Gå til sidens indhold

Slagelse Kommune

Slagelse Kommune

Administrativ medarbejder til Kommunale Ejendommes datateam

Er du god til data, og er du god til at se sammenhænge i data fra forskellige systemer? Og er du god til at uddrage essensen af, hvad data viser? Er du god til at skabe overblik og løbende holde oversigter opdaterede? Har du gode samarbejdsevner, og kan du være tovholder på datadrevne opgaver i Kommunale Ejendomme?

Så kan det være dig, vi søger.

Vi søger en god kollega, der bl.a. skaber og vedligeholder overblik over data i vores systemer. Du er fleksibel såvel som praktisk orienteret og kan samtidig arbejde analytisk og struktureret. Du skal kunne kommunikere godt både mundtligt og skriftligt samt have gode samarbejdsevner.

Dine opgaver

Vi søger en administrativ medarbejder, der har dokumenteret erfaring indenfor datadrevet ejendomsdrift og -vedligehold. Vi anvender systemerne MainManager, Energy Key og Min Energi. Vi vil i ansættelsen lægge vægt på, at du kan dokumentere erfaring i anvendelsen af disse systemer.

I MainManager vil dine opgaver bl.a. være at yde support til vores servicemedarbejdere på anvendelse af hele brugerfladen, at yde support til kollegerne på kontoret, at undervise i anvendelsen af vores årshjul og koblingen til data i MainManager, at sørge for at data fra brandkontroller indrapporteres, og at forestå løbende omposteringer af vores akutpulje mv.

I Energy Key vil du bl.a. skulle arbejde med aflæsninger (både manuel indtastning og indlæsningsark fra forsyningsselskabet), rapporter, oprettelse og nedtagning af målere (og dialog med interne og eksterne brugere), månedlige møder med EnergyKey support, oprydning i Datahub, fejlrettelser, karantænelister (fejl i driften), implementering af nye tiltag (f.eks. nye udtræksmuligheder i samarbejde med EnergyKey og brugerne), support til vores servicemedarbejdere, betalingsplaner mv.

Din Profil

Du skal som udgangspunkt have en uddannelse indenfor HK-kontor. Vi forventer, at du har noget erfaring indenfor det kommunale område. Vi forventer også, at du har flair for samt forståelse for digital ejendomsdrift og for it-systemer i almindelighed. Og i det hele taget, at du interesserer dig for og i udviklingen indenfor digitalisering af ejendomsdrift.

Vi lægger desuden vægt på, at du har gode samarbejdskompetencer. Derudover værdsætter vi en proaktiv tilgang og evnen til at tænke selvstændigt og innovativt for at løse komplekse udfordringer i samarbejde med andre.

Ejendom, Vedligehold og Anlæg

Du bliver en del af afdelingen ”Ejendom, Vedligehold og Anlæg” (EVA), hvor vi er i alt 29 kollegaer, der bl.a. arbejder med ejendomsstrategi, bygningsvedligehold samt teknisk drift og energi.

EVA er en del af Kommunale Ejendomme. Vi har vores base i helt nyindrettede lokaler i Korsør, midt i Danmark, på kanten af Storebælt, og med gode trafikforbindelser fra både Sjælland og Fyn/Jylland. Sammen lægger vi vægt på at skabe gode resultater, og vi gør, hvad vi kan for at have det hyggeligt imens.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er en fast stilling på fuldtid.

Ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem KL og HK Kommunal, og med aflønning efter kvalifikationer.

Arbejdsstedet er Kommunale Ejendomme, Dahlsvej 3, 4220 Korsør.

Der vil være mulighed for hjemarbejdsdage og fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstid. Vi har en god kantine.

Slagelse Kommune indførte pr. 1. august 2023 røgfri arbejdstid.

Hvis du har spørgsmål

til jobbet, er du velkommen til at kontakte
  • afdelingsleder Søren Ole Nielsen på telefon 20 43 79 34

Ansøgningsfrist
Vi glæder os til at modtage din ansøgning, CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag senest
  • fredag den 20. februar 2026, kl. 12.00.



Slagelse Kommune har det hele. Her hvor Storebæltsforbindelsen leder hen, har vi det bedste fra storbyen og det dejligste fra landet og vandet. Smuk natur og grønne områder. Dem værner vi om. Vi har gode trafikforbindelser og udbygget infrastruktur til Fyn, Jylland og Sjælland. Vi tror på, at arbejdsglæde og trivsel er fundamentet for, at vi kan gøre visioner til virkelighed. Vi arbejder målrettet for dialog og inddragelse.
Til gavn for de ca. 80.000 indbyggere i kommunen vil du som vores nye kollega være med til at udvikle og understøtte alt dette. Det gælder også turister, besøgende og pendlere. Det gælder børnefamilier. Til gavn for studerende, der går på vores mange uddannelser. Det handler om jobmuligheder hos vores lokale virksomheder. Kulturtilbud til alle aldersgrupper. Slagelse Kommune er et skønt rekreativt sted for alle aldersgrupper. Det er sammenhænge og fællesskaber, du bidrager til.