Gå til sidens indhold

Langeland Kommune

Langeland Kommune

Pædagog til udskolingen på Ørstedskolen


Brænder du for at gøre en forskel i unges hverdag? Har du lyst til at arbejde tæt sammen med både elever og kolleger i et relationelt, fagligt og inkluderende fællesskab? Så er det måske dig, vi søger!

Vi søger en engageret, omsorgsfuld og fagligt stærk pædagog til en elev i udskolingen. Stillingen er på 28 timer om ugen fordelt på 40 uger, hvor der arbejdes 30 timer ugentligt i skoleugerne. Du vil indgå i et tæt samarbejde med både lærere, pædagog, specialpædagog og forældre om at skabe de bedste læringsfællesskaber, trivsel og læring -og for fællesskabet omkring eleven.

Stillingen ønskes besat fra august 2025 eller snarest derefter.

Om dig:

Vi forestiller os, at du:
  • Har et pædagogisk børnesyn, hvor det at være barn er en værdi i sig selv
  • Ved, at udvikling sker forskelligt og i forskelligt tempo – og møder eleven, hvor det er
  • Kan skabe trygge og værdige læringsfællesskaber med plads til kreativitet og læring
  • Arbejder anerkendende og ser muligheder frem for begrænsninger
  • Er nysgerrig og tør tænke nyt – med blik for elevens behov og tryghed
  • Har positive forventninger til både unge og voksne og tror på, at alle gør deres bedste
  • Kan samarbejde tæt med både kolleger og forældre i et forpligtende fællesskab

Om stillingen

Du bliver en del af 7. årgangs team, og dine primære opgaver vil ligge i én klasse i udskolingen - hvor du også vil indgå i fællesskabet omkring skolens pædagogiske arbejde. Du får en central rolle i at støtte op om læringsfællesskaberne og om elevernes læring, trivsel og deltagelse i både undervisning og sociale fællesskaber.

Samarbejdet planlægges i et tværprofessionelt team med lærere, pædagoger, ledelse og forældre.

Om os

Ørstedskolen er en folkeskole med omkring 640 elever og 90 medarbejdere. Vi er fordelt på flere afdelinger: Ørstedskolen, Strynø Skole, Nordskolen og Nordstjernen - og i denne stilling vil du have base på skolen i Rudkøbing på Langeland.

Vi tror på, at stærke læringsfællesskaber og høj faglighed går hånd i hånd. Vores hverdag bygger på anerkendelse, respekt og tydelige, inkluderende rammer, hvor alle børn skal opleve at være værdsatte og have mod til at lære og trives.

Ørstedskolen er en moderne skole med gode faciliteter: idrætshaller, boldbaner, grønne områder og kort afstand til både skov og strand.

Vil du vide mere?

Kontakt afdelingsleder i udskolingen Dorte Bock på mobil 20 47 36 72 eller skoleleder Berit Volder på mobil 23 37 44 43.
Du er meget velkommen til at ringe og høre nærmere – eller aftale et besøg på skolen i uge 27.
 

Yderligere oplysninger

Følg vores Facebook, som blot hedder Ørstedskolen eller følg med på skolepodcasten Ø-Lyd på Spotify.
Skolens hjemmeside: oerstedskolen.dk.
Vil du læse om Langeland: Langeland.dk

Ansættelse på 28 timer.

Løn-og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.

Ansøgning vedlagt relevante bilag skal fremsendes elektronisk senest fredag den 1. august 2025. Tirsdag den 5. august vil der blive indkaldt til samtale, som vil foregå torsdag den 7. august 2025.

Overvejer du at flytte med jobbet?
I Langeland Kommune skaber vores levende lokalsamfund gode rammer for dig og din families hverdag. Uanset hvor du slår dig ned er der smuk natur, fællesskab, foreningsliv og masser af plads til udfoldelser og oplevelser.

Gå på opdagelse i alt det, Langeland Kommune har at tilbyde dig og din familie på Flyt til Langeland og Strynø.