Gå til sidens indhold

Gladsaxe Kommune

Gladsaxe Kommune

Matematiklærer til 2. årgang på Vadgård Skole

Vi søger en matematiklærer til vores to dejlige klasser på 2. årgang.

På Vadgård Skole er du altid sammen med andre om dine opgaver

På vores skole er der højt til loftet, godt humør, og du er altid sammen med andre om at løse opgaverne – hvad enten det drejer sig om dine undervisningsopgaver, eller om dine elevers læring og trivsel, eller samarbejdet med dine elevers forældre.

Lige nu er vi i gang med en gigantisk investering i vores kommune, som betyder, at vi fra sommerferien vil have fuld tolærerordning i alle fag på 0.-3. årgang. Og vi regner også med at kunne få skaffet mulighed for at det samme kan ske for dansk- og matematikundervisningen på 4.-9. årgang.

Så du kan endnu nå at komme med og opleve en helt ny æra på vores skole, hvor der altid vil være en lærerkollega at undervise sammen med i matematikundervisningen.

Men indtil da kan vi dog stadig love dig, at du altid vil være sammen med andre om din undervisning på vores skole.

Støtte og sparring som ny lærer på vores skole

Som lærer på 2. årgang vil du opleve, at din faglige leder vil være tæt på dig og sparre med dig om dine opgaver. Din faglige leder vil også være tæt på dit årgangsteam på 2. årgang, som vil tage godt imod dig og sikre, at du får al den støtte og support, som du vil have brug for som ny lærer på vores skole.

Som nyansat lærer vil du også få tilknyttet en mentor, som er en af dine lærerkollegaer, og som vil kunne hjælpe og vejlede dig, så du kan komme godt fra start.
Og er du nyuddannet, vil du have reduceret undervisningstid, og du vil have ekstra tid til forberedelse af din undervisning.

Endelig vil du som ny matematiklærer på vores skole blive en del af vores faglige matematikfællesskab, hvor vores to matematikvejledere vil følge dig tæt og sparre med dig om din undervisning.

Tjek også Matematikhandleplanen for Gladsaxe Kommune ud: https://vadgaardskole.aula.dk/matematik-0
Vi er rigtig stolte af handleplanen og den spiller en stor rolle for matematiklærernes fælles fagdrøftelser på vores skole.

Hvem er vi?

Vi er en skole, hvor der er et tæt og velfungerende samarbejde mellem skolens pædagogiske medarbejdere og ledelsen. Vi har et godt arbejdsmiljø og vi er fælles om at tage ansvar for udviklingen af vores ambitiøse mål for vores skole. I det perspektiv er vi en skole, hvor der er skabt klare og trygge rammer for at kunne arbejde som lærer.

Vores skole er to- og tre-sporet og består af 650 elever og 85 lærere og pædagoger. Skolen er opdelt i to afdelinger: 0.- 5. kl og 6.-9. klasse, en modtagelsesklasseafdeling, SFO og skoleklub.

Vores pædagogiske arbejde er baseret på stærke professionelle læringsfællesskaber, hvor alle lærere er tilknyttet et selvstyrende årgangsteam og et fagteam, hvor man kan støtte, inspirere og gøre hinanden stærkere i forhold til fordelingen af arbejdsopgaverne og planlægningen af undervisningen. Teamet vil på den måde være dit sikre afsæt for alt, hvad du laver som lærer på vores skole.

Vi har siden 2012 været en PALS-skole, hvor vi har en fælles metodisk forståelse, hvordan vi skaber stærke elevfællesskaber, bedriver god klasseledelse og i det hele taget fastholder og udvikler den gode elevtrivsel på vores skole. Vi tror på, at alle elever og klasser har behov for at blive ledet af nogle lærere, der møder deres elever med et positivt syn på deres styrker, og som kan vejlede og vise dem, hvordan de kan blive endnu bedre – i forhold til personlig udvikling, socialt ansvar over for deres klassefællesskab og ikke mindst deres faglige læring og udvikling. Alt sammen relateret til vores identitet som PALS-skole.

Vi søger derfor en lærer, som

  • Brænder for elevernes læring og trivsel
  • Er en holdspiller og trives i et tæt samarbejde med sine kollegaer og nærmeste faglige leder
  • Møder eleverne og kollegaerne med nysgerrighed, åbenhed og positiv energi
  • Er faglig ambitiøs og indstillet på at udvikle sin undervisningspraksis sammen med sine kollegaer


Kom forbi og se vores skole

Det er en stor beslutning at starte eller skifte til et nyt job.
Vi vil derfor opfordre til at du kommer forbi og ser vores skole og på den måde danner dig et indtryk af om Vadgård Skole er noget for dig.

Vi glæder os til at møde dig!

Ring eller skriv til skoleleder, Ole Hovmand, mobil: 21 30 51 92, mail: olehov@gladsaxe.dk

Information om Vadgård Skole og Gladsaxe Kommunes skolevæsen finder du her:
www.vadgaardskole.dk og www.gladsaxe.dk

Tjek også vores Facebookside ud!

Løn og ansættelsesforhold

Løn og ansættelse sker efter gældende overenskomst.

Ansøgningsfrist er fredag den 6. november kl. 12.

I Gladsaxe tager vi udgangspunkt i borgernes og virksomhedernes behov og trivsel i alt, hvad vi gør. Bæredygtig velfærd og udvikling er en mærkesag for os og vi arbejder for både social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed. Med FN’s verdensmål som ramme ser vi en bæredygtig fremtid som noget, vi skaber sammen – med borgere, virksomheder, foreninger og lokalsamfundet. Du kan læse mere om vores mål i Gladsaxestrategien.
 

Ingen ansatte i Gladsaxe Kommune må ryge eller bruge tobaksrelaterede produkter i arbejdstiden, som for eksempel snus og vapes.

Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn/identitet, seksualitet, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.