- Det behøver ikke stå pædagog på dit CVDet er ikke så ofte, vi søger – så måske er det værd at læse videre.
Denne gang leder vi efter en pædagogmedhjælper eller pædagogisk assistent.
Måske har du allerede erfaring fra et børnehus. Måske har du arbejdet med børn på andre måder. Måske er du helt ny på området og bare nysgerrig på, om det pædagogiske arbejde kunne være noget for dig.
Måske har du en helt anden uddannelse og erfaring fra et andet arbejdsliv, men har fået lyst til at prøve noget nyt. Så kan Kildebo måske være et sted, hvor du kan prøve kræfter med et nyt spor. Det vigtigste for os er ikke, hvad der står på dit eksamensbevis. Det vigtigste er, at du har lyst til at være sammen med børn og har lyst til at lære.
I Kildebo er vi 63 børn fordelt på fire grupper – to vuggestuegrupper og to børnehavegrupper. Vi er en flok pædagoger, pædagogiske assistenter, pædagogmedhjælpere og andet godtfolk, som hver dag arbejder for at skabe et godt børneliv.
Vi tror på, at børn skal mødes med tryghed, nærhed og omsorg. De skal opleve, at de bliver set, hørt og taget alvorligt. Og de skal have mulighed for at være en del af fællesskabet og udvikle sig gennem leg, relationer, nysgerrighed og masser af gode oplevelser.
Som pædagogmedhjælper eller pædagogisk assistent hos os bliver du ikke bare en ekstra voksen, der skal være med, når der mangler hænder. Du bliver en del af vores arbejdsfællesskab og får mulighed for at lære det pædagogiske arbejde indefra.
Du kommer til at være sammen med børnene, lege, hjælpe med de små og store ting i hverdagen, deltage i aktiviteter og rutiner og være en vigtig voksen i børnenes liv.
Du behøver ikke kunne det hele fra starten. Det forventer vi faktisk ikke.
Til gengæld forventer vi, at du er nysgerrig, tager ansvar og har lyst til at lære. At du tør spørge, når du er i tvivl, og at du har lyst til at blive dygtigere sammen med dine kollegaer.
Vi har mentorordning for nye medarbejdere, og vi bestræber os på at sætte ekstra personale på i den første uge, så du får en god start og mulighed for at lande i huset.
Gladsaxe Kommune som arbejdsplads
Som nyansat pædagogmedhjælper eller pædagogisk assistent i Gladsaxe Kommune vil du følge vores introduktionsprogram og blive introduceret til den pædagogiske praksis i børnehuset. Vi understøtter løbende arbejdet med ledelse tæt på, coaching og interne kurser. Har du på sigt mod på at lære endnu mere om det pædagogiske fag, så har vi gode karrieremuligheder i Gladsaxe Kommune fx
merituddannelser som pædagogisk assistent eller meritpædagog imens du fortsat er ansat hos os.
Du behøver dog ikke have besluttet dig for videreuddannelse, før du søger hos os. Lige nu handler det bare om, at du har lyst til at være sammen med børn og være en del af Kildebo.
Vi har to store legepladser, masser af plads til leg og bevægelse og et pædagogisk miljø, hvor vi blandt andet har fokus på sprog, børnenes medbestemmelse, læringsmiljøer gennem hele dagen, legepladskultur og forældreinddragelse.
Vi arbejder teambaseret, og der er plads til, at du kommer med det, du kan. Du behøver ikke have en pædagogisk uddannelse for at have noget vigtigt at bidrage med.
Og så prøver vi at være fleksible. Stillingen er som udgangspunkt 37 timer, men hvis du har brug for færre timer, kan vi tale om det. Vi er også åbne for at tale om en 4-dages arbejdsuge, hvis det får arbejdsliv og privatliv til at hænge bedre sammen.
Arbejdstiden ligger mandag til torsdag mellem kl. 7.00 og 17.00 og fredag til kl. 16.30.
Det er svært at finde ud af, om et børnehus er det rigtige sted for dig ved bare at læse et stillingsopslag, så kom hellere på besøg. Se huset. Hør lidt om hverdagen. Mød os. Stil de spørgsmål, du går med og så kan vi sammen finde ud af, om Kildebo er et sted, du kunne have lyst til at blive en del af.
Du kan kontakte
børnehusleder Totte Grønvall på mobil
20 44 75 09, så finder vi et tidspunkt.
Ansøgningsfrist
16. oktober 2026
Vi søger en ny kollega med start 1. november 2026 eller efter aftale. Vi holder samtaler løbende.
Løn og ansættelsesvilkår er efter gældende overenskomst og forhåndsaftale med FOA.
I Gladsaxe tager vi udgangspunkt i borgernes og virksomhedernes behov og trivsel i alt, hvad vi gør. Bæredygtig velfærd og udvikling er en mærkesag for os og vi arbejder for både social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed. Med FN’s verdensmål som ramme ser vi en bæredygtig fremtid som noget, vi skaber sammen – med borgere, virksomheder, foreninger og lokalsamfundet. Du kan læse mere om vores mål i Gladsaxestrategien. Ingen ansatte i Gladsaxe Kommune må ryge eller bruge tobaksrelaterede produkter i arbejdstiden, som for eksempel snus og vapes.Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn/identitet, seksualitet, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.