Gå til sidens indhold

Slagelse Kommune

Slagelse Kommune

Pædagogisk konsulent til dagtilbudsområdet

Brænder du for kvalitet i dagtilbud og klubber? Vil du være med til at sikre, at børn og unge trives og udvikler sig i trygge og inspirerende miljøer?
Så har vi en spændende stilling til dig, hvor du vil indgå i et fællesskab, hvor humor, faglighed og uhøjtidelighed vægtes højt.

Om jobbet

Din hovedopgave vil bestå af det udviklende arbejde med og omkring varetagelse af anmeldte og uanmeldte tilsyn i vores kommunale og private institutioner. Hertil også varetagelse af tilsyn med kommunens klubtilbud.

Vi anvender observationsredskabet KIDS som basis for det anmeldte tilsyn. Vi hægter tilsynet op på de tre overordnede kvalitetsdimensioner, strukturel-, proces- og resultatkvalitet. Vi arbejder desuden løbende med fokus på kvalitetsparametrene i forskellige sammenhænge og altid i et dialogbaseret samarbejde med dagtilbudslederen.

Den pædagogiske konsulent har mange og forskelligartede arbejdsopgaver - ofte på samme tid. Det forventes, at du har lyst til at træde ind i en faciliterende rolle, både internt og eksternt. Det kan for eksempel være som tovholder for en mindre arbejdsgruppe eller som oplægsholder på et personalemøde i et dagtilbud eller lignende.

Dine arbejdsopgaver vil bl.a. være
  • gennemføre anmeldte og uanmeldte tilsyn i dagtilbud og klubber
  • udarbejde skriftlige tilsynsrapporter med observationer, vurderinger og anbefalinger
  • yde ledelsessparring
  • sikre en løbende dialog med ledere, medarbejdere og samarbejdspartnere
  • indgå i samarbejde med andre fagpersoner og kommunens øvrige afdelinger
  • bistå i arbejdet med at implementere politiske beslutninger og strategier
  • have plads i visitationsudvalg
  • bistå institutioner med ressourcepladser med fokus på sparring og kvalitetssikring

Du får mulighed for at sætte dit præg på kvalitetssikringen i kommunens dagtilbud og klubber. Det er en stilling med stor indflydelse, faglig sparring og udviklingsmuligheder.

Om dig

Den pædagogiske konsulent yder sparring og støtte til daginstitutionslederen i konkrete sager samt i udviklingen af det pædagogiske indhold. Den refleksive dialog mellem leder og konsulent er afgørende, og derfor kræves det, at du er i stand til at definere og prioritere egen rolle i sammenhæng og overensstemmelse med ledernes ansvar og opgave i den pågældende situation. Kendskab til og erfaring med moderne ledelse i daginstitutioner er derfor vigtigt.

Som pædagogisk konsulent kan du ofte stå i dilemmafyldte opgaver, som kræver at du kan sætte dig selv i spil, tage bestik af situationen og tage selvstændige beslutninger – også når det kan være svært.

Myndighedsrollen indbefatter også, at du med afsæt i lovgivningen skal kunne håndtere, stille krav til og fastsætte konkrete mål for udviklingen af kvaliteten i daginstitutionen.

At være pædagogisk konsulent fordrer, at du har en fleksibel tilgang til dit job. Dels i forhold til prioritering af opgaver og tilstedeværelsen i den enkelte daginstitution, men også i forhold til forvaltning af egen arbejdstid. Facilitering og gennemførelse af forløb i daginstitutionerne kan betyde aftenmøder eller deltagelse på pædagogiske lørdage.

Vi søger en pædagogisk konsulent, der har
  • en pædagogisk baggrund, gerne suppleret med videreuddannelse eller erfaring fra et ledelsesmæssigt perspektiv
  • erfaring med tilsynsarbejde
  • evnen til at formidle observationer klart og konkret
  • mod og gennemslagskraft til at tage myndighedsrollen på sig og stille krav til kvaliteten
  • en dialogbaseret og nysgerrig tilgang, der understøtter samarbejdet med dagtilbudslederne
  • fleksibilitet – du trives med en arbejdsdag, hvor ingen dage er ens

Du skal kunne trives i, at opgaverne bestemmer din kalender. Du skal kunne prioritere i dine opgaver og med kort varsel kunne ændre din ellers planlagte arbejdstid for dagen. Da stillingen indebærer tilsynsbesøg på tværs af kommunen og opgaver, der kan opstå med kort varsel, er det en fordel, at du har kørekort og kan komme fleksibelt rundt i et geografisk stort område.

Ansøgningsfrist og vilkår

Stillingen er til besættelse den 1. juni 2026.
Du vil have base hos Skole og Dagtilbud på Willemoesvej 2C i Slagelse.

Hvis vi har fanget din interesse, vil vi meget gerne høre fra dig. Du kan sende din ansøgning og dit CV frem til
  • torsdag den 23. april kl. 23.59

Vi forventer at afholde samtaler den 27. april 2026 sidst på eftermiddagen.

Der indhentes reference.

Der indhentes børne- og straffeattest.

Hvis du vil vide mere

Du er velkommen til at kontakte
  • Souschef og afdelingsleder Annemette Laurberg Rosén på telefon 21 22 57 76
  • Chefkonsulent Jakob Duelund Ringstrømm på telefon 21 12 54 82

Vi glæder os til at høre fra dig