Brænder du for at arbejde med integrationsborgere, og har du et godt kendskab til det lokale erhvervsliv? Så er du måske vores nye jobmentor. Vi mangler en kollega til et langt vikariat som løber til udgangen af august 2029.
Jobchancen består af 3 selvstyrende teams, indsatsmedarbejdere, familievejledere og modtagelsesmedarbejder. Vi har et fælles ansvar for integration af flygtninge og familiesammenførte med særligt fokus på arbejdsmarkedet. Vi har også ansvaret for udmøntning af arbejdspligten. Vi har forskellige funktioner, men hjælper også hinanden på tværs, når der er behov for det.
Som jobmentor i Jobchancen er det din primære rolle at støtte borgere i at vende tilbage til arbejdsmarkedet – for nogles vedkommende er det første gang, de skal på arbejdsmarkedet. Opgaverne består fx i at motivere borgerne til at møde på arbejde eller at understøtte dem i at udvikle nye kompetencer ude på virksomheden, men de kan også bestå i individuel håndholdt støtte for enkelte borgere. Det kan for eksempel omfatte alt fra planlægning og struktur i hverdagen til at hjælpe dem med at komme til læge- eller behandlingssteder. Derudover har vi hold med jobsøgning og helbredsmestring, som du også bliver en del af.
Vi mangler en kollega i team 3, hvis målgruppe primært består af integrationsborgere med kort eller langt ophold i Danmark. Nogle af borgerne mangler bare det rigtige job og men en stor del har en lidt længere vej mod arbejdsmarkedet. Det er vigtigt, at du ikke ser sprog og kultur som barrierer for at komme i job, da vi arbejder målrettet mod arbejdsmarkedstilknytning for alle borgere.
I de selvstyrende teams har vi fælles ansvar for en gruppe borgere. Vi har plads til faglig refleksiv praksis og mulighed for at afprøve nye veje til at hjælpe borgerne videre. Samarbejdet i de selvstyrende teams skal fremme tværfaglige perspektiver og skabe handlerum – til gavn for borgeren. Afsættet er altid, at vi tror på borgeren og borgerens muligheder på arbejdsmarkedet.
Hvem er vi i team 3?Som jobmentor i team 3 bliver du en del af et velfungerende og engageret team der i forvejen består af to jobrådgivere og to jobmentorer.
Vi har arbejdet tæt sammen i mange år og har opbygget et stærkt samarbejde, hvor vi altid hjælper hinanden med at løse kerneopgaven.
Vi er vant til at påtage os forskellige roller og funktioner, og vi har stor fleksibilitet i opgaveløsningen. Vores samarbejde er præget af tillid, gensidig respekt og en god portion humor. Vi kender hinandens styrker og kompetencer og bruger dem aktivt i det daglige arbejde.
I Team 3 har vi en fælles forståelse af, at vi sammen har ansvaret for at få opgaverne løst – og vi gør det med både faglighed og godt humør.
Hvem er du? Det er en fordel hvis du:- har erfaring med beskæftigelsesområdet.
- brænder for at arbejde med mennesker med forskellig kulturel baggrund.
- tror på borgernes jobmuligheder og har blik for deres potentialer, uanset hvor de kommer fra eller hvad de har med sig i bagagen.
- har et solidt virksomhedsnetværk i lokalområdet og kan opsøge og formidle bæredygtige jobs eller finde rette match til de gode praktikker, lønnede timer og løntilskud.
- du forstår at arbejde formålsstyret, efter mål og delmål i samarbejde med borgeren, dit team og øvrige professionelle samarbejdspartnere.
- formår at arbejde systematisk med dokumentation og journalisering og er indstillet på, at IT-værktøjer indgår som en naturlig del af arbejdet.
- har kørekort og villig til at bruge egen bil i arbejdet.
I din ansøgning må du gerne lægge vægt på hvordan:- du kan bidrage med dine kompetencer i teamet.
- dit netværk kan komme i spil.
- du vil arbejde med at skabe ” Det gode match” mellem virksomheden og borgeren.
Lyder det alt sammen spændende for dig? Så glæder vi os til at læse din ansøgning.
Der er ansøgningsfrist d. 20-11-2025.
Nysgerrig?Vil du vide mere om stillingerne, så kan du kontakte:
Tine Hamann tlf.: 20 43 47 59 – Teamleder
Claus Bloch Hvid tlf.: 24201819 – Jobmentor
Jobsamtaler afholdes d. 26-11-2025.
Løn- og ansættelsesvilkårStillingen er fuldtid på 37 timer om ugen. Det er et vikariat der udløber ved udgangen af august 2029. Stillingen besættes efter gældende overenskomst og løn forhandles med den forhandlingsberettigede organisation.
Arbejdssted er Egen Markvej 8, 6430 Nordborg.
Aften og weekend arbejde kan forekomme.
Tiltrædelse hurtigst muligt.
 
Sønderborg Kommune - en arbejdsplads i verdensklasse
Sønderborg Kommune er et ambitiøst arbejdsfællesskab, hvor vi sammen gør en forskel og skaber et endnu bedre lokalsamfund. 
 
Uanset om du er med til at realisere vores visioner, politiske beslutninger eller leverer kerneydelser af højeste kvalitet tæt på borgerne, bliver du anerkendt for din indsats og dit engagement. 
 
Vi investerer i dig gennem løbende kompetenceudvikling og spot på talentet, så du udvikler dig og når dit fulde potentiale igennem et helt arbejdsliv.
 
Vi har modet til at vende tingene på hovedet i løsningen af både små og store udfordringer. Det giver nye perspektiver og blik for innovative løsninger.
Vi samarbejder tæt med lokale virksomheder for at fremme vækst og grøn udvikling i vores område, hvilket skaber en dynamisk og inspirerende arbejdsplads. 
 
Vi er en arbejdsplads med høj grad af fleksibilitet, som giver plads til både karriere og fritid. 
 
Læs Sønderborg Kommunes personalepolitiske værdier og Ledelsesgrundlag
Læs mere om Sønderborg og gå på oplevelse i lokallivet på www.sonderborg.dk