Vandløbsloven, lodsejerkontakt i øjenhøjde og den gode afgørelse bliver dit fokus, sammen med et hold gode kollegaer
Vi søger en engageret kollega, som skal være med til at løfte sagsbehandlingen på vandløbsområdet i Slagelse Kommune. Du kommer til at indgå i et vandløbsteam med 7 andre engagerede kollegaer.
I en landkommune som Slagelse har vandløbssagsbehandleren en vigtig rolle i spændingsfeltet mellem myndighed, natur, landbrug og lokal udvikling. Gennem en faglig og praktisk tilgang til vandløbsforvaltningen, hvor der er respekt for både naturhensyn og behovet for afvanding, kan arbejdet være med til at skabe mere holdbare løsninger og færre konflikter.
Tidlig dialog, tydelige afgørelser og lokal tilstedeværelse er afgørende, og arbejdet kan samtidig bidrage til både bedre natur og en positiv udvikling i landdistrikterne.
Opgaverne strækker sig bl.a. fra at være mægler mellem naboer i sager hvor drænproblemer resulterer i oversvømmelser hos naboen, og til at udarbejde de nødvendige tilladelser til bl.a. diverse naturgenopretningsprojekter, som kommunen arbejder på i henhold til vandplanerne og den grønne trepart, og en andet masse derimellem.
Vi tror på at et godt samarbejde med vores lodsejere og interessenter er afgørende for at kunne lykkes bedst muligt med opgaverne på vandløbsområdet. Derfor forventer vi at du er i stand til at skabe gode relationer og møde vores interessenter på en tillidsskabende måde, og have øje for at finde løsningerne på de problematikker vi arbejder med.
Vi prioriterer at komme ud og mødes med lodsejerne, og se problemstillingerne med egne øjne, så du får også jævnligt brug for gummistøvlerne.
Som vandløbsmedarbejder vil du fx arbejde med
- sagsbehandling efter vandløbsloven – fx drænsager, reguleringstilladelser og administration af pumpe-digelag
- udvikling og udarbejdelse af tilladelser til diverse natur-genopretningsprojekter i samarbejde med teamets projektmedarbejdere
- tværfagligt samarbejde om spildevandsplanlægning, kommune- og lokalplanlægning samt miljøvurderinger
- behandling af borgerhenvendelser
- behandling af politiske henvendelser og sagsfremstillinger
- samarbejde med interessegrupper, herunder kommunens vandsynsråd.
Den endelige fordeling af opgaver afhænger af, hvilke kompetencer du bringer i spil. Der vil derfor også være mulighed for opgaver inden for revision af kommunens vandløbsregulativer.
Vi forventer at vores nye kollega
- har en relevant uddannelse, som f.eks. biolog, naturforvalter, naturgeograf, jordbrugsteknolog eller anden uddannelse indenfor natur og miljø
- kan møde vores interessenter og lodsejere i øjenhøjde og sætte sig ind i deres problemstillinger, og være løsningsorienteret
- kan planlægge, strukturere, prioritere og færdiggøre opgaver
- kan finde gode løsninger på komplekse problemstillinger og har flair for jura
- både kan arbejde selvstændigt, og deltage i gruppens samarbejde og sparring.
Om os
Du vil blive en del af Miljø- og Naturafdelingen, hvor du kommer til at arbejde sammen med 47 engagerede kollegaer, hvor faglighed og service overfor borgerne har høj prioritet. I afdelingen vægter vi personlige relationer og tillid højt. Hos os skal det være en fornøjelse at gå på arbejde.
Du vil indgå i et vandløbsteam på 8 personer, hvor tre arbejder med projekter, og tre arbejder med sagsbehandling. Derudover er der to personer der arbejder med henholdsvis regulativrevision og vandløbsdrift.
Vi prioriterer samarbejde og sparring højt. Vi har en humoristisk og uformel omgangstone og et godt socialt miljø. Du tilrettelægger selv din dag, og hvis opgaverne giver mulighed for det, kan du planlægge 1-2 hjemmearbejdsdage om ugen.
Vi arbejder ud fra værdierne
”modig, tydelig, kompetent og med glæde”.
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen er en fast stilling på fuldtid. Ansættelse sker efter gældende overenskomst og med aflønning efter kvalifikationer.
Arbejdstiden er 37 timer pr. uge med flekstid. Du vil få arbejdsplads på Dahlsvej 3 i Korsør, men der vil også være mulighed for hjemmearbejdsdage. Kørekort til bil er påkrævet.
Slagelse Kommune har pr. 1. august 2023 indført røgfri arbejdstid.
Ved ansættelse i Slagelse Kommune vil der blive indhentet referencer og evt. bedt om en straffeattest.
Tiltrædelse 1. april 2026 eller snarest muligt.
Flere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte:
- afdelingsleder Rune Frimann Larsen, telefon: 21 18 08 92
- vandløbsmedarbejder Emmeli Claré, telefon: 20 55 09 39
Ansøgningsfrist
2. februar 2026.
Vi forventer at holde samtaler i starten af uge 8.
Slagelse Kommune har det hele. Her hvor Storebæltsforbindelsen leder hen, har vi det bedste fra storbyen og det dejligste fra landet og vandet. Smuk natur og grønne områder. Dem værner vi om. Vi har gode trafikforbindelser og udbygget infrastruktur til Fyn, Jylland og Sjælland. Vi tror på, at arbejdsglæde og trivsel er fundamentet for, at vi kan gøre visioner til virkelighed. Vi arbejder målrettet for dialog og inddragelse.Til gavn for de ca. 80.000 indbyggere i kommunen vil du som vores nye kollega være med til at udvikle og understøtte alt dette. Det gælder også turister, besøgende og pendlere. Det gælder børnefamilier. Til gavn for studerende, der går på vores mange uddannelser. Det handler om jobmuligheder hos vores lokale virksomheder. Kulturtilbud til alle aldersgrupper. Slagelse Kommune er et skønt rekreativt sted for alle aldersgrupper. Det er sammenhænge og fællesskaber, du bidrager til.