Gå til sidens indhold
Billedet viser Middelfart Kommune i en given situation. Klik for at gå til Middelfart Kommune forside.

Pædagogisk administrativ konsulent til Fællessekretariatet

Brænder du for udvikling af dagtilbudsområdet, og vil du være med til at skabe de bedst mulige betingelser for børns trivsel, læring og udvikling samtidig med, at du har en interesse i og erfaring med administrative opgaver?

Så vil vi glæde os til at byde dig velkommen ind i vores gode samarbejde i Fællessekretariatet i Børn, Unge og Kulturforvaltningen i Middelfart Kommune.
Vi søger en pædagogisk administrativ konsulent, der kan omsætte stærk faglighed til praksis og trives i krydsfeltet mellem udvikling, myndighedsopgaver og administration. Du bliver en central medarbejder i Fællessekretariatet i Middelfart Kommune, hvor du sammen med engagerede kolleger arbejder for, at alle børn får de bedste muligheder for at trives, udvikle sig og deltage i stærke børnefællesskaber.

Et dagtilbudsområde i udvikling
Med afsæt i Byråds Vision 2026-2034 ”Vi bygger broerne – Plads til at vokse – Rum til at leve” arbejder vi for at styrke kvaliteten i vores velfærdsydelser, hvor fællesskaber er en drivkraft for deltagelse, trivsel og tilknytning. Det gælder særligt dagtilbudsområdet, som er en central del af børn- og ungeområdets vision ”Fra Middelfartbarn til Verdensborger”, hvor vi gennem flere år har arbejdet for at øge chanceligheden for alle børn og skabe lige deltagelsesmuligheder.
Vi udvikler løbende kvaliteten i børne- og læringsmiljøerne i almenområdet, og vi arbejder samtidig målrettet med mere inkluderende læringsmiljøer samt styrket specialpædagogisk støtte.

Om jobbet
Stillingen kombinerer pædagogisk indsigt, analytisk blik og organisatorisk forståelse. Du skal kunne skabe overblik, arbejde systematisk og indgå i en tæt dialog med ledere, medarbejdere og samarbejdspartnere om udviklingen af høj kvalitet i dagtilbud.
Konkret vil du bl.a. skulle bruge din pædagogiske faglighed i en central tovholderfunktion på småbørnsvisitation og bidrage til systematik og kvalitet i hele visitationsprocessen, før, under og efter. Det gælder planlægning, gennemførelse af visitationsmøder med visitationsudvalget og dagtilbudsledere samt efterfølgende formulering af afgørelser og forvaltning af partshøringer.
Sammen med kollegaer fra Fællessekretariatet vil du få tilsynsopgaver med både kommunale og private dagtilbud, herunder tilbageløb til og sparring med dagtilbudsledere, dagtilbudschef og kollegaer om kvalitetsudvikling i de forskellige dagtilbud. En kvalitetsudvikling som også består af udvikling af stærke sprogmiljøer i dagtilbud, hvor du være en del af at facilitere vores sprognetværk for fagprofessionelle.
Ydermere vil arbejdet på tværs af skole og dagtilbud også være centralt i jobbet, blandt andet i et understøttende arbejde omkring gode overgange fra dagtilbud til skole og SFO.
Endelig vil du skulle løse skriftlige administrative opgaver, som afgørelser, afrapporteringer, oplæg, projektplaner, notater og sagsfremstillinger.

Vi søger dig, der…

Har en stærk pædagogisk faglighed, solid erfaring fra dagtilbudsområdet også gerne indenfor det specialpædagogiske område, så du kan bidrage kvalificeret til udviklingen af høj kvalitet i de pædagogiske læringsmiljøer og stærke børnefællesskaber.

Kan arbejde systematisk med tilsyn og småbørnsvisitation og har blik for at skabe kvalitet, transparens og sammenhæng i processerne – fra forberedelse og vurdering til opfølgning og udvikling.

Kan omsætte lovgivning, data og pædagogisk viden til praksis, så analyser og faglige vurderinger bliver et anvendeligt grundlag for udvikling, beslutninger og kvalificeret sparring.

Har blik for tidlig opsporing, inkluderende børnefællesskaber og specialpædagogiske perspektiver, herunder udvikling af mellemformer og sammenhængende indsatser. Erfaring fra specialområdet er en fordel.

Kan skabe tillidsfulde samarbejder og give kvalificeret sparring til dagtilbudsledere, ledelsesteams og andre fagprofessionelle. Du møder forskellige praksisser med nysgerrighed og respekt og formår at skabe udvikling med afsæt i lokale behov.

Arbejder struktureret og kan planlægge, koordinere og følge op på flere opgaver samtidig. Du bevarer overblikket og sikrer fremdrift i både udviklingsopgaver, myndighedsopgaver og administrative processer.

Kommunikerer klart og præcist – både mundtligt og skriftligt – og kan formidle lovgivning, data og komplekse faglige problemstillinger på en måde, der er let at forstå for ledere, medarbejdere, forældre og politikere.

Trives med forvaltningsopgaver og ser værdien i den administrative del af kvalitetsudviklingen. Du arbejder sikkert med dokumentation, notater og beslutningsoplæg og motiveres af at understøtte udviklingen af dagtilbudsområdet i en politisk ledet organisation.

Har et ressourceorienteret menneskesyn og motiveres af at skabe de bedste rammer for børns trivsel, udvikling og deltagelse gennem høj faglighed, stærke samarbejder og en nysgerrig tilgang til udvikling.

Har lyst til at arbejde i en politisk ledet organisation i en forvaltning og et sekretariat med flere faglige profiler, en bred opgaveportefølje, høj faglighed og dygtige kollegaer med plads til sparring, samarbejde og gode grin.
Du har en relevant professionsbachelor, flere års praksiserfaring, gerne suppleret med relevant efter- eller videreuddannelse.

Om Fællessekretariatet
Du bliver ansat i Fællessekretariatet som en del af et tværfagligt konsulent- og administrativt team, der arbejder på tværs af dagtilbud og skole samt familie og forebyggelse i Børn, Unge og Kulturforvaltningen i et 0-18 års perspektiv for børns læring, udvikling og trivsel. Vi arbejder med strategi, politisk betjening, analyser, udviklingsspor, myndighedsopgaver og administrativ understøttelse af en række centrale drifts- og udviklingsopgaver.
Vores mantra er, at kvalitet udvikles i fællesskab, og vi vægter gode samarbejder koblet med systematik og frihed til lokal ledelse indenfor rammerne af lovgivning, politiske mål og styrelsesvedtægterne. Du vil arbejde ind opgaveteams på især dagtilbudsområdet, hvor I arbejder tæt sammen med dagtilbudschefen, dagtilbudslederne og faglige fællesskaber på tværs af dagtilbud og skole.
Du bliver i øvrigt kollega med 20 konsulenter og administrative medarbejdere i en kultur præget af stort engagement, høj faglighed, godt humør og fokus på fællesskabet. Du vil få reference til sekretariatslederen, der går op i at se på tværs, understøtte handling, skabe tillid og et godt arbejdsmiljø med plads til udvikling, fleksibilitet og et balanceret arbejdsliv.

Lyder det som noget for dig?
Så glæder vi os til at høre fra dig!

Læs mere om visionen her:
Fra Middelfartbarn til Verdensborger

Løn og ansættelsesvilkår
Arbejdssted: BUK - Fællessekretariat. Rådhuset, Nytorv 9, 5500 Middelfart.
Timetal: 37 timer
Ansættelsesdato: 1. oktober 2026
Lønindplacering sker efter overenskomst for pædagogiske konsulenter, vores forhåndsaftaler og evt. individuelle tillæg på baggrund af særlige kompetencer, viden eller erfaring.
Stillingens løninterval som pædagogisk administrativ konsulent vil være fra 37.693,16 kr. og op til 48.000 kr., afhængigt af kandidatens anciennitet, efteruddannelse og personlige kompetencer.
Løninterval er månedsløn ekskl. pension.
Der vil blive indhentet børne- og straffeattest, og ansættelse sker under forudsætning af, at attesterne ikke viser, at du er uegnet/uværdig til stillingen. Du kan læse mere om, hvordan vi behandler dine oplysninger her.

Hvis du vil vide mere
Ønsker du at vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sekretariatsleder Karin Villumsen ved at sende en sms på 2032 3425, så ringer hun tilbage til dig (er på ferie i juli måned, men tjekker telefonen).

Ansøgningsfristen er den 6. august 2026 klokken 23.59.
Vi forventer at afholde samtaler den 17. august 2026.

Bliv en del af vores engagerede team og vær med til at gøre en forskel!

Middelfart Kommune vil gerne kendes for en attraktiv og fleksibel arbejdsplads med et sundt arbejdsmiljø, god ledelse og mange muligheder for udvikling. Med afsæt i vores livsfasepolitik vil vi gøre vores for at imødekomme dine ønsker og behov. Vi er en kommune, hvor der ikke er langt fra ide til handling. Du kan læse mere om vores arbejdsplads på job.middelfart.dk



Overvejer du at søge job i Middelfart Kommune? Så går du måske også i tanker om at flytte hertil. Kontakt vores bosætningskonsulent Anne Marie Klausen på tlf. 2240 0049 eller annemarie.klausen@middelfart.dk og hør hvad Middelfart kan tilbyde dig og din familie. Læs mere på www.opdagmiddelfart.dk