Gå til sidens indhold

Slagelse Kommune

Slagelse Kommune

Familieplejekonsulent i afdeling Børn og Familie Slagelse

Anbringelses- og familieplejeteamet i Slagelse Kommune søger en familieplejekonsulent med tiltrædelse pr. 1. juni 2026.

Drives du af at få andre til at lykkes bedre – og af at omsætte faglighed til konkret handling? Har du erfaring med at vejlede og understøtte plejefamilier eller andre fagpersoner i deres arbejde på en respektfuld og anerkendende måde?

Ønsker du at blive en del af et fagligt stærkt team med plads til forskellige perspektiver, højt til loftet og fokus på et godt arbejdsmiljø? Så har du muligheden her.

Som familieplejekonsulent får du en central rolle i at styrke plejefamiliernes praksis. Du er tæt på familierne og understøtter plejefamilierne i deres daglige arbejde gennem konkret pædagogisk vejledning, supervision og høj tilgængelighed.

Plejefamilier lykkes bedst gennem tydelig retning og vedholdende sparring. Du tror på, at barnets adfærd skal forstås i sin kontekst, og når der opstår udfordringer, tager vi afsæt i de voksnes handlinger og ansvar. Du skal derfor kunne omsætte viden og faglige vurderinger til konkrete greb i hverdagen – også når sagerne er komplekse.

Dine primære arbejdsopgaver

  • Rekruttere og matche plejefamilier til de børn og unge, som skal i døgnpleje eller støtteophold.
  • Godkende netværksplejefamilier.
  • Yde løbende vejledning, støtte og socialfaglig supervision til plejefamilier, herunder støtte til plejefamilien i at omsætte barnets plan til konkret praksis.
  • Indgå i tæt samarbejde med myndighedsrådgiver omkring barnet/den unge. Vi arbejder ud fra en ”vi-kultur” og løfter opgaverne i tæt samarbejde med myndigheden.
  • Deltage i tværfaglige møder med plejefamilie, myndighed og andre relevante fagpersoner.
  • Arbejde med implementering af vores nye uddannelse for plejefamilier, ’GRO’.
  • Administrative opgaver, der knytter sig til samarbejdet med plejefamilierne, herunder støtte plejefamilierne i udarbejdelse af statusrapporter.

Om dig

Du
  • har en uddannelse som pædagog og erfaring fra arbejdet med børn, unge og familier i udsatte positioner. Du har kendskab til Barnets Lov og forstår at omsætte lovgivning, barnets plan og faglige vurderinger til praksis, der giver mening i barnets og plejefamiliernes hverdag
  • motiveres af at skabe udvikling sammen med andre og ser samarbejdet med plejefamilierne som en fælles opgave, hvor relation, tillid og tydelighed går hånd i hånd. Du arbejder mentaliserende og har stærke relationelle kompetencer, der gør dig i stand til at være både anerkendende og retningssættende
  • trives med selvstændighed og fleksibilitet i opgaveløsningen, men søger samtidig aktivt sparring og fælles refleksion. Du tænker helhedsorienteret om barnet og familien og indgår naturligt i et tæt tværfagligt samarbejde, hvor forskellige perspektiver ses som en styrke
  • formår at dokumentere og kvalificere praksis og kommunikere klart og respektfuldt – både mundtligt og skriftligt. Samtidig ser du supervision og kollegial sparring som en vigtig del af din fortsatte faglige udvikling
  • har kørekort, da opgaven indebærer samarbejde med plejefamilier i hele landet

Om os

Du bliver en del af et dedikeret team på 7 familieplejekonsulenter og en teamleder. Vi prioriterer faglig fordybelse, refleksion og åben sparring højt. Vi er stærke fagligt sammen, men kan grine og har en uformel tone i det daglige. Sammen med vores 4 myndighedsteams arbejder vi tæt sammen om at skabe meningsfuld inddragelse og holdbare løsninger for børn, unge og deres familier. Vi tilbyder en høj grad af fleksibilitet og indflydelse på tilrettelæggelsen af din hverdag og opgaveløsning.

Hvor bor vi

Afdeling Børn og Familie er beliggende tæt ved Slagelse Station. Der er mange, der pendler, og kommer du med tog, tager det under 1 time fra København H og ca. en halv time fra Odense.

Ansættelsesvilkår

Stillingen er på 37 timer med forventet tiltrædelse 1. juni 2026.

Løn og ansættelse vil ske i henhold til gældende overenskomst.

Ansøgningsfrist

Ansøgningen skal være os i hænde senest
  • tirsdag den 7. april 2026 kl. 12.00.

Rekrutteringsprocessen

Ansættelsessamtalerne foregår tirsdag den 14. april 2026. Du vil forinden få tilsendt en case, som vi vil tale om til samtalen.
2. samtale er planlagt til torsdag den 16. april 2026.

Har du spørgsmål,

er du velkommen til at kontakte
  • Teamleder Karina Wrang, telefon 30 35 96 74 / mail kariw@slagelse.dk
  • Anbringelses- og familieplejekonsulent / TR Brian Pedersen, telefon 23 65 42 49 / mail brped@slagelse.dk