Gå til sidens indhold

Langeland Kommune

Langeland Kommune

Projektmedarbejder til Forebyggelse Børn og Unge


Vil du bruge dine praktiske kompetencer, din evne til at skabe struktur og din menneskelige indsigt til at skabe både fysisk og social forandring?

Langeland Kommune søger en engageret og ansvarlig projektmedarbejder til det veletablerede og meningsfulde projekt Fortidsminder - et aktivitetstilbud, hvor kulturarv, naturpleje og socialfagligt arbejde går hånd i hånd.

Stillingen er for dig, der trives med en stor grad af selvstændighed i en varieret hverdag. Dig, der brænder for både udendørs arbejde og relationsarbejde med unge mennesker, som har brug for støtte, struktur og faste rammer for at komme videre i livet.
 

Om aktivitetstilbuddet Fortidsminder

Fortidsminderne på Langeland er en central del af øens kulturhistorie og identitet. Tilbuddets formål er dels at bevare, vedligeholde og synliggøre fortidsminderne for både borgere og besøgende.

Samtidig har tilbuddet et stærkt socialfagligt sigte: at støtte unge på offentlig forsørgelse, som ofte oplever psykiske, sociale eller helbredsmæssige udfordringer. Gennem meningsfulde og konkrete opgaver opnår de unge struktur, stabilitet, fællesskab samt oplevelsen af succes og progression.
Som medarbejder bliver du en nøgleperson i denne dobbelte mission.

Dine primære arbejdsopgaver

1. Bevaring og pleje af fortidsminder
Sammen med de tilknyttede borgere varetager du en række konkrete og sæsonbestemte opgaver inden for natur- og kulturpleje, herunder:
  • Pleje og vedligehold af fortidsminder efter fastlagte pasningsplaner
  • Rydning, beskæring og øvrig naturpleje (fx fjernelse af uønsket bevoksning, forbedring af adgangsforhold og lettere terrænarbejde)
  • Løbende overvågning og dokumentation af fortidsmindernes tilstand
  • Planlægning af ruter, opgaver og ressourcer i det udekørende team
Arbejdet kræver fysisk udholdenhed, planlægningsevne og respekt for kulturarven.

2. Forskønnelse og naturpleje i Langeland Kommune
Ud over arbejdet med fortidsminder deltager du og holdet i opgaver, der bidrager til et smukt og indbydende Langeland:
  • Strandrensning og oprydning i kystområder
  • Affaldsindsamling i byområder og på offentlige arealer
  • Drift og pasning af kommunale elementer som Sommerfugle og Kunsttårne
  • Opsætning af sæsonudsmykning og deltagelse i forskønnelsesprojekter
Opgaverne følger årstiderne og planlægges i et årshjul, som du er med til at vedligeholde.

3. Socialfaglig støtte og motivationsarbejde
En central del af jobbet er arbejdet med unge borgere, som har behov for støtte og struktur i hverdagen. Du skal blandt andet:
  • Skabe trygge, tydelige og overskuelige rammer
  • Introducere deltagerne til opgaver, redskaber og rutiner
  • Motivere og inddrage de unge i planlægning og udførelse af arbejdet
  • Håndtere udfordringer som lavt energiniveau, angst, uforudsigelighed eller manglende selvtillid
  • Være en stabil, tydelig og tillidsvækkende voksen
  • Arbejde målrettet med små succeser, anerkendelse og progression
4. Koordination og samarbejde
For at sikre en velfungerende hverdag forventes det, at du:
  • Planlægger den daglige indsats i samarbejde med kolleger og deltagere
  • Udarbejder og vedligeholder årshjul, køreplaner og opgaveoversigter
  • Har løbende dialog med myndighedssagsbehandlere, mentorer og øvrige samarbejdspartnere
  • Deltager i tværfaglige møder og bidrager til evaluering af borgernes udvikling
  • Sikrer, at redskaber, materiel og køretøj er i forsvarlig og sikker stand

Hvem er du?

Vi forestiller os, at du:
  • Har erfaring med praktisk arbejde, naturpleje, håndværk, drift eller lignende
  • Har lyst til og flair for at arbejde med unge mennesker
  • Møder andre med tålmodighed, humor og en anerkendende tilgang
  • Kan skabe struktur og ro - også når hverdagen er uforudsigelig
  • Har stærke relationelle kompetencer og kan opbygge tillid
  • Tør tage ansvar for et hold og træffe beslutninger
  • Arbejder selvstændigt og trives med stor grad af egen tilrettelæggelse
  • Har fysisk overskud til udendørs arbejde året rundt
  • Har kørekort kategori B og trives med udekørende arbejde
Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende - det vigtigste er, at du kan forene praktisk drift med menneskelig støtte.

Vi tilbyder

  • Et meningsfuldt job med synlig effekt - både i naturen og i menneskers liv
  • En varieret arbejdsdag med tæt kobling mellem fysisk arbejde og relations arbejde
  • Mulighed for at præge og videreudvikle et ambitiøst og anerkendt projekt
  • Grundig introduktion og løbende sparring
  • Arbejde i smukke omgivelser, hvor resultaterne af din indsats er tydelige

Praktiske oplysninger

Stillingen er fast på 37 timer ugentligt.
Tiltrædelse: 1 marts 2026.
Ansættelsessamtaler: Forventes afholdt 15. januar 2026.
Yderligere oplysninger: Kontakt leder for forebyggelse Børn og Unge Jean Kallesøe på 21 73 34 35 eller jekall@langelandkommune.dk.

Ansættelse beror på tilfredsstillende referencer samt børne- og straffeattest.

Send ansøgning vedlagt relevante bilag senest den 11. januar 2026.
 

Overvejer du at flytte med jobbet?
I Langeland Kommune skaber vores levende lokalsamfund gode rammer for dig og din families hverdag. Uanset hvor du slår dig ned er der smuk natur, fællesskab, foreningsliv og masser af plads til udfoldelser og oplevelser.

Gå på opdagelse i alt det, Langeland Kommune har at tilbyde dig og din familie på Flyt til Langeland og Strynø.