU), særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (stu), Ungdomsskolen og herunder klubtilbud, Flyverskolen, SSP og gadeplansindsatser m.m. En af centrets største styrker er den relationsbårne kultur, hvor engagement, nærvær og tværfagligt samarbejde danner grundlag for unges læring, trivsel og udvikling.

I regi af Ungdomsskolen er der desuden en bestyrelse, som har det overordnede ansvar for både Ungdomsskolen og 10. klasse. Bestyrelsen bidrager til den strategiske udvikling af tilbuddene og sikrer sammenhæng mellem de forskellige indsatser for unge.

Den samlede organisering skaber et stærkt fundament for at understøtte unges læring, fritidsliv, trivsel, personlige udvikling og vej mod uddannelse og beskæftigelse.

Om jobbet
Som ungecenterleder får du det overordnede ansvar for den daglige ledelse og den fortsatte udvikling af Ungecenter Sønderborg. Du vil blive nærmeste leder for centrets fire ledere.

Ungecenter Sønderborg står over for væsentlige forandringer i de kommende år. Med den nationale beslutning om udfasning af 10. klasse frem mod 2030 skal der udvikles et nyt uddannelseslandskab, som fortsat kan understøtte unge i overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse. Dette stiller krav til nytænkning, samarbejde og udvikling af fremtidens tilbud til unge.

Du skal sætte en tydelig retning for centrets udvikling, lede gennem ledere og skabe stærke ledelsesfællesskaber. Du skal sikre sammenhæng mellem centrets mange tilbud og indsatser, høj kvalitet i driften og en stærk sammenhængskraft både internt og eksternt – også i en tid med forandringer.

Du bliver en central medspiller i udviklingen af Sønderborg Kommunes samlede ungeindsats og samarbejder tæt med ledere, medarbejdere, uddannelsesinstitutioner, virksomheder og øvrige samarbejdspartnere. Samtidig skal du være med til at udvikle løsninger, der matcher de unges behov – også når behovene ændrer sig.

En væsentlig del af opgaven er at omsætte strategiske mål til konkrete handlinger og resultater. Du skal sikre overblik over økonomi, ressourcer, kvalitet og udvikling på tværs af centrets opgaver, betjene og samarbejde med bestyrelsen samt skabe et solidt beslutningsgrundlag for ledelse og politikere.

Ledelse gennem ledere
Du får ansvaret for at skabe fælles retning, koordinering og udvikling på tværs af Ungecentrets områder. Samtidig skal du understøtte og udvikle centrets ledere, så de lykkes med deres opgaver og skaber de bedst mulige rammer for medarbejdere og unge.
Vi søger derfor en leder, der motiveres af at skabe resultater gennem andre, og som kan balancere strategisk ledelse, organisationsudvikling og nærværende personaleledelse.

Sønderborg Kommune har et ledelsesgrundlag, som giver ledere i organisationen en overordnet ramme omkring deres ledelsesrum og en tydelig pejling af, hvad der forventes af ledere på de forskellige ledelsesniveauer ud fra fem retningsgivende grundbegreber. Du kan læse mere om ledelsesgrundlaget her.

Som ungecenterleder vil du indgå i afdelingen Sundhed og Unge i Børn, Uddannelse og Sundhed med reference til sundheds- og ungechefen.

Vi forestiller os, at du:
  • Har erfaring med ledelse af ledere eller stærke forudsætninger for at lykkes i en sådan rolle.
  • Kan skabe tillid, relationer og følgeskab på tværs af organisationer og fagligheder.
  • Har blik for både drift, strategi og udvikling.
  • Er tydelig i dine beslutninger og rolig, også når det bøvler og kompleksiteten stiger.
  • Trives i samarbejdet med mange forskellige interessenter.
  • Har interesse for – og meget gerne erfaring med ungeområdet.

Det vigtigste er ikke, hvilken vej du har taget hertil. Det vigtigste er, at du kan samle mennesker om en fælles retning, udvikle ledere og skabe gode løsninger for unge.

Vi tilbyder
Vi tilbyder en central lederstilling i et ambitiøst ungecenter med stor betydning for unge i Sønderborg Kommune.

Du bliver en del af et attraktivt arbejdsfællesskab, hvor samarbejde, udvikling og fælles ansvar er grundlaget for vores arbejde. Du får mulighed for at stå i spidsen for et engageret fagligt miljø og være med til at videreudvikle den kommunale ungeindsats.

Det er en stilling med stor indflydelse, høj kompleksitet og et tydeligt samfundsmæssigt formål.

Vil du vide mere?
Er du blevet nysgerrig og vil høre mere om stillingen? Så er du meget velkommen til at kontakte sundheds- og ungechef Lene Gram Herborg på 23 45 91 58 eller lghe@sonderborg.dk.

Ansøgningsfristen er den 11. august 2026 kl. 23.59.

Vi forventer at afholde 1. samtalerunde den 19. august 2026. Vi fremsender en case til de kandidater, der indkaldes til samtale.
2. samtalerunde forventes at blive afholdt den 24. august 2026. Forud for samtalen vil kandidater besvare en Garudaprofil, som vi sammen får en tilbagemelding på til samtalen.

Stillingen er en fuldtidsstilling med tiltrædelse 1. oktober 2026. Løn og ansættelsesvilkår fastsættes efter gældende overenskomst og principperne om lokal løndannelse.

Vi glæder os til at høre fra dig.


 


Sønderborg Kommune - en arbejdsplads i verdensklasse

Sønderborg Kommune er et ambitiøst arbejdsfællesskab, hvor vi sammen gør en forskel og skaber et endnu bedre lokalsamfund. 
 
Uanset om du er med til at realisere vores visioner, politiske beslutninger eller leverer kerneydelser af højeste kvalitet tæt på borgerne, bliver du anerkendt for din indsats og dit engagement. 
 
Vi investerer i dig gennem løbende kompetenceudvikling og spot på talentet, så du udvikler dig og når dit fulde potentiale igennem et helt arbejdsliv.
 
Vi har modet til at vende tingene på hovedet i løsningen af både små og store udfordringer. Det giver nye perspektiver og blik for innovative løsninger.

Vi samarbejder tæt med lokale virksomheder for at fremme vækst og grøn udvikling i vores område, hvilket skaber en dynamisk og inspirerende arbejdsplads. 
 
Vi er en arbejdsplads med høj grad af fleksibilitet, som giver plads til både karriere og fritid. 

 

Læs Sønderborg Kommunes personalepolitiske værdier og Ledelsesgrundlag

Læs mere om Sønderborg og gå på oplevelse i lokallivet på www.sonderborg.dk