Gå til sidens indhold

Slagelse Kommune

Slagelse Kommune

Socialfaglig medarbejder til forsorgscenter Toftens ICM team

Hvornår har du sidst sat spor i et andet menneskes hjerte?


På Forsorgscenter Toften gør vi det hver dag, så er du en næstekærlig sjæl med høj faglighed og høj grad af medmenneskelighed, skal du læse videre - og søge dette job!

Da en af vores medarbejdere er overgået til nye interne opgaver, søger vi en uddannet pædagog, sygeplejerske eller socialrådgiver til et af vores udekørende teams.

Du ansættes på den selvejende enhed, Forsorgscenter Toften. Den ledige stilling er i vores ICM-team (§ 85a). Det er et udekørende team som arbejder ud fra Housing First principperne, hvilket du naturligvis får en grundig introduktion til.

Du bliver del af et arbejdsfællesskab med dygtige, engagerede kolleger, hvor gensidige krav til faglighed, refleksionsniveau og selvstændighed med frihed under ansvar, går hånd i hånd. Du skal samarbejde med mennesker i udsatte livspositioner som ofte har en høj kompleksitet og hvor traumer fylder en del. Det er et psykisk udfordrende og krævende arbejde. Samtidig er det også meget givende. Det kræver stor selvindsigt, vedholdenhed og mod at bevæge sig i dette felt.

Hvem er vi

Forsorgscenter Toften er en selvejende enhed under KFUM’s Sociale Arbejde, som har driftsoverenskomst med Slagelse Kommune. Forsorgscenteret består af et §110-tilbud, som er et midlertidigt tilbud til mennesker, der er reelt eller funktionelt hjemløse. Det består ligeledes af §99 - som er opsøgende gadeplansarbejde, §85/ §85 - som er socialpædagogisk støtte i eget hjem samt Den Sociale Hjemmepleje, som er støtte iht. både §§8 og 85. Derudover varetager vi ofte forskellige projekter af kortere eller længere varighed.

Vi arbejder værdibaseret og ud fra en etisk formuleret profil. Som del af KFUM’s Sociale Arbejde har vi næstekærlighed som en grundlæggende værdi. Vi tror på at alle har noget at byde ind med samt at mennesker vokser, når de bliver vist tillid.

Vi følger tillige Slagelse Kommunes værdier. Vi er modige og tør vise vores egen sårbarhed i et refleksionsrum - både når det er svært og når vi har brug for hjælp. Vi anerkender, når det går godt. Vi er tydelige i vores kommunikation både internt i organisationen, overfor samarbejdspartnere og ikke mindst overfor de mennesker, vi samarbejder med. Vi ved, hvad vi står for, og vi står ved det. Vi er kompetente i vores opgaveløsning og går ikke efter de nemme løsninger men efter de fagligt bedste løsninger. Vi gør det med glæde, godt humør og en tro på, at vi gør en forskel for borgerne. Derudover er rummelighed en gennemgående værdi i hele organisationen i både tanke og handling.

Toftens afsæt i KFUM’s Sociale Arbejde betyder, at vi ofte går et ekstra skridt i samarbejdet med borgeren. Nogle gange går vi foran. Andre gange ved siden af eller bagved, men vi går altid med henblik på, at borgeren skal komme til at leve så selvstændigt som muligt. De mennesker, vi samarbejder med, lever ofte et kaotisk liv, som de kan være groet fast i. Mange kan have en adfærd, der af det omkringliggende samfund opleves som aparte og udfordrende. Vi tager altid udgangspunkt i den recovery-orienterede tilgang om end der også arbejdes både rehabiliterende og skadesreducerende.

Vi forventer, at du

  • har en høj faglighed og relevant uddannelse.
  • er gennemsyret af ordentlighed, kan stå inde for og mestre at arbejde med afsæt i Toftens værdigrundlag
  • Kan trives i selvstændigt alene arbejde da du ca. 85% af tiden vil være på egen hånd
  • kan se meningen i at indgå i praktisk arbejde når opgaven kalder på det, ikke har en ”forfinet” lugtesans, kan og vil svinge en kost, skifte en beskidt seng, bære en flyttekasse eller flytte et køleskab hvis det er nødvendigt
  • kan se dig selv i tæt samarbejde med borgere, der har en særlig tilgang til livet, anvender rusmidler og kan være plagede af traumer og diagnoser.
  • har en positiv grundstemning og møder ind på arbejde med optimisme og glæde
  • kan være fleksibel med arbejdstid. Som det ser ud nu, oppebæres et tillæg for unddragelse af kontrol, hvilket indebærer at du arbejder når borgeren har et behov, dog primært 8-16 på hverdage. Borgernes behov kan i perioder kalde på at du aflægger tjeneste udenfor almindelig arbejdstid
  • anerkender vigtigheden af arbejdet med mål og delmål og kan formulere dig fagligt velfunderet i både skrift og tale samt at du på brugerniveau kan håndtere IT systemer
  • kan planlægge din egen tid og arbejde struktureret og samtidig er omstillingsparat når opgaven kræver det
  • kan arbejde med det lange seje træk og at du kan få øje på de små succeser og bruge dem til at imødegå udfordringer

Du får

  • et arbejdsfællesskab spræng fyldt af kollegaer med faglighed og humor.
  • mulighed for at møde og samarbejde med de sejeste og dejligste mennesker, med multiple udfordringer, i deres eget hjem.
  • NGO – ånden – at være en del af noget der er større end dig selv.
  • et selvstændigt arbejde, med stor grad af frihed under ansvar.
  • højt refleksions niveau – interne refleksionsmøder og løbende supervision.
  • temadage og muligheder for fælles uddannelser.
  • altid mulighed for at få fat i kollegaer og ledelse for sparring.
  • en arbejdsplads der vægter et godt arbejdsmiljø, debriefing og opfølgning.
  • gode samarbejdspartnere i KFUM´s Sociale Arbejde og Slagelse kommune.

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.

Yderligere oplysninger

om stillingen fås ved 
  • forstander Karen-Marie Heltoft på telefon 22 89 40 98 eller 
  • daglig leder Karin Øgaard på telefon 20 47 38 71

Du kan læse mere om os på Forsorgscenter Toftens hjemmeside (nyt vindue)

Ansøgning med dokumentation for uddannelse og tidligere beskæftigelse sendes via linket 'Søg stillingen' og uploades elektronisk.

Frist

Ansøgningen skal være os i hænde senest 
  • fredag 13. juni 2025, kl. 12.00. 

Vi forventer at afholde samtaler tirsdag den 17. juni 2025 med mulighed for 2. samtale fredag den 20. juni 2025.

Ansøgere skal være indstillede på at tage en præference analyse.

Forventet tiltrædelse 

  • 1. august 2025 eller efter aftale.

Ansøgning og bilag gemmes højst 3 uger, efter der er udvalgt en ny kollega, hvorefter alle oplysninger slettes.

Vi glæder os til at høre fra dig.