Gå til sidens indhold

Skanderborg Kommune

Skanderborg Kommune

Plejefamilie til Familieplejen i Børn og Unge

Er I godkendt som forstærket eller specialiseret plejefamilie i Socialtilsynet?  Har I erfaring i at arbejde med børn med svære følelsesmæssige og sociale udfordringer? Kan I tage imod en dejlig dreng på 14 år? Så kan det være jer, vi søger i Familieplejen i Skanderborg Kommune!

Det er både givende og krævende at være plejefamilie. Det kræver tålmodighed, rummelighed og overskud samtidig med, at jeres familie får meget igen og oplever glæden ved at få en stor betydning i et barns liv.

Drengen har været i støttefamilie og herefter i støtteophold på en institution. I forbindelse med at der er vurderet behov for anbringelse, har han ønske om at blive anbragt i en plejefamilie. Drengens søskende er anbragt, og han har derfor gode erfaringer med plejefamilier.

Det der går godt

Drengen beskrives som en sød dreng, der gerne vil være i kontakt med andre, lave aktiviteter, og han kan indgå ved forberedelse og opbakning til deltagelse. Han profiterer af inddragelse og af at have medbestemmelse i udviklingskontekster.

Drengen ser positivt på en ny start hos en plejefamilie og de muligheder, dette vil give ham for en positiv udvikling.

Han profiterer af tålmodighed, tæt støtte og de aftaler, der indgås med den indsats, der er omkring støtteopholdet og hjemmet, f.eks. med hjemmetider, skærmbrug, måltider, bad og sengetider.

I perioder er der overskud til at indgå i venskaber med jævnaldrende unge.

Han kan lide at spille computerspil og brætspil.

Det der er svært

Drengen har levet et omskifteligt liv, hvor han ikke er blevet mødt i sine følelsesmæssige eller basale behov for omsorg. Det betyder, at han ikke er aldersvarende udviklet og at han har behov for tæt støtte til at knytte an og skabe rum for udvikling.

Der er desuden tale om en dreng, der sjældent tager initiativer eller kan udvise engagement og glæde udadtil.

Han er visiteret til et nyt specialskoletilbud og deltager sparsomt i det eksisterende skoletilbud. Drengens skoletid har været præget af mobning og fravær.

Som plejefamilie skal I

  • Være godkendt som forstærket eller specialiseret plejefamilie
  • Tilbyde ro, struktur og forudsigelighed
  • Tilbyde nærvær og omsorg
  • Møde barnet med en mentaliserende og anerkendende tilgang
  • Besidde tålmodighed og robusthed
  • Være indstillet på at skulle koordinere indsatsen og arbejde procesorienteret ift. drengens udfordringer
  • Samarbejde med barnets netværk og os som kommune
  • Tilbyde fuldtidsbeskæftigelse som plejefamilie eller have begrænset erhvervsarbejde (en af plejeforældrene)

Vi tilbyder jer

  • Supervisionsgruppe for plejefamilier 4 gange årligt
  • 3-4 årlige kursusdage
  • Løbende supervision
  • Aflønning sker ud fra Skanderborg Kommunes vederlagsmodel jf. KL.takster – 8½ vederlag

Ansøgningsfrist

Da det tager tid at finde den helt rigtige familie, håber jeg at høre fra dig hurtigst muligt og senest den 19. oktober 2026.

Ansættelse

Hvis jeres kvalifikationer og ønsker matcher med drengen, vil I blive kontaktet med henblik yderligere dialog.

Yderligere information

Ønsker du at vide mere om jobbet som plejefamilie eller har du spørgsmål vedrørende drengen, er du velkommen til at kontakte familieplejekonsulenter Lone Sørensen på telefon 24 79 38 75 eller familieplejekonsulent Hanne Bech på telefon 20 35 82 94.

Om Fagsekretariatet Børn og Unge

I Fagsekretariatet Børn & Unge arbejder vi med børn, unge og familier. Vi dækker således hele området for 0-18 år - lige fra de almene områder med sundhedspleje, dagtilbud, skoler, SFO/Klubber til specialområdet med PPR og sociale området med SSP og børnesocialrådgivningen.

Vores opgave i Børn og Unge er at understøtte den enkelte families bestræbelse på at skabe det gode børneliv, hvor børn og unge trives og udvikles i trygge rammer. Dette sker alt sammen under den politiske vision, at alle børn har ret til et godt børneliv med en oplevelse af glæde, tryghed, engagement, begejstring og robusthed i forhold til livets udfordringer.

Løn- og ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes efter gældende overenskomst, herunder de fastsatte bestemmelser i forhold til lokal løndannelse. Du kan finde oplysninger om lønniveauet i Skanderborg Kommune via dette link: KRL. Her finder du også oplysninger om grundløn og pension. Udover grundlønnen kan lønnen indeholde forhandlede tillæg afhængigt af stillingen, dine erfaringer og kvalifikationer.

I Skanderborg Kommune ser du flere barnevogne, træer og søer end andre steder i landet. Her er udsigt. Ikke kun til Danmarks smukkeste natur, men også til aktive lokalsamfund, vækstvirksomheder og et foreningsliv i særklasse. Som arbejdsplads er Skanderborg Kommune kendt for flad struktur og højt til akustikloftet. Velkommen til naturligt overskud.