Gå til sidens indhold
Billedet viser Kerteminde Kommune i en given situation. Klik for at gå til Kerteminde Kommune forside.

Lærer eller pædagog til Kerteminde Byskole

To lærere eller pædagoger med specialpædagogik til Kerteminde Byskole
- Udviklingsorienteret og mentaliserende medarbejdere til specialklasserne søges

Vil du være en del af Fremtidens Skole i Kerteminde Kommune?

I Kerteminde Kommune tror vi på, at alle børn og unge har ret til et lokalt skoletilbud. Vi ved, at børn og unge lærer bedst i fællesskaber, hvor de udvikler sig sammen, lærer af hinanden og oplever en hverdag, hvor de får den støtte, de har brug for.

Derfor arbejder vi med Fremtidens Skole – en skole i udvikling, hvor undervisningen og rammerne i de lokale tilbud tilpasses børnenes og de unges behov og ressourcer, så alle får mulighed for at blive en del af deres nærmiljø.

Vi søger to inkluderende medarbejdere med kendskab til specialpædagogik eller autismepædagogik til vores specialklasseteam, der behersker klasseledelse, har engagement, samarbejdsevne, ansvarsbevidsthed, positivt livssyn, godt kendskab til arbejdet med børn med særlige vanskeligheder og masser af godt humør.

Kerteminde Byskole søger pr. 1. august 2025 to nye lærere eller pædagoger til vores specialklasseteam, som vil være med til at løfte den vigtige opgave det er, at undervise og danne børn med særlige behov.
Om du er lærer eller pædagog er ikke så vigtigt. Vi vægter fagligheden inden for det specialpædagogiske højest.

Vi søger p.t. til vores to specialklasser i indskolingen, hvor der er 7-8 elever i hver klasse. Der vil være to voksne tilknyttet hver klasse i alle timer, og I vil i fællesskab stå for den faglige og sociale udvikling af eleverne.
I vil indgå i klasseteam sammen med en af vores faste lærere i specialafdelingen.

I næste skoleår er der 40 elever i specialafdelingen fordelt på fem klasser, og vi søger to nye kolleger, der vil indgå i et team med i alt 10 lærere/pædagoger, der er tilknyttet specialafdelingen.
Elevernes udfordringer spænder vidt med både indlæringsvanskeligheder, socioemotionelle vanskeligheder og udadreagerende adfærd.

Kerteminde Byskole er beliggende midt i Kerteminde by og rummer børnemiljø fra 0.-4. årgang og ungemiljø fra 5.-9. årgang. Ca. 425 elever og 54 lærere og pædagoger har deres daglige gang på skolen.

Vi tilbyder et godt kollegialt fællesskab med pædagoger og lærere i alle aldre. Vi har en god kombination af både erfarne lærere, der har været med længe, og helt unge ansigter, der bringer nye og anderledes idéer ind i dagligdagen.
  • en alsidig elevgruppe, der skal være i trivsel og have oplevelsen af at lykkes på det stadie, de befinder sig på.
  • et udviklingsorientret lærer/pædagog-kollegium, der står sammen om fælles beslutninger, strategier og målsætninger – dette med udgangspunkt i professionelle læringsfællesskaber og læringsledelse
  • en ledelse, der både tør udfordre hinanden og den enkelte medarbejder, og hvor omgangsformen er præget af lydhørhed, nysgerrighed, anerkendelse – og humor - samtidig med, at det pædagogiske fokus rettes mod elevernes læring.

Vi ønsker:
  • medarbejdere med høje ambitioner omkring børn og unges læring, udvikling og trivsel
  • medarbejdere der er didaktisk og metodisk afklaret – forstået således at man er sit metodeansvar bevidst og er i stand til at redegøre for det
  • medarbejdere med undervisningskompetence inden for specialområdets mange forskellige opgaver og erfaring fra området er at foretrække
  • medarbejdere der har den robusthed der skal til, når man arbejder med børn med vanskeligheder.

Løn og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst. Ansættelse pr. 1. august 2025

Vil du vide mere så kontakt viceskoleleder Birgit Holton på telefon 40 22 77 58 eller skoleleder Jesper Bech Madsen på telefon 29 27 01 63

Send din ansøgning, CV og eksamensbevis samt øvrige relevante bilag via linket senest mandag den 23. juni 2025.

Samtaler afholdes onsdag den 25. juni eller torsdag den 26. juni 2025

Da det er vigtigt for os at få sat det rigtige hold til skolestart, er det en kort tidsperiode stillingerne er slået op, så hold dig ikke tilbage med at sende din ansøgning.

Kerteminde Kommune ligger i det nordøstlige Fyn i en smuk og varieret natur. Kommunen har tæt på 25.000 indbyggere og byder på et aktivt forenings- og erhvervsliv og gode idræts- og fritidsmuligheder.

Kommunen har ca. 1.800 medarbejdere, der arbejder ud fra vores særlige kerneværdi, som er fællesskab, hvor vi både er tæt på hinanden og på borgerne.

Udover fællesskabet prioriterer og arbejder vi også med vores øvrige værdier i dagligdagen: Kvalitet, Nærvær, Udvikling og Trivsel. Herudover er dialog og samarbejde nøgleord, der kendetegner god ledelse i Kerteminde Kommune.

Organisationen baserer sig på flade strukturer, stor selvbestemmelse og gode udviklingsmuligheder, og vi er en røgfri arbejdsplads med røgfri arbejdstid.

Hvis du i dit nye job er IT bruger, kan der i forbindelse med din ansættelse være krav om, at du identificerer dig med dit MitID, du vil i så fald kontaktes herom.

Såfremt at du er kandidaten, som vi indgår aftale med om ansættelse, vil vi ved forespørgsel videregive dine kontaktoplysninger, så som navn, adresse, telefonnummer og evt. CV, til den lokale tillidsrepræsentant eller forhandlingsberettiget faglige organisation. Dette sker med henblik på, at sikre den rette indplacering og forhandling af din løn ved ansættelsen. Har du hemmeligt telefonnummer vil dette også blive videregivet. Videregivelsen sker med hjemmel i databeskyttelsesforordningen art. 6, stk. 1, litra b og c jf. databeskyttelseslovens § 12, stk. 1. Har du navne- eller adressebeskyttelse, vil oplysningerne først blive videregivet efter at du har afgivet samtykke”.

Kerteminde Kommune betragter mangfoldighed som en styrke og opfordrer derfor alle uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge ledige stillinger.