Gå til sidens indhold

Sønderborg Kommune

Sønderborg Kommune

Daglig pædagogisk leder til dagplejen i Sønderborg Kommune

Sønderborg Kommunale Dagpleje søger en daglig pædagogisk leder pr. 1. juni 2026 til en nyoprettet stilling
Vi arbejder målrettet på at skabe en moderne, fagligt stærk og attraktiv dagpleje, hvor børn møder nærværende voksne, tydelige pædagogiske retninger og hverdage præget af tryghed og udvikling. Du bliver en central del af denne udviklingsrejse.

Om stillingen:
Som daglig pædagogisk leder får du en nøgleposition i dagplejen, hvor du i tæt samarbejde med dagplejelederen og de tilsynsførende pædagoger, sætter retning for den faglige kvalitet, understøtter dagplejernes arbejde og driver vigtige udviklingsprocesser fremad. Du kommer til at spille en central rolle i at omsætte strategi til praksis, og det er vigtigt, at du som person kan inspirere og motivere både medarbejdere og forældre til at tage aktiv del i dagplejens udvikling.
Du får ansvar for den daglige personaleledelse af dagplejerne, herunder ansvaret for den faglige udvikling i dagplejen, f.eks. arbejdet med de styrkede pædagogiske læreplaner og Hjernen og Hjertet, som der arbejdes med i dagplejen i Sønderborg.
Et af vores nøglebegreber i dagplejen er ”Nærvær”, som ikke kun sætter sit præg på vores årlige ”dagplejens dage”, men er også et begreb som er dybt integreret i vores daglige arbejde. Vi har taget konceptet ”Nærværs Hjerter” til os, som er et initiativ, som mange kommunale dagplejere og kommuner bruger rundt om i landet, og som vi nu har gjort til en vigtig del af hverdagen i Sønderborg Kommune. Ud over dette har vi skabt vores eget initiativ, ”Nærvær i Naturen”, hvor vi under dagplejens dag i efteråret sætter ekstra fokus på nærvær og fællesskab i naturen. Du får et stort ansvar i at videreudvikle disse dage, så vi kan få skabt endnu mere synlighed på dagplejen.
Du formår at skabe gode rammer for vores dagplejere, der hver dag løfter en vigtig opgave for børn og deres familier.
Du vil blive en del af et fagligt stærkt team med fokus på dialog og udvikling. Du får mulighed for at præge et dagtilbudsområde i bevægelse, samt mulighed for at udvikle jobbet som daglig pædagogisk leder i den nyoprettede stilling.

Vi søger en leder, der kan se sig selv i følgende:
  • Har en pædagogisk eller anden relevant uddannelse.
  • Har diplom i ledelse, eller er indstillet på at tage det.
  • Arbejder relationelt, anerkendende og med udgangspunkt i høj psykologisk tryghed.
  • Kan omsætte faglige visioner til konkret praksis.
  • Er synlig i hverdagen hos dagplejerne og engageret i dagplejernes arbejde.
  • Kommunikerer klart, professionelt og med et udviklingsfokus
  • Har gode digitale kompetencer, og vi ser det som en fordel, at du har kendskab til vores fagsystemer så som Aula, Hjernen og Hjertet, Acadre m.m.
  • Har energi, humor og lyst til at skabe udvikling sammen med os.

Dine opgaver som kommende leder:
  • Personaleansvar for de kommunale dagplejere i Sønderborg Kommune.
  • Faglig ledelse og kvalitetssikring af den pædagogiske praksis hos dagplejerne.
  • Sparring og tæt samarbejde med dagplejere, tilsynsførende og eksterne samarbejdspartnere.
  • Implementering og udvikling af pædagogiske metoder, samt arbejdet med de styrkede pædagogiske læreplaner.
  • Introduktion og onboarding af nye dagplejere.
  • Afholdelse af aftenmøder med dagplejerne, koordinere mulige oplæg og faglige aktiviteter i dagplejen.
  • Ansvaret for den daglige drift, herunder deltagelse i vagttelefon, og f.eks. overblik over dagplejernes afspadsering, ferie m.m.
  • Den pædagogiske udvikling af dagplejen.
  • Ansvarlig for forældresamarbejdet.

Om dagplejen i Sønderborg Kommune:
Dagplejen i Sønderborg Kommune består af 51 kommunalt ansatte dagplejere, der hver dag tager imod børn i et trygt og hjemligt miljø. Dagplejen er en vigtig del af kommunens tilbud til børnefamilier og fokuserer på nærvær, udvikling og leg med udgangspunkt i de styrkede pædagogiske læreplaner. Her får børn mulighed for at opleve ro, omsorg og stabile rammer, samtidig med at deres nysgerrighed og sociale kompetencer stimuleres gennem små grupper og tæt voksenkontakt.
Dagplejerne samarbejder med gæstehuse og gæstedagplejere i kommunen for at sikre fleksible løsninger i dagligdagen. Dagplejen har et tæt samarbejde med forældre og prioriterer løbende udvikling af pædagogiske metoder, kvalitetssikring og kompetenceudvikling.

Stillingen er en fuldtidsstilling.
Løn og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst mellem den faglige organisation og Sønderborg Kommune.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte:
Leder af Dagplejen, Pladsanvisning, Tilsyn og Administration:
Jakob Petsch Davidsen, jada@sonderborg.dk , Tlf: 27 90 68 86.

Ansøgningsfrist d. 06/04/2026.

Samtaler forventes afholdt onsdag i uge 16, og en evt. anden samtalerunde i uge 17.
 


 


Sønderborg Kommune - en arbejdsplads i verdensklasse

Sønderborg Kommune er et ambitiøst arbejdsfællesskab, hvor vi sammen gør en forskel og skaber et endnu bedre lokalsamfund. 
 
Uanset om du er med til at realisere vores visioner, politiske beslutninger eller leverer kerneydelser af højeste kvalitet tæt på borgerne, bliver du anerkendt for din indsats og dit engagement. 
 
Vi investerer i dig gennem løbende kompetenceudvikling og spot på talentet, så du udvikler dig og når dit fulde potentiale igennem et helt arbejdsliv.
 
Vi har modet til at vende tingene på hovedet i løsningen af både små og store udfordringer. Det giver nye perspektiver og blik for innovative løsninger.

Vi samarbejder tæt med lokale virksomheder for at fremme vækst og grøn udvikling i vores område, hvilket skaber en dynamisk og inspirerende arbejdsplads. 
 
Vi er en arbejdsplads med høj grad af fleksibilitet, som giver plads til både karriere og fritid. 

 

Læs Sønderborg Kommunes personalepolitiske værdier og Ledelsesgrundlag

Læs mere om Sønderborg og gå på oplevelse i lokallivet på www.sonderborg.dk