Gå til sidens indhold

Skanderborg Kommune

Skanderborg Kommune

Støttefamilie til Familieplejen

Familieplejen i Skanderborg Kommune søger støttefamilie

Kan I tage imod en pige på 8 år hver 2. weekend fra fredag til søndag samt 7 døgn i ferieperioder? Så kan det være jer, vi søger i Familieplejen i Skanderborg Kommune!

I det konkrete tilfælde er formål at give aflastning til pigen og hendes familie i weekenden.
Pigen er meget kærlig, alderssvarende kognitivt, har mange gode kompetencer og klarer sig godt i sit skoletilbud samt fungerer godt i tydelige, strukturerede rammer. Hun er meget glad for dyr, særligt heste og hunde har hun en kærlighed for. Hun går til spejder, og hun er meget kreativ og elsker at være med til at lave mad. Hun er en aktiv pige, som elsker at hoppe på trampolin, at cykle og at køre på løbehjul. Derudover er hun meget glad for at svømme.

Hun har brug for en voksen tæt omkring sig, som kan guide hende i hverdagen. Pigen har ADHD, hun udvikler sine kompetencer i forhold til selvregulering, og hun har brug for støtte i forhold til de eksekutive funktioner, sociale spilleregler. Hun er impulsiv og har motorisk uro.

Formålet med støtteopholdet er, at pigen kan indgå i et roligt familieliv med omsorgsfulde voksne, der kan være nærværende og støttende.

Som aflastningsfamilie skal I:

  • have erfaring i arbejdet med børn med ADHD
  • tilbyde ro, struktur og forudsigelighed
  • tilbyde nærvær og omsorg
  • møde barnet med en mentaliserende og anerkendende tilgang
  • besidde tålmodighed og robusthed
  • samarbejde med barnets forældre
  • være en familie, hvor der er ingen eller ældre børn.

Vi tilbyder jer:

  • Vejledning, rådgivning og supervision fra en familieplejekonsulent
  • Netværksgruppe for aflastningsfamilier 4 gange årligt
  • 2 årlige temaaftener
  • 3 vederlag i forbindelse med deltagelse i møder/kursus arrangeret af Skanderborg kommune

Ansøgningsfrist

Ansøgningsfrist mandag den 31. august 2025 kl. 23.59.

Ansættelse

Hvis jeres kvalifikationer og ønsker matcher med pigen og hendes familie, vil I blive kontaktet med henblik yderligere dialog.

I forbindelse med evt. ansættelse indhentes der børne-/straffeattester. I det konkrete tilfælde vil aflønning ske ud fra Skanderborg Kommunes vederlagsmodel jf. KL.takster – 7 vederlag.

Yderligere information

Ønsker du at vide mere om jobbet som støttefamilie, eller har du spørgsmål vedrørende pigen og hendes familie, er du velkommen til at kontakte familieplejekonsulent Hanne Bech på telefon 20 35 82 94 i uge 26 og 27 og igen fra uge 32.

Om Fagsekretariatet Børn og Unge

I Fagsekretariatet Børn & Unge arbejder vi med børn, unge og familier. Vi dækker således hele området for 0-18 år - lige fra de almene områder med sundhedspleje, dagtilbud, skoler, SFO/Klubber til specialområdet med PPR og sociale området med SSP og børnesocialrådgivningen.

Vores opgave i Børn og Unge er at understøtte den enkelte families bestræbelse på at skabe det gode børneliv, hvor børn og unge trives og udvikles i trygge rammer. Dette sker alt sammen under den politiske vision, at alle børn har ret til et godt børneliv med en oplevelse af glæde, tryghed, engagement, begejstring og robusthed i forhold til livets udfordringer.

I Skanderborg Kommune ser du flere barnevogne, træer og søer end andre steder i landet. Her er udsigt. Ikke kun til Danmarks smukkeste natur, men også til aktive lokalsamfund, vækstvirksomheder og et foreningsliv i særklasse. Som arbejdsplads er Skanderborg Kommune kendt for flad struktur og højt til akustikloftet. Velkommen til naturligt overskud.