Gå til sidens indhold

Sønderborg Kommune

Sønderborg Kommune

Pædagog til beskyttet beskæftigelse i Den Kongelige Køkkenhave - Socialpsykiatrien


Har du lyst til at være en del af Den Kongelige Køkkenhave, har du gode pædagogiske kompetencer, hænderne godt skruet på, kan du lide udendørs arbejde i al slags vejr og brænder du for at støtte mennesker med psykiske udfordringer i deltagelse i en god arbejdsdag, er du måske vores kommende kollega.

Da vi har en øget borgertilgang og efterspørgsel på vores indsatser i køkkenhaven, søger vi, i Socialpsykiatrien pr. 1. marts 2026 en dygtig og engageret medarbejder. Stillingen er på 37 timer og forankret i Væksthuset i Den Kongelige Køkkenhave ved Gråsten Slot. Det er et Beskyttet Beskæftigelsestilbud efter servicelovens §103 og Aktivitet- og Samværstilbud efter servicelovens §104, samt en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse, hvor elevernes skoledag primært består af læring i beskæftigelsen.

Vores primære opgave er at skabe rammer og levere målrettede pædagogiske indsatser for borgerne, som dermed udvikler faglige kompetencer og sociale færdigheder til bl.a. at kunne begå sig på arbejdsmarkedet. Borgerne får en øvebane og derved mulighed for udvikling af en arbejdsidentitet. Vi arbejder ud fra en rehabiliterende og recovery-orienteret tilgang og tager udgangspunkt i, at alle mennesker har mulighed for at udvikle sig.

For at understøtte det pædagogiske arbejde i de forskellige læringsforløb, arbejder vi tæt sammen i Væksthuset og koordinerer løbende vores indsatser. Du vil primært blive en del af det læringsforløb, der foregår ude i køkkenhaven. Det er derfor vigtigt, at du kan se sammenhængen mellem de praktiske og pædagogiske opgaver vi løser. Du vil blive medansvarlig for afholdelse og udvikling af læringsforløbet ”køkkenhaven” som borgerne tilbydes. Du kan derfor lide at være aktiv, du evner at arbejde pædagogisk, du har et godt overblik og du har gerne erfaring med eller interesse for havearbejde. For at give vores borgere den bedst mulige støtte, arbejder vi i fællesskab tæt sammen omkring løsningen af opgaverne. I køkkenhaven løser vi opgaverne i samarbejde med borgerne og er ikke blege for selv også at tage fat. Som pædagog arbejder du kreativt og fagligt funderet med at udvikle meningsfulde aktiviteter og beskæftigelsestilbud i køkkenhaven, hvor du tager udgangspunkt i borgernes individuelle behov, ressourcer og trivsel.

Vi forventer, at du:
  • Er uddannet pædagog
  • Kan støtte borgerne i at mestre et meningsfuldt og aktivt arbejdsliv
  • Har en rehabiliterende tilgang og du herigennem kan instruere, vejlede og motivere borgerne til de opgaver, der er i Væksthuset
  • Kan planlægge og arbejde selvstændigt
  • Kan samarbejde tværfagligt med både interne og eksterne samarbejdspartnere
  • Har en stærk faglig argumenteret praksis og kan formidle denne, såvel skriftligt som mundtligt
  • Kan udarbejde målrettede pædagogiske handleplaner
  • Er en aktiv og ærlig medspiller i en dynamisk personalegruppe og kan fastholde fælles beslutninger
  • Har kørekort, Kat. B

Til gengæld tilbyder vi:
  • Et spændende og udfordrende job med et fagligt stærkt og dynamisk team
  • Kollegial og faglig sparring
  • Indflydelse og ansvar i det daglige arbejde, hvor der er højt til loftet
  • En fremtidsorienteret organisation, hvor sammenhængende borgerforløb, rehabilitering, recovery samt sundhedsfremme og forebyggelse er omdrejningspunktet for arbejdet med borgerne
  • En kommune, hvor vi anser professionelle relationer, som afgørende for, om borgerne oplever god kvalitet i den service vi yder.

Væksthuset er en beskyttet beskæftigelse, som tilbyder forskellige læringsforløb. Vi er forankret i Den Kongelige Køkkenhave ved Gråsten Slot. Vi har et tæt samarbejde med gartnerne fra Slots- og Kulturstyrelsen. I 2020 er Væksthuset flyttet ind i Den Kongelige Køkkenhave, hvor der bl.a. er etableret café og butik. I tæt samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen og vores borgere, skal vi drive henholdsvis butikken og caféen fra maj til september, ligesom vi også er en del af driften af Den Kongelige Køkkenhave. I køkkenhaven har vi et beskyttet område hvor personale og borgere kan trække sig tilbage, men vi er også ansigtet udadtil til den turistattraktion som Den Kongelige Køkkenhave er.
Vores tilgang er recovery orienteret og rehabiliterende, hvilket vi omsætter til praksis igennem KRAP-metoden (kognitiv, ressourcefokuseret og anerkendende pædagogik). Væksthuset er en del af Socialpsykiatrien i Sønderborg Kommune.

Ansøgningsfrist:
Der er ansøgningsfrist den 30. januar.

Ansættelsessamtaler:
Den 2. februar kl. 9 udvælger ansættelsesudvalget kandidater, hvorefter de respektive kandidater umiddelbart herefter vil blive indkaldt til samtale, som forventes at blive afholdt den 6. februar mellem kl. 12-15.

Arbejdstid:
Din arbejdstid vil som udgangspunkt være fra mandag til fredag i tidsrummet kl. 8-16. Der kan dog forekomme enkelte weekendvagter, når der afholdes markeder og lignende arrangementer.

Ansættelsesforhold:
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til aftale mellem den faglige organisation og Sønderborg Kommune.

Forudsætning for ansættelse er, at man kan blive sikkerhedsgodkendt af PET.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til afdelingsleder Pia Rasmussen på tlf. 27 90 38 33 eller på mail: prau@sonderborg.dk eller til distriktsleder Allan Schanz på tlf. 24 80 17 19 eller mail: asca@sonderborg.dk


 


Sønderborg Kommune - en arbejdsplads i verdensklasse

Sønderborg Kommune er et ambitiøst arbejdsfællesskab, hvor vi sammen gør en forskel og skaber et endnu bedre lokalsamfund. 
 
Uanset om du er med til at realisere vores visioner, politiske beslutninger eller leverer kerneydelser af højeste kvalitet tæt på borgerne, bliver du anerkendt for din indsats og dit engagement. 
 
Vi investerer i dig gennem løbende kompetenceudvikling og spot på talentet, så du udvikler dig og når dit fulde potentiale igennem et helt arbejdsliv.
 
Vi har modet til at vende tingene på hovedet i løsningen af både små og store udfordringer. Det giver nye perspektiver og blik for innovative løsninger.

Vi samarbejder tæt med lokale virksomheder for at fremme vækst og grøn udvikling i vores område, hvilket skaber en dynamisk og inspirerende arbejdsplads. 
 
Vi er en arbejdsplads med høj grad af fleksibilitet, som giver plads til både karriere og fritid. 

 

Læs Sønderborg Kommunes personalepolitiske værdier og Ledelsesgrundlag

Læs mere om Sønderborg og gå på oplevelse i lokallivet på www.sonderborg.dk