Gå til sidens indhold

Sønderborg Kommune

Sønderborg Kommune

Teknisk Projektleder - Byggeri

Teknisk Projektleder med fokus på energioptimering og bæredygtighed

Er du klar til at kombinere din tekniske ekspertise med projektledelse? Kan du bevare overblikket i komplekse processer og samtidig opbygge og styrke stærke relationer med både kunder og kollegaer?

Hos Energi og Byggeri i Sønderborg Kommune søger vi en dedikeret teknisk Projektleder, der vil være en del af vores spændende og løsningsorienterede tekniske projektteam. Hos os får du muligheden for at gøre en reel forskel for indeklimaet, miljøet og for de kommende generationer.

Primære arbejdsopgaver og ansvarsområder

Vi søger dig der vil være med til at styrke vores indsats inden for energioptimering og CO2-reduktion, udvide afdelingens kompetencer inden for bæredygtighed, og sikre optimal udvikling og implementering af HVAC- og VVS-installationer.

Din projektstyring kan både være selvstyrende, i samarbejde med eksterne rådgivere eller i samarbejde med andre kollegaer og forvaltninger samt eksterne partnere.

Dine opgaver vil omfatte

  • primær kontaktperson for projekter, der understøtter afdelingens kunder, herunder brugere, forvaltninger, eksterne rådgivere og bygningsdrift
  • analyse af kundens behov og rådgivning inden for HVAC, VVS-installationer, energi og bæredygtighed
  • være sparringspartner i byggeprocessen for den tekniske del fra start til slut herunder idéudvikling, brugerinddragelse, rådgivning, byggefase, implementering, commissioning og aflevering, herunder mangelgennemgang og overdragelse til bruger og drift
  • økonomiansvar for egne projekter

Baggrund og kvalifikationer

Vi er sikre på, at du vil trives godt i jobbet hvis du har en teknisk uddannelse som ingeniør, maskinmester, VVS-installatør eller lignende og hvis du som projektleder tager ansvar for opgavernes fremdrift. Hvis du kender til drift og indkøring af varmeanlæg eller ventilationsanlæg og hvis du har kendskab eller interesse inden for de nyeste initiativer indenfor bæredygtighed, vil det være en fordel, da mange af de nye opgaver vil have stort fokus på dette.

Du er god til at være løsningsorienteret i samarbejdet mellem forskellige fagligheder, hensyn og interesser og da du kommer til at arbejde tæt sammen med kollegaer og samarbejdspartnere er det vigtigt at du både er omstillingsparat og løsningsorienteret.

Derudover

  • kommunikerer du klart og er god til at arbejde både selvstændigt og team orienteret
  • er du vedholdende og har øje for at skabe overblik for projekternes involverede parter
  • har du en fleksibel tilgang, er struktureret og bidrager selvfølgelig med godt humør til det gode arbejdsmiljø
  • kan erfaring som bygherre eller bygherrerådgiver være en fordel, men ikke et krav.

Hos os

bliver du en del af en afdeling, hvor samarbejde og arbejdsglæde vægtes højt! Vi er en del af chefområdet Bæredygtighed, Infrastruktur og Byggeri under forvaltningen Teknik, Miljø og Bæredygtighed og udover de nære kollegaer i afdelingen, har vi omfattende samarbejdsflader.

Vi lover dig

  • et godt arbejdsmiljø med 10 energiske kollegaer, som du kan sparre med
  • en afdeling, hvor vi hjælper hinanden, og hvor du aldrig står alene
  • en alsidig arbejdsdag med mange forskelligartede opgaver
  • en uformel omgangstone
  • en god og fleksibel arbejdsplads med mulighed for hjemmearbejde
  • gode efteruddannelsesmuligheder

Ansættelsesforhold

Energi og Byggeri har kontor i Sønderborg centrum. Stillingen er en fast fuldtidsstilling på 37 timer om ugen, men vi er også åbne for, hvis du har ønske om nedsat tid.

Løn- og ansættelsesforhold følger gældende overenskomst mellem Kommunernes Landsforening og det respektive fagforbund.

Er du blevet nysgerrig?

Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder John Knudsen på telefon 21 83 72 64.

Sammen med din ansøgning bedes du indsende oplysninger om uddannelse og tidligere beskæftigelse, kopi af eksamensbeviser samt eventuelle referencer/udtalelser.

Ansøgningsfristen

er den 15. juni 2025, og vi forventer at afholde samtaler den 23.-24. juni 2025.

Vi glæder os til at høre fra dig.
 




 


Sønderborg Kommune - en arbejdsplads i verdensklasse

Sønderborg Kommune er et ambitiøst arbejdsfællesskab, hvor vi sammen gør en forskel og skaber et endnu bedre lokalsamfund. 
 
Uanset om du er med til at realisere vores visioner, politiske beslutninger eller leverer kerneydelser af højeste kvalitet tæt på borgerne, bliver du anerkendt for din indsats og dit engagement. 
 
Vi investerer i dig gennem løbende kompetenceudvikling og spot på talentet, så du udvikler dig og når dit fulde potentiale igennem et helt arbejdsliv.
 
Vi har modet til at vende tingene på hovedet i løsningen af både små og store udfordringer. Det giver nye perspektiver og blik for innovative løsninger.

Vi samarbejder tæt med lokale virksomheder for at fremme vækst og grøn udvikling i vores område, hvilket skaber en dynamisk og inspirerende arbejdsplads. 
 
Vi er en arbejdsplads med høj grad af fleksibilitet, som giver plads til både karriere og fritid. 

 

Læs Sønderborg Kommunes personalepolitiske værdier og Ledelsesgrundlag

Læs mere om Sønderborg og gå på oplevelse i lokallivet på www.sonderborg.dk