Gå til sidens indhold

Skanderborg Kommune

Skanderborg Kommune

Vil du være med til at skabe det gode børneliv på Fredensgård?

Vil du være med til at skabe det gode børneliv på Fredensgård?

Der kommer flere små fødder i vores vuggestue og derfor har vi brug for en ny pædagog i Fuglereden. Fremover bliver vi 22 vuggestuebørn fordelt på vores to grupper – 13 på Fuglereden og 9 på Andedammen. Vi søger dig, der har lyst til at blive en del af vores fællesskab og sammen med os skabe en hverdag fyldt med tryghed, nærvær, udvikling og masser af godt børneliv.

På Fredensgård bliver du en del af et mindre børnehus med gode kollegaer, et stærkt sammenhold og masser af hjerte for det pædagogiske arbejde. Vi har to børnehavegrupper og to vuggestuegrupper og fordi vi ikke er så stort et hus, kender vi hinanden godt og er tæt på både børn, kolleger og familier. Vi hjælper hinanden på tværs og løfter i flok, når der er brug for det.

Hos os møder du dygtige og engagerede kolleger, der brænder for kerneopgaven og gerne deler deres viden, erfaringer og idéer. Vi prioriterer faglig sparring og refleksion og tror på, at vi bliver dygtigere, når vi er nysgerrige på både hinanden og vores pædagogiske praksis.

Samtidig skal det være rart at gå på arbejde. Vi har plads til smil og latter i hverdagen og tror på, at arbejdsglæde, faglighed og humor går hånd i hånd.

Fredensgård ligger midt i skønne, grønne omgivelser og vores store udearealer er en naturlig del af hverdagen. Her er plads til at finde biller, hoppe i vandpytter, tage en cykeltur ud i det blå og udforske verden med hele kroppen. Naturen er vores ekstra legerum og vi tror på, at frisk luft, bevægelse og nysgerrighed giver de bedste betingelser for trivsel, læring og udvikling.

Vi håber, du har lyst til at bringe din faglighed og personlighed i spil, skabe stærke relationer og være en nærværende voksen, der gør en forskel i børnenes hverdag.

Vores pædagogiske ståsted

På Fredensgård og I hele vores Dagtilbud Højvangen arbejder vi med:
 
  • Trivsel og relationer som fundament for børns læring, udvikling og deltagelse.
  • Et børnesyn inspireret af NEST: ""Alle børn har ret til deltagelse – børn gør det bedste, de kan. Lykkes de ikke, er det de voksne, der skal gøre noget anderledes"".
  • Medlegende voksne, som med nærvær, nysgerrighed og engagement styrker børnefællesskaberne.
  • KVALid som fælles ramme for kvalitet, refleksion og udvikling.
  • Et stærkt professionelt samarbejde med fokus på psykologisk tryghed og ""Ræk mig lige samarbejdet"".
  • Vi har fokus på stuens teamsamarbejde såvel som det gode samarbejde i hele Børnehuset. Vi afholder primært vores møder i dagtimerne og har derfor få aftenmøder.


Hvem er du?

Du er først og fremmest optaget af at skabe trygge relationer og stærke børnefællesskaber. Du er fagligt nysgerrig og har lyst til at udvikle praksis sammen med andre.
 
  • Er nærværende, tydelig og relations stærk i mødet med børnene
  • Har lyst til at være en del af et dagtilbud, hvor vi hjælper hinanden og løfter i flok.
  • Kan skabe struktur og samtidig følge børnenes spor.
  • Har lyst til faglige refleksioner og til at bidrage med dine idéer.
  • Værdsætter samarbejde og ser dig selv som en del af et fælles vi."
  • Møder børn, forældre og kolleger med varme, humor og ordentlighed.

Om du er nyuddannet eller har mange års erfaring, betyder mindre for os. Det vigtigste er, at du møder børn, forældre og kolleger med varme og åbenhed, har let til smil og latter og har lyst til at være en del af et fællesskab, hvor vi brænder for vores fag og for hinanden.

Hos os får du …

  • Højt til loftet, humor og plads til faglig udvikling.
  • Mentorordning og tæt sparring med kolleger og ledelse.
  • Et stærkt fagligt fællesskab med de andre børnehuse i Dagtilbud Højvangen.
  • Fokus på arbejdsmiljø, psykologisk tryghed og det professionelle samarbejde.
  • Eget køkken med hjemmelavet mad hver dag.
  • Attraktiv sundhedsordning med blandt andet fysioterapeut og kiropraktor.

Tiltrædelse i december 2026 eller snarest muligt derefter efter nærmere aftale. Vi afholder samtaler og ansætter løbende, så send gerne din ansøgning hurtigst muligt og senest den 26. oktober.

Er du blevet nysgerrig på Fredensgård, så kom forbi til en kop kaffe og en rundvisning. Vi vil meget gerne vise dig vores dejlige Børnehus og fortælle om hverdagen og måske er det lige præcis dig, vi står og mangler.

Kontakt daglig leder, Sophia Lundorff på 30 52 56 05 eller sophia.lundorff@skanderborg.dk

"Vi glæder os til at møde dig 😊"

Løn- og ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes efter gældende overenskomst, herunder de fastsatte bestemmelser i forhold til lokal løndannelse. Du kan finde oplysninger om lønniveauet i Skanderborg Kommune via dette link: KRL. Her finder du også oplysninger om grundløn og pension. Udover grundlønnen kan lønnen indeholde forhandlede tillæg afhængigt af stillingen, dine erfaringer og kvalifikationer.

I Skanderborg Kommune ser du flere barnevogne, træer og søer end andre steder i landet. Her er udsigt. Ikke kun til Danmarks smukkeste natur, men også til aktive lokalsamfund, vækstvirksomheder og et foreningsliv i særklasse. Som arbejdsplads er Skanderborg Kommune kendt for flad struktur og højt til akustikloftet. Velkommen til naturligt overskud.