Gå til sidens indhold

Norddjurs Kommune

Norddjurs Kommune

Brug din faglighed der, hvor den gør en forskel


Brug din faglighed dér, hvor den gør en forskel
 

Vi søger en SOSU-hjælper, SOSU-assistent eller pædagogisk assistent til vores senhjerneskadeafsnit på Plejecenter Violskrænten/Grønnegården


Har du lyst til at arbejde med mennesker, relationer og faglig udvikling? Er du nysgerrig på, hvad der ligger bag et menneskes adfærd – og har du lyst til at gøre en forskel i hverdagen?
Så vil vi gerne høre fra dig.
 

Et specialiseret afsnit med mennesket i centrum

På vores senhjerneskadeafsnit bor 14 beboere, som alle har deres egen historie, personlighed, ressourcer og udfordringer. Vores opgave er at skabe en tryg og meningsfuld hverdag, hvor den enkelte oplever livskvalitet, selvbestemmelse og mulighed for at bruge sine ressourcer.
Plejecenter Violskrænten og Grønnegården er et stort, moderne og veletableret plejecenter, hvor faglighed og kvalitet vægtes højt. Plejecentret er fordelt på to adresser i Grenaa centrum og består af tre huse med hver tre boenheder – i alt ni boenheder og 126 plejeboliger.
 

Faglig nysgerrighed – flere perspektiver på samme menneske

Arbejdet med senhjerneskade kræver mere end faglig viden. Det kræver, at du kan være rolig, nysgerrig og vedholdende – også når kommunikationen er svær, eller en situation bliver udfordrende.
Vi arbejder ud fra en neuropædagogisk og personcentreret tilgang og anvender blandt andet low arousal, rehabiliterende tænkning, affektregulering og konfliktnedtrapning. Vi har også fokus på kommunikation og alternativ kommunikation.
Vi lægger vægt på struktur, genkendelighed og relationer, fordi vi altid tager udgangspunkt i mennesket bag hjerneskaden. Et godt hverdagsliv handler om mere end pleje. Derfor arbejder vi også med beboer- og pårørendeinddragelse samt aktiviteter, der tager udgangspunkt i den enkeltes ønsker, ressourcer og muligheder.
 

Her står du aldrig alene med din faglighed

Du bliver en del af en tværfaglig medarbejdergruppe med SOSU-hjælpere, SOSU-assistenter, pædagogiske medarbejdere og sygeplejerske.
Vi har en stærk faglig struktur i hverdagen med:
  • Daglige morgenmøder og triagering
  • Beboerkonferencer hver 3. uge
  • Faglig sparring og refleksion
  • Fokus på dokumentation, kontinuitet og kvalitet
Vi bruger hinandens forskellige fagligheder aktivt og tror på, at vi bliver dygtigere, når vi deler viden, undrer os sammen og tør tænke nyt.
Vi arbejder i FSIII og anvender Nexus til dokumentation. Mobil, tablet og pc er derfor en naturlig del af arbejdsdagen.
 

Kan du se dig selv hos os?

Du behøver ikke kunne det hele fra starten. Det vigtigste er, at du har lyst til at lære, være nysgerrig og udvikle dig sammen med os.
Vi tilbyder en fast stilling som udgangspunkt på fuldtid med arbejde hver anden eller tredje weekend. Du har mulighed for at arbejde i blandede vagter, og vi ved, at fleksibilitet betyder noget for den enkelte.
Hos os får du en arbejdsplads, hvor faglighed, arbejdsglæde og fællesskab går hånd i hånd. Her er plads til humor, forskellighed og gode faglige drøftelser – og vi hjælper hinanden, når hverdagen bliver udfordrende.
Har du lyst til at blive en del af vores team, vil vi meget gerne høre fra dig.

Ansøgningsfrist: 21. oktober 2026
Samtaler forventes afholdt: 26. oktober 2026

Du er meget velkommen til at kontakte afdelingsleder Elisa Christensen på 51 54 79 25. På hverdage fra klokken 8 til 15 

Vores Norddjurs 

I Norddjurs kommune arbejder vi ud fra værdierne tillid, ordentlighed, udvikling og fællesskab, som er beskrevet i vores organisations- og ledelseskodeks Vores Norddjurs. 

De fire værdier er grundlaget for organisationens virke og er med i alt, vi gør. Kodekset sætter en fælles retning og er dét, der binder os sammen. Værdierne lever i den daglige praksis og i den måde vi arbejder og samarbejder på. Værdierne udspiller sig på alle ledelses- og medarbejderniveauer, samt i mødet med borger og omverden. 

Læs det fulde organisations- og ledelseskodeks her