Skolen på Finlandsvej er et visiteret specialtilbud under Skanderborg Ungdomsskole målrettet elever inden for normalområdet i udskolingen fra 7.-10.kl. med sammensatte vanskeligheder primært sociale, emotio-nelle og/eller kognitive. Skolen er relativt nyetableret og har en vision om at udvikle unge mennesker, der får tiltro til, at de kan deltage i og bidrage meningsfuldt til samfundet.
Skolen har på få år vokset sig så stor elevantalsmæssigt, så vi næste skoleår har over 70 elever, så derfor er der nu er brug for en ekstra hånd i ledelsesteamet.
Vi søger derfor en pædagogisk leder, der i samarbejde med skolens nuværende leder kan være med til at løse den støt stigende opgave med at lede Skolen på Finlandsvej.
Som pædagogisk leder på Skolen på Finlandsvej skal du bl.a.
- Indgå i tæt dialog om den pædagogiske retning med skolens leder
- Være en vigtig sparringspartner for skolens leder ift. drift og udvikling af skolen
- Være tæt på den pædagogiske praksis ved at løse forskellige undervisningsopgaver
- Etablere tæt samarbejde med lærerteams på skolen om den pædagogiske praksis
- Forestå netværksmøder samt stå i spidsen for relevante pædagogiske møder, fagteammøder mm.
- Deltage i klassekonferencer med lærerteams, uddannelsesvejledere m.fl.
- Løse forskellige administrative opgaver herunder vikardækning
Hvem er du?
Du er læreruddannet og har måske en lederuddannelse eller har tidligere været en del af ledelsesmæssige projekter eller har blot lyst til at søge en lederstilling, hvor der er plads til oplæring.
Du har i dit lærerliv stiftet bekendtskab med eller har god erfaring med specialområdet.
Du har et solidt pædagogisk grundsyn, hvor du tror på, at unge gør deres bedste med de forudsætninger, de har – men du ved også, at deres bedste ikke altid er tilstrækkeligt. Derfor møder du dem med både forståelse og tydelige forventninger, som hjælper dem videre.
Du har en anerkendende, nysgerrig og positiv tilgang til både elever, forældre og medarbejdere, men kan samtidig være tydelig i de sammenhænge. hvor det kræves.
Dialogen er dit bærende element i en nogle gange kompleks hverdag.
Stillingen er med undervisningsforpligtigelse, hvor du i et vist omfang skal varetage forskellige undervisningsopgaver. Vi ser i første omgang rollen som pædagogisk leder på Skolen på Finlandsvej, som en slags ”spillende træner”, hvor du gennem de forskellige undervisningsopgaver skal have en ledelsesmæssig finger på den specialfaglige puls i praksis. Hvis du har særlige undervisningsmæssige kompetencer er det kun en fordel.
Vi kan tilbyde:
- At blive en del af et dynamisk og ambitiøst specialtilbud, der brænder for at gøre en forskel for skolens elever.
- En spændende og nytænkende arbejdsplads, hvor der ikke er langt fra tanke til handling, og hvor du som leder får mulighed for at sætte dit personlige præg på både undervisning, pædagogik og den fremadrettede vision for skolen.
- Et mangefacetteret specialtilbud hvor vi har elever, der kommer med en meget bred vifte af særlige behov, men hvor vi også har gode rammer og muligheder for at imødekomme disse.
- At blive en del et større lederteam i Ungdomsskolen, der også varetager ledelsen af Danmarks største kommunale 10. kl. center, fritidsundervisning samt et særligt modtageklassetilbud for unge fra hele verden og specielt Ukraine.
- Fantastiske fysiske rammer for at drive en specialskole på matriklen Finlandsvej 5 i Skanderborg, der udmærker sig ved at kunne tilbyde mange praksisfaglige muligheder både de unge og de voksne.
Ansøgning og ansættelsesvilkår
I stedet for en klassisk ansøgning vil vi gerne have en kort skriftlig besvarelse af følgende tre spørgsmål (max én side):
Hvad motiverer dig især, når du læser jobbeskrivelsen?
Hvordan kan du være med til at styrke og udvikle vores specialtilbud i ungdomsskoleregi?
Hvad mener du, eleverne skal have med sig af kompetencer efter at have været en del af Skolen på Finlandsvej?
Frist
Din besvarelse og dit CV samt dokumentation for beståede eksaminer og tidligere ansættelser fremsendes elektronisk med frist
søndag den 24. august 2025.Der afholdes ansættelsessamtaler
onsdag den 27. august 2025.Du kan få nærmere information om stillingen og Skolen på Finlandsvej generelt fra
mandag d. 4. august 2025 og aftale evt. besøg ved henvendelse til skoleleder Morten Holm Rosborg på telefon 23 42 64 28 eller mail:
Morten.Holm.Rosborg@skanderborg.dk (Send gerne en SMS, hvorefter du vil blive ringet op hurtigst muligt.)
Ansættelse vil ske med løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst for ungdomsskolen.
Se skolens hjemmeside for mere info om vores specialtilbud:
Skolen på Finlandsvej (aula.dk)I Skanderborg Kommune ser du flere barnevogne, træer og søer end andre steder i landet. Her er udsigt. Ikke kun til Danmarks smukkeste natur, men også til aktive lokalsamfund, vækstvirksomheder og et foreningsliv i særklasse. Som arbejdsplads er Skanderborg Kommune kendt for flad struktur og højt til akustikloftet. Velkommen til naturligt overskud.