Positiv og nærværende pædagog søges til skøn, mindre vuggestue i et af Skanderborgs ”smørhuller” pr. 1 september 2026 til en fast stillingI Bakkehuset, som er et af de tre dagtilbud under Landsbyordningen i Virring, søger vi pr. 1. september 2026 en pædagog til vores dejlige vuggestue til en fast stilling på 37 timer om ugen.
Du bliver en del af et hus med 15 dygtige kollegaer, der hver dag hjælpes ad med at give vores 66 børnehavebørn og 22 vuggestuebørn de allerbedste betingelser for at vokse og gro som små individer – både hver for sig og i et fællesskab med alle os andre.
Derudover nyder vi godt af en stor opbakning fra vores forældrekreds.
Bakkehuset er kendetegnet ved en høj faglig kvalitet i hverdagsrutiner, aktiviteter, traditioner og plads til legen.
Hos os er det alfa og omega, at du som pædagog i samspillet med det enkelte barn, med børnegruppen, i mødet med forældre eller i samarbejdet med en kollega, altid er nysgerrig på at forstå den andens positive intentioner. Dette for bedre at kunne forstå og respektere hinanden – lille som stor.
Det er derfor vigtigt, at du tør kigge indad og undre dig alene, men også sammen med os andre i det daglige og faglige fællesskab - både når noget går godt, men også når noget går anderledes end man havde tænkt og troet.
Vi forventer af dig, at du deler vores faglige ambitioner og sammen med os andre vil arbejde for at sikre den fortsatte udvikling af kvaliteten i dagtilbuddet.
Dine kommende kollegaer i vuggestuen tilbyder dig
- et fælles fagligt mindset der altid tager udgangspunkt i det enkelte lille barns behov – som individ og i fællesskabet
- stor psykologisk tryghed med plads til at undre sig, reflektere og inspirere hinanden fagligt
- en uhøjtidelig, humoristisk og positiv stemning
- en kultur hvor vi hellere siger ja end nej og hvor alle er med på at afprøve nye ideer
- et kollegaskab ud over det sædvanlige
I Landsbyordningen Virring samarbejder vi med de to øvrige dagtilbud og skole/SFO omkring de ting, der giver mening. Vi har i den forbindelse taget hul på arbejdet med KVAlid i vores dagtilbud, som et materiale der gennem dokumentation og dialog løbende skal medvirke til at kvalificere vores praksis for alle børn i 0-6 års alderen.
I vores egen personalegruppe har vi over de sidste par år med flere nyankomne kollegaer, været i gang med en fælles udviklingsproces, så vi i dag står på et godt og solidt fagligt fundament. Et fundament som vi ønsker at bevare, men som vi stadig gerne vil udvikle på både fagligt og kollegialt. Vi betragter det i den sammenhæng som en væsentlig styrke, at vi er en blandet personalegruppe, hvor nogle har været i huset længe, mens andre er kommet til for ganske nylig.
I Bakkehuset som samlet hus bliver du en del af et åbent og positivt miljø, hvor du sammen med os andre får mulighed for at sætte dit præg på, hvor vi sammen skal hen. I den sammenhæng forventer vi selvfølgelig, at du har lyst til at blive en aktiv del af sådanne processer.
Forventninger til dig
- du har en relevant pædagogisk uddannelse
- du er nærværende og positiv i samspil med børn, forældre og kollegaer
- du vil samarbejdet og byder ind med din faglige viden og ideer i relationen til børn, forældre og kollegaer
- du arbejder ud fra at forstå børn og kollegaers positive intentioner og formår at handle på disse
- du har lyst til at reflektere over din egen praksis og blive klogere på dig selv i samspillet med børn og kollegaer
- du er struktureret, har et godt overblik og gerne gode IT-kundskaber
Vi tilbyder - gode muligheder for faglig og personlig udvikling
- stor indflydelse på egen arbejdsdag og frihed under ansvar
- positive og dygtige kollegaer – der gerne deler viden og er lydhøre overfor andres ideer og viden
Er det dig, vi søger?
Så send os gerne en ansøgning, hvor du skriver lidt om din motivation for netop at skulle arbejde med børn i vuggestuealderen, og hvad du særligt kan bidrage med i forhold til denne aldersgruppe.
Har du lyst til at komme på besøg hos os inden du søger, så skal du være meget velkommen til at kontakte daglig leder Anne Rosenmeyer på telefon 23 28 95 28 for at aftale nærmere.
Ansøgningsfrist
Onsdag den 12. august 2026.
Samtaler afholdes onsdag den 19. august 2026.
Ansøgningen sendes elektronisk, og der gives afslag via e-mail, når stillingen er besat.
I Skanderborg Kommune ser du flere barnevogne, træer og søer end andre steder i landet. Her er udsigt. Ikke kun til Danmarks smukkeste natur, men også til aktive lokalsamfund, vækstvirksomheder og et foreningsliv i særklasse. Som arbejdsplads er Skanderborg Kommune kendt for flad struktur og højt til akustikloftet. Velkommen til naturligt overskud.