Gå til sidens indhold
Billedet viser Kerteminde Kommune i en given situation. Klik for at gå til Kerteminde Kommune forside.

Pædagog til Marslev Skole og Børnehus

Har du lyst til at hjælpe børn i gang med skolelivet? Så søger Marslev Skole og Børnehus netop dig fra den 1. november 2026 eller hurtigst muligt efter.

Marslev Skole og Børnehus søger en pædagog 30-37 timer om ugen. Stillingen er som Skole- og SFO-pædagog, hvilket betyder, at der er timer i henholdsvis skole og SFO.
Marslev Skole er beliggende i Kerteminde Kommune, i en mindre landsby omgivet af skøn natur med mulighed for mange gode ture. Børnene på skolen kommer hovedsagelig fra de omkringliggende villakvarterer og fra generelt velfungerende familier.
Marslev Skole har elever fra 0. – 6. klasse og omkring 140 elever. Skolen er fødeskole til Nymarkens Skole og Børnehus. Vi vægter såvel høj trivsel som høj faglighed. Vi værner om stedet og hinanden.
Marslev SFO har pt ca. 70 børn. SFO'en har egne store lokaler og mulighed for at bruge skolens lokaler.

Du er en del af en Landsbyordning
Vi er en landsbyordning, hvor Børnehus, skole, SFO og klub er samlet under én institutionsbestyrelse. Det giver os en særlig mulighed for at skabe en rød tråd i børnenes liv og styrke fællesskabet på tværs, både internt og i samspillet med familierne og det lokale fritids- og foreningsliv. Landsbyordningen er en vigtig del af Marslevs udvikling i de kommende år, og derfor søger vi en pædagog, der har lyst til at engagere sig i helheden og aktivt bidrage til samarbejdet og fællesskabet omkring børnene.

At være pædagog på Marslev Skole
  • Vi arbejder ud fra en systemisk tankegang med fokus på læring og trivsel. Aktuelt deltager vi i udviklingsprojektet TOPH Skolebørn i samarbejde med Socialstyrelsen, hvor der arbejdes med vurderinger og insatser omkring elevernes trivsel.
  • På Marslev Skole arbejder vi med Co-teaching i klasserummet, og der er prioriteret tid til samarbejdet mellem lærere og pædagoger. Som skolepædagog bliver du derfor en aktiv del af klasseteamet, hvor I sammen arbejder bevidst med jeres forskellige positioner, fagligheder og roller i klasserummet. Vi forventer, at du bringer din pædagogiske faglighed i spil og er nysgerrig på, hvordan lærer- og pædagogfagligheden sammen kan skabe gode deltagelsesmuligheder for alle børn.
  • Stillingen vil primært være tilknyttet 1. klasse. Du bliver en del af et nyopstartet team, hvor du får mulighed for at være med til at forme og udvikle samarbejdet omkring klasse.

At være pædagog i Marslev SFO er et alsidigt job med mange arbejdskredse:
  • I SFO'en skal du have lyst til at være en tydelig og gennemgående pædagogisk figur. Du tager ansvar for både børnene, fællesskabet og den pædagogiske hverdag og er med til at skabe retning, struktur og tryghed – også når dagen ændrer sig undervejs. Vi leder derfor efter en pædagog, der kan tage initiativ, træffe pædagogiske valg og være med til at sætte aktiviteter og fællesskaber i gang frem for at vente på, at andre gør det.
  • Vi varetager SFO’en og lægger stor vægt på det relationelle arbejde mellem barn/barn og barn/voksen. SFO’en er børnenes frie tid, hvor de sociale spilleregler og handlemuligheder bliver sat i fokus, og vores opgave er at facilitere behov og ønsker hensigtsmæssigt alle parter imellem. Det gør vi ved at igangsætte forløb og aktiviteter, som kræver og fordrer relationelle interaktioner, og ved at være en naturlig del af den hverdag, som børnene selv skaber.
  • I SFO'en bliver du en del af et tæt kollegialt fællesskab, hvor vi arbejder som et selvstyrende team. Her forventes alle at byde aktivt ind med idéer, initiativ og faglige perspektiver. Vi hjælper hinanden og er sammen om at skabe en god pædagogisk hverdag.

Vi forventer at du:
  • Er uddannet pædagog og har lyst til at arbejde både i skole og SFO
  • samarbejder godt og samtidig tør komme med dine egne faglige perspektiver
  • kommunikerer tydeligt med børn, kolleger og forældre.
  • Forstår vigtigheden af det relationelle arbejde, der ligger til grund for den tryghed og de sociale udviklingspotentialer i hverdagen, som vi arbejder med i hele institutionen
  • Er digitalt kompetent og kan selvstændigt begå dig på de digitale platforme og værktøjer, der indgår som en naturlig del af arbejdsdagen
  • Er omstillingsparat/fleksibel og forstår, at dagligdagen i SFO'en byder på nye glæder og udfordringer hver dag

Har du lyst til at vide mere om os, så er du velkommen til at besøge os.

Du kan kontakte:
Daglig pædagogisk leder
Mathies Larsen
Tlf: 26 14 00 89 - matl@kerteminde.dk

Eller

Fælles leder
Flemming Mahler Pedersen
Tlf: 51 51 62 73 - flpe@kerteminde.dk

Der vil blive indhentet børne- og straffeattest.
Ansøgningsfrist: 20. september 2026
Ansættelsessamtaler afholdelse den 22. september 2026
Kerteminde Kommune betragter mangfoldighed som en styrke og opfordrer derfor alle, uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold, til at søge ledige stillinger.

Løn- og ansættelsesvilkår

Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst for Pædagoger ved daginstitutioner, skolefritidsordninger, klubber mv. indgået mellem KL og BUPL. Stillingen er indplaceret som Pædagog på 30-37 timer.

Forventet løninterval: 32.000kr. - 37.000kr. pr. måned eksklusiv arbejdsgiverbetalt pension, fritvalg og ferietillæg. Hertil kan komme eventuelle lokalt aftalte tillæg, kvalifikations-, funktions- og genetillæg.

Den endelige lønfastsættelse sker på baggrund af din kvalifikationer og tidligere erhvervserfaring efter konkret forhandling med den faglige organisation.



Kerteminde Kommune ligger i det nordøstlige Fyn med smuk natur, engagerede landsbyer og et aktivt forenings- og erhvervsliv og gode fritidsmuligheder. Vi er cirka 25.000 borgere og 1.800 medarbejdere, der hver dag arbejder for at skabe gode løsninger sammen med borgerne.

I Kerteminde Kommune arbejder vi ud fra visionen ”Sammen Om Kerteminde”. Læs mere om vores tilgang til samarbejde, fællesskab og udvikling her Digitalt Strategibrev

Kerteminde Kommune betragter mangfoldighed som en styrke og opfordrer derfor alle – uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold – til at søge ledige stillinger.

Hvis dit job indebærer brug af kommunens IT-systemer, kan der i forbindelse med ansættelsen være krav om identifikation via MitID. Du vil i så fald blive kontaktet herom.

Hvis du tilbydes ansættelse, kan dine kontaktoplysninger, herunder navn, adresse, telefonnummer og eventuelt CV, efter forespørgsel videregives til den lokale tillidsrepræsentant eller den forhandlingsberettigede faglige organisation med henblik på korrekt indplacering og lønforhandling. Har du hemmeligt telefonnummer, vil dette også blive videregivet. Videregivelsen sker i overensstemmelse med gældende databeskyttelsesregler. Har du navne- eller adressebeskyttelse, sker videregivelse først efter dit samtykke.