Gå til sidens indhold
Billedet viser Middelfart Kommune i en given situation. Klik for at gå til Middelfart Kommune forside.

Passioneret pædagog med stor lyst til udeliv og leg

Vores gode kollega har fået nyt job i foreningsverdenen og derfor har vi en pædagogstilling på 37 timer ledig i Naturhaven. Du bliver en del af et team på 5 medarbejdere, som veksler mellem at arbejde aldersopdelt og sammen på tværs – men personalet arbejder altid tæt sammen og er både fleksible og rummelige overfor hinanden.

Naturhaven og Solsikken er et dagtilbud med 14 forskellige og dygtige kollegaer, som er fordelt på to matrikler og som insisterer på, og lykkedes med, at være tæt forbundne på trods af afstand. Solsikken ligger i Middelfart og har pt 52 børn og i Naturhaven har vi 35 børn fra 3 til 6 år. Børnene er fordelt således, at de yngste er sammen og ældstegruppen, som skal i skole til marts, er sammen.

I Naturhaven er vi altid ude uanset vejret. Vi har ikke hegn omkring vores grund og vi tror på, at den indre regulering det kræver hos børnene, er med til at skabe livsduelige børn. Vi bevæger os på en stor matrikel, hvor vi er omgivet af skov. Der er gemmesteder og udfordrende underlag og der er højt til loftet og et stort hjerterum.

Vores målsætning og det daglige arbejde tager udgangspunkt i natur, udeliv og fællesskaber. Vores motto er: ”Hos os har vi ikke pincetgreb men insektgreb”.

Vores hverdag er børnenes hverdag. For os betyder det, at vi følger børnenes spor og udfordrer dem ud fra deres ressourcer og kompetencer. Vi inviterer børnene ind i hverdagens gøremål og styrker dem i deres selvhjulpenhed. Vi ønsker, at vores børn udvikles til små livsduelige verdensborgere og understøtter dette i vores pædagogiske tilgang, hvor vi vægter et afsæt i gode vedvarende relationer mellem børn og voksne, gode stabile børnefælleskaber, en høj grad af bæredygtighed, næstekærlighed, nysgerrighed samt muligheden for at leve og udvikles i fysisk bevægelse og tæt på naturen hver dag.

Vi søger en kollega, der har øje for nærvær og relationer, og som ser børneperspektivet som en naturlig del af sin praksis og derfor kan se, hvad der er på spil for det enkelte barn og børnegruppen. I huset vægter vi refleksion og kommunikation i praksis, så vi sammen bliver dygtigere til vores kerneopgave. Derfor skal du turde at gå på opdagelse i egen og kollegers praksis, når det enkelte barn eller børnegruppen ”kalder” på det.

Vi tilbyder en arbejdsplads, hvor:
  • du får en masse glade og legeparate børnehavebørn
  • du får en faglig kompetent kollegagruppe, som er stabile, inkluderende og som alle bidrager til et arbejdsmiljø af høj kvalitet (og med højt humør)
  • du får en institution, hvor kerneopgaven – børnene – altid har højeste prioritet, og hvor nærvær og aktiviteter på børnenes præmisser er i højsæde
  • du får mulighed for at udvikle dig fagligt og menneskeligt
  • du får lov at påvirke vores faglighed med dine kompetencer
  • du får en ledelse, der bakker dig op og inviterer til samarbejde

Hos os skal en pædagog:
  • være i stand til at se barnets intentioner samt være nysgerrig i samspillet
  • være kæmpe naturelsker, som trives ude i al slags vejr, da vi er ude hele året
  • være engageret og fleksibel, og med en god portion humør
  • kunne samarbejde og tage medansvar for børns trivsel og hverdagens gøremål
  • elsker at sætte dig selv i spil, sammen med børn og voksne
  • se betydningen af et tæt forældresamarbejde, hvor du forholder dig professionelt
  • have fokus på at se muligheder og tør undre sig i praksis
  • være med til at udvikle fagligheden gennem sparring med kollegaer

I Middelfart kommune arbejder vi på 0-18 års-området ud fra visionen ”fra Middelfartbarn til verdensborger”. Vores fælles mission er at skabe livsduelige børn, som bliver rustet til den verden, som de er en del af, både i det lille og det store fællesskab. Som ansat i Middelfart Kommune får du en nøglerolle i at få foldet visionen ud i praksis – så den bliver en synlig medspiller i hverdagen for kollegaer, forældre og børn.

Er du nysgerrig efter at vide mere om os, og hvad vi står for, er du velkommen til at kontakte Leder Mia Elsby på tlf. 6020 5400.

Lønnen er i overensstemmelse med principperne om Ny Løn. Der indhentes børne- og straffeattest.
Ansøgningen sendes elektronisk via linket vedlagt CV og andre relevante dokumenter og bilag
Samtalen afholdes mandag den 23.9 2024 fra 12:00.

Bliv en del af vores engagerede team og vær med til at gøre en forskel!

Middelfart Kommune vil gerne kendes for en attraktiv og fleksibel arbejdsplads med et sundt arbejdsmiljø, god ledelse og mange muligheder for udvikling. Med afsæt i vores livsfasepolitik vil vi gøre vores for at imødekomme dine ønsker om timetal mm, så du opnår balance mellem arbejde og fritid. Vi er en kommune, hvor der ikke er langt fra ide til handling. Du kan læse mere om vores arbejdsplads på job.middelfart.dk



Overvejer du at søge job i Middelfart Kommune? Så går du måske også i tanker om at flytte hertil. Kontakt vores bosætningskonsulent Anne Marie Klausen på tlf. 2240 0049 eller annemarie.klausen@middelfart.dk og hør hvad Middelfart kan tilbyde dig og din familie. Læs mere på www.opdagmiddelfart.dk