Gå til sidens indhold
Billedet viser Middelfart Kommune i en given situation. Klik for at gå til Middelfart Kommune forside.

Barselsvikariat som udviklingskonsulent til Fællessekretariatet i Børn, Unge og Kulturforvaltningen

Er du ambitiøs på børn og unges vegne? Kan du skabe udvikling og nye ideer i de projekter, du er engageret i? Er du analytisk, kommunikativt og relationelt stærk? Arbejder du struktureret, ansvarsfuldt og målrettet? Er du en værdsat sparrings- og samarbejdspartner? Og har du lyst til at bidrage til arbejdsfællesskabet på tværs af børn, unge og kulturområdet? Så er du måske vores nye udviklingskonsulent i et barselsvikariat.

Et børne og ungeområde i udvikling
Du vil blive ansat i vores Fællessekretariat i Børn, Unge og Kulturforvaltningen. Dine opgaver vil være tværgående, men være fokuseret på Familie og forebyggelsesområdet. Familie og Forebyggelse er et samlet chefområde, der har ansvaret for det specialiserede børne og familieområde samt børnesundhedsområdet. Området er fagligt bredt og arbejder med myndighedsarbejde, døgntilbud og hjemmebaserede indsatser for børn og unge i udsatte positioner eller med handicap, samt sundhedspleje og tandpleje.
Vi er optaget af at gentænke og udvikle vores indsatser og samarbejdsformer med blik for at fastholde et bæredygtigt område både i forhold til kvalitet, faglighed og økonomi. Dette både på tværs af afdelingerne i Familie og Forebyggelse, samt i tæt samspil med dagtilbuds- og skoleområdet og mange andre interessenter.
I Middelfart Kommune arbejder vi ud fra signaturen om at bygge broerne, Byrådets vision “Plads til at vokse – rum til at leve” og de forskellige politiske mål, se mere i linket her.
På børn- og ungeområdet tager vi udgangspunkt i strategien ”Fra Middelfartbarn til Verdensborger” og vores fælles børnesyn. Du kan læse mere om ”Fra Middelfartbarn til Verdensborger” i dette link Fra Middelfartbarn til Verdensborger.

Dit primære arbejdsfelt
Dine opgaver vil især indebære at:
  • Understøtte og drive tværgående organisatoriske og faglige forandringsprocesser.
  • Udarbejdelse af faglige, kvantitative og økonomiske analyser på fagområderne som understøttelse af Familie og Forebyggelseschefen samt øvrige ledere på området.
  • Udvikle designs for evaluering, gennemføre evalueringer, afrapportere mv. og generelt følge op på udviklingstiltag, indsatser og samarbejdsformer.
  • Klargøre og behandle sager og processer i relation til de politiske sager til fagudvalget og Byrådet.
  • Projektledelse af tværgående projekter i forvaltningen.

Din profil
Vi forventer, at du har:
  • En uddannelsesbaggrund inden for det samfundsfaglige område på kandidatniveau,
eller en professions bachelor med en akademisk overbygning.
  • Erfaring med at begå dig i en politisk styret organisation.
  • Erfaring med strategiarbejde, forandringsledelse og organisationsudvikling.
  • En oprigtig interesse i børn- og ungeområdet – og meget gerne opdateret på nyeste viden og forskning på feltet.
  • En faglig skarphed og interesse for tal og kvantitative analyser.
  • Stærke analytiske kompetencer og en solid samfundsfaglig værktøjskasse, der giver dig viden og evner indenfor databaseret styring og ledelse.
  • Stærke proces- og projektlederkompetencer.
  • En skarp pen og stærke formidlingsevner.
  • Erfaring er selvfølgelig en force, men du kan også komme i betragtning selv om du er i starten af din karriere.

Mere om rollen
Der er tale om et etårigt barselsvikariat i vores Fællessekretariat. I konsulentrollen bevæger du dig naturligt imellem det strategiske niveau og det meget praksisnære, hvor kerneopgaven er meget tæt på. Du vil have arbejdsplads i vores åbne kontormiljø på rådhuset, hvor du vil have tæt samspil med kollegaer i sekretariatet og fra resten af Børn Unge og kulturforvaltningen. Fagligt og kollegialt vil du være i samspil med andre konsulenterfunktioner.
Du vil referere til sekretariatsleder Karin Villumsen og samtidig arbejde tæt sammen med Familie og Forebyggelseschefen og lederne indenfor området.

Løn- og ansættelsesvilkår
Arbejdssted: Børn, Unge og Kulturforvaltning (BUK) Fællessekretariat, Nytorv 9, 5500 Middelfart
Timetal: 37 timer
Ansættelsesdato: 1. januar 2027 (etårigt barselsvikariat)

Lønindplacering sker efter overenskomst for akademikere ansat i kommuner, vores forhåndsaftaler og evt. individuelle tillæg på baggrund af særlige kompetencer, viden eller erfaring.

Stillingens løninterval vil være fra 36.560,46 kr. og op til 46.498,13 kr., afhængig af kandidatens anciennitet, efteruddannelse og personlige kompetencer.

Løninterval er beregnet som fuldtids månedsløn ekskl. pension.

Der vil blive indhentet børne- og straffeattest, og ansættelse sker under forudsætning af, at attesterne ikke viser, at du er uegnet/uværdig til stillingen. Du kan læse mere om, hvordan vi behandler dine oplysninger her.

Hvis du vil vide mere
Ønsker du at vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sekretariatsleder Karin Villumsen ved at sende en sms på 2032 3425, så ringer hun tilbage til dig.

Ansøgningsfristen er den 5. november 2026 klokken 23.59.
Vi forventer at afholde 1. samtale fredag den 13. november 2026 og evt. 2. samtalte fredag den 20. november 2026.

Ansøgning med relevante bilag sendes elektronisk via link på denne side.

Bliv en del af vores engagerede team og vær med til at gøre en forskel!

Middelfart Kommune vil gerne kendes for en attraktiv og fleksibel arbejdsplads med et sundt arbejdsmiljø, god ledelse og mange muligheder for udvikling. Med afsæt i vores livsfasepolitik vil vi gøre vores for at imødekomme dine ønsker og behov. Vi er en kommune, hvor der ikke er langt fra ide til handling. Du kan læse mere om vores arbejdsplads på job.middelfart.dk



Overvejer du at søge job i Middelfart Kommune? Så går du måske også i tanker om at flytte hertil. Kontakt vores bosætningskonsulent Anne Marie Klausen på tlf. 2240 0049 eller annemarie.klausen@middelfart.dk og hør hvad Middelfart kan tilbyde dig og din familie. Læs mere på www.opdagmiddelfart.dk