Gå til sidens indhold

Skanderborg Kommune

Skanderborg Kommune

GIS- og data-medarbejder til Kort- og GIS-teamet

Er du struktureret, metodisk og stærk til tværfagligt samarbejde — og har du samtidig evnen og lysten til at undervise og formidle komplekse data? Så kan du være den nye GIS- og data-medarbejder til vores Kort- og GIS-team.


Vores GIS-team søger en ny kollega, der udover at sikre drift af vores kerneopgaver kan være med til at løfte og styrke vores service og tilbud inden for formidling og undervisning
 
Kort- og GIS-teamet i Skanderborg Kommune har som kerneopgave at understøtte organisationens brug af GIS- og geodata-løsninger. Vi har ansvaret for at vedligeholde, udvikle og sikre driften af en stor og kompleks systemportefølje bestående af Desktop GIS (primært ArcGIS Pro og sekundært QGIS), WebGIS, databaser, mobilløsninger, webservices, fagsnitflader m.m.
 
Vi arbejder blandt andet med ArcGIS Pro, FME, QGIS, SQL, Spatial Suite, XML, PostgreSQL/PostGIS, Python, webservices og integrationer til kommunens fagsystemer samt droner, 360-graders kameraer og GPS m.m.
 
Vi søger en engageret medarbejder, som gerne har en relevant datamæssig/geofaglig baggrund. Alternativt har du på anden vis tilegnet dig viden om GIS og geodata, som er relevant for opgaveløsningen. Samtidig har du lyst til, og gerne erfaring med, formidling og undervisning 

Om Kort- og GIS-teamet

Staben for Økonomi, Digitalisering og IT består af seks afdelinger – herunder Budget, Analyse og Data, som Kort- og GIS-teamet er en del af. Ud over dig består GIS-teamet af to medarbejdere, og i afdelingen sidder du side om side med vores dygtige analyse- og BI-kolleger. Det giver en unik mulighed for tæt internt samarbejde og faglig sparring.
 
Vi bestræber os på at være synlige i organisationen og løse vores opgaver i tæt dialog med brugerne. Derudover har vi altid fokus på at bringe geodata i spil og sikre en effektiv, digital forvaltning.
 
Vi brænder for det, vi laver, og arbejder målrettet med at skabe smarte, kreative og intuitive løsninger. Vi er nysgerrige i forhold til at afprøve og anvende den nyeste viden og teknologi.
 
Kort- og GIS-teamet er præget af en afslappet og humoristisk stemning, et højt fagligt niveau samt plads til at udforske og afprøve nye idéer.
 
Som en del af et lille specialiseret team får du stor indflydelse på både opgaver, løsninger og prioriteringer. Du kommer til at arbejde med hele GIS-kæden fra data og systemer til analyser, formidling og undervisning, og du får en central rolle i den fortsatte udvikling af GIS-anvendelsen i Skanderborg Kommune

Dine opgaver bliver inden for følgende:

  • Drift, opsætning og udvikling af kommunens GIS- og geodata-platform.
  • Vedligeholdelse og opdatering af fællesoffentlige data (GeoDK, GeoFA m.fl.) med blik for datakvalitet og sammenhængen med vores øvrige datalandskab
  • Undervisning og kompetenceudvikling. Du bidrager til planlægning og gennemførelse af undervisning for brugere i organisationen og medvirker til udarbejdelse af undervisningsmateriale, der gør det nemt at komme godt fra start og blive en sikker bruger
  • Support til sagsbehandlere inden for de forskellige fagområder i form af hjælp til kortopsætninger, dataanalyser, integrationer til fagsystemer og offentlige tjenester.
  • Optimale arbejdsgange. Du har blik for, hvordan GIS bedst anvendes i de forskellige fagområder, og du hjælper med at finde og implementere smarte, mere effektive arbejdsgange.
  • Intern dokumentation og metadata. Du organiserer og videreudvikler GIS-teamets interne vejledninger og dokumentation og er med til at sikre god metadatakvalitet for vores geodata.
  • Deltagelse i interne og fælleskommunale udviklingsopgaver og vidensdeling.

Vi forestiller os, at du:

  • Har grundlæggende viden om og erfaring med geodata og GIS.
  • Har interesse for undervisning og gerne erfaring med at understøtte kompetenceudvikling af brugere.
  • Er en god formidler både skriftligt og mundtligt.
  • Har god teknisk forståelse, nemt ved at sætte dig ind i nye ting og er god til at skabe overblik.
  • Har blik for arbejdsgange og kan se, hvor processer kan gøres enklere og mere effektive.
  • Kan skabe klar struktur på interne vejledninger og sikre, at vores tekniske dokumentation er velorganiseret.
  • Er nysgerrig og opsøgende og god til at omsætte inspiration til konkrete idéer.
  • Trives i en bred rolle, hvor undervisning, kommunikation og fagligt arbejde går hånd i hånd.
Du behøver ikke kunne det hele fra første dag. Vi leder efter en kollega med den rette personlighed frem for en konkret faglighed. 

Vi tilbyder

  • Et afvekslende job med indflydelse på egne opgaver og selvstændigt ansvar.
  • Gode kolleger i en afdeling, hvor der arbejdes både selvstændigt og i teams.
  • Fleksibel arbejdstid (37 timers arbejdsuge) og mulighed for en ugentlig hjemmearbejdsdag.
  • Mulighed for fortsat personlig og faglig udvikling.
  • En arbejdsplads med nem adgang til motorvejen.
Tiltrædelse: 2. november 2026 eller snarest muligt.

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til GIS-koordinator Mikael Leicht Danielsen på telefon 29 36 61 00.

Sådan søger du stillingen

Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV og uddannelsesbevis m.m. senest fredag den 11. september 2026.
 
Vi holder 1. samtale mandag den 21. september 2026 og evt. 2. samtale fredag den 25. september 2026.
 
Tidligere ansat i stillingen i syv år udtaler:
"Her bliver man en del af et team med stærkt sammenhold, høj faglighed og gode kolleger. Opgaverne er varierede, og der er plads til nysgerrighed, innovation og lidt GIS-nørderi. Samtidig er der stor lyst til at afprøve nye idéer og finde bedre måder at gøre tingene på, så vi undgår at bruge tid på opgaver, der kan løses smartere."


Løn- og ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes efter gældende overenskomst, herunder de fastsatte bestemmelser i forhold til lokal løndannelse. Du kan finde oplysninger om lønniveauet i Skanderborg Kommune via dette link: KRL. Her finder du også oplysninger om grundløn og pension. Udover grundlønnen kan lønnen indeholde forhandlede tillæg afhængigt af stillingen, dine erfaringer og kvalifikationer. 
 

I Skanderborg Kommune ser du flere barnevogne, træer og søer end andre steder i landet. Her er udsigt. Ikke kun til Danmarks smukkeste natur, men også til aktive lokalsamfund, vækstvirksomheder og et foreningsliv i særklasse. Som arbejdsplads er Skanderborg Kommune kendt for flad struktur og højt til akustikloftet. Velkommen til naturligt overskud.