Gå til sidens indhold
Billedet viser Middelfart Kommune i en given situation. Klik for at gå til Middelfart Kommune forside.

Familieafdeling søger 1 børne- og ungerådgiver til Handicapteamet

Middelfart Kommunes Familieafdeling søger 1 børne- og ungerådgiver til Handicapteamet Visitation for børn og unge med funktionsnedsættelser.

Er du passioneret omkring at arbejde med børn og unge i en kompleks livssituation? Har du et stort engagement i at skabe tillidsfulde relationer og tilbyde kompetent støtte til familier? Så er det måske dig, vi søger.

Om Handicapteamet: Handicapteamet arbejder med myndighedsopgaver med fokus på børn- og unge med funktionsnedsættelse i alderen 0-18 år og deres familie. En stor del af arbejdsopgaverne i afdelingen består af vurdering af behov for handicapkompenserende ydelser samt inddragelse af børnene, deres forældre og deres netværk.

Du vil være del af Handicapteamets Visitation, som er familiernes og vores samarbejdskollegaers første kontakt ind til Handicapteamet, hvor en af de primære opgaver vil være udarbejdelse af afdækning med henblik på målgruppevurdering i forbindelse med ansøgning om handicapkompenserende ydelser. Handicapteamets Visitation er kendetegnet ved: rådgivning til familier, tilgængelighed, høj faglighed, fleksibilitet og sparringspartner til samarbejdskollegaer. Du skal kunne indgå i kortere forløb med familierne, idet sagerne fordeles efter målgruppevurdering.

Handicapteamet arbejder med både Barnets lov og Serviceloven i forhold til handicapkompenserende ydelser, herunder kompensationsberettigende udgifter og tabt arbejdsfortjeneste, samt støttende indsatser. Der ydes ad hoc rådgivning til familier, skole, daginstitutioner, visitering til BL § 81 forløb, etc.

Vi forventer, at du kan trives i et travlt miljø, hvor der kan være mange bolde i luften og at kalenderplanlægningen også kan styres af andre. Du skal have høj faglighed, etik og det skal falde dig naturligt at være serviceminded i kontakten samt kunne arbejde struktureret særligt med fokus på administrative opgaver.

Om os: I Handicapteamet møder vi familier med en nysgerrig, åben og anerkendende tilgang. Vi ser barnet/den unge og forældrene som eksperterne på deres eget liv, og vi værdsætter deres perspektiver højt. Vi stræber efter at skabe et tillidsskabende rum, hvor vi sammen med familien kan undersøge og lytte til deres historie. Med respekt for lovgivningens rammer tænker vi kreativt og tilbyder rådgivning, støtte og hjælp, der kan bidrage til et værdigt liv for barnet/den unge.

Handicapteamet er opdelt med 2 børne- og ungerådgivere i Visitationen, 4 børne- og ungerådgivere i Børneteamet, 2 børne- og ungerådgivere i Ungeteamet og 1 administrativ sagsbehandler samt en teamleder. Handicapteamet er del af Familieafdelingen som består af; Børneteamet, Ungeteamet, Modtagelsen Social, Familieplejekonsulenter, 2 faglige koordinator og teamledere

Familieafdelingen har til huse på rådhuset, hvor vi sidder i et åbent kontorlandskab. Som arbejdsplads er Familieafdelingen kendetegnet ved en varm, uformel og anerkendende atmosfære og et stærkt fagligt miljø, der aktivt opsøger ny viden og udvikling.

Din rolle: Som børne- og ungerådgiver vil du få ansvaret for at sikre et tæt og koordineret samarbejde med familierne. Dit arbejde vil blandt andet bestå af at skabe gennemsigtige og forståelige kommunikationsveje, så familierne oplever at blive hørt. Samtidig vil du fokusere på at inddrage både barnet/den unge og forældrene aktivt i samarbejdet og beslutningerne om barnets/den unges liv.

Som børne- og ungerådgiver i Handicapteamet bliver du en del af et dedikeret og fagligt stærkt team, hvor vi samarbejder om at sikre den bedst mulige støtte til familierne. Hos os vil arbejde med et tæt og koordineret samarbejde med familierne og har samtidig fokus på at skabe god trivsel i teamet.

Du er: Uddannet socialrådgiver gerne med erfaring indenfor myndighedsarbejde indenfor området børn og unge med funktionsnedsættelser. Du skal kunne arbejde selvstændigt og systematisk i en travl hverdag, og det er desuden vigtigt, at du har kørekort, da der vil være brug for kørsel (kommunebiler stilles til rådighed).

Vi tilbyder:
  • Et selvstændigt arbejde, hvor du har mulighed for at anvende dine kompetencer og skabe værdi for familierne.
  • Et godt arbejdsmiljø med kolleger, der har humor og trives i et fagligt stærkt team.
  • Løbende faglig og personlig udvikling.
  • En mentorordning i de første 3 måneder af ansættelsen.
  • Supervision og mulighed for videreuddannelse.
  • Arbejdsredskaber som bærbar computer og mobiltelefon.
  • Løn efter gældende overenskomst og aftale om ny løn.
  • Fast fuldtidsstilling på 37 timer om ugen, med tiltrædelse senest 1. august 2026
Om Middelfart Kommune: I Middelfart Kommune arbejder vi ud fra visionen ”Fra Middelfartbarn til Verdensborger”, som indebærer et stærkt fokus på at give børn og unge lige muligheder for et liv i bevægelse. Vores mål er at skabe lige chancer for børn og unge på tværs af risikofaktorer, så de kan opnå kompetencer og trivsel som verdensborgere.

Ansøgning: Er du den, vi søger? Send din ansøgning med CV samt eksamensbevis og relevante udtalelser senest 17. juni 2026. Ansættelsessamtaler vil blive afholdt 22. juni 2026.

For yderligere information kan du kontakte Teamleder Jonna Christoffersen på 88885299 / 40321480 eller TR Anja Jürs på 30331749.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning

Bliv en del af vores engagerede team og vær med til at gøre en forskel!

Middelfart Kommune vil gerne kendes for en attraktiv og fleksibel arbejdsplads med et sundt arbejdsmiljø, god ledelse og mange muligheder for udvikling. Med afsæt i vores livsfasepolitik vil vi gøre vores for at imødekomme dine ønsker og behov. Vi er en kommune, hvor der ikke er langt fra ide til handling. Du kan læse mere om vores arbejdsplads på job.middelfart.dk



Overvejer du at søge job i Middelfart Kommune? Så går du måske også i tanker om at flytte hertil. Kontakt vores bosætningskonsulent Anne Marie Klausen på tlf. 2240 0049 eller annemarie.klausen@middelfart.dk og hør hvad Middelfart kan tilbyde dig og din familie. Læs mere på www.opdagmiddelfart.dk