Gå til sidens indhold

Gladsaxe Kommune

Gladsaxe Kommune

Teknisk systemforvalter

Teknisk systemforvalter til selvbetjening, blanketter og tværgående systemer

Hver eneste dag bruger Gladsaxes borgere og medarbejdere kommunens digitale løsninger.
De søger tilladelser, udfylder blanketter, sender oplysninger og får deres sager behandlet digitalt.

Vi søger en teknisk systemforvalter, som har lyst til at tage ansvaret for nogle af kommunens vigtigste digitale platforme og er med til at udvikle dem, så de bliver endnu bedre.

Det er ikke et supportjob og heller ikke et klassisk driftsjob.

Det er en rolle for dig, der kan lide at forstå, hvordan systemer hænger sammen, og som motiveres af at omsætte komplekse arbejdsgange til digitale løsninger, der virker i praksis.

Hos os får du stor indflydelse på de løsninger, som binder kommunen sammen, både de løsninger vi allerede bruger, og dem vi skal anskaffe de kommende år.

Dit primære fokus: selvbetjening, blanketter og workflows

En af dine vigtigste opgaver bliver at tage ansvar for kommunens selvbetjeningsløsninger, digitale blanketter og workflows.

Gladsaxe Kommune står overfor at anskaffe et nyt blanket- og workflowsystem, og du bliver en nøglespiller i hele processen fra kravspecifikation og anskaffelse til implementering, konfigurering og den efterfølgende drift.

Det betyder, at du ikke blot overtager et eksisterende system. Du får mulighed for at være med til at forme den løsning, som skal understøtte kommunens digitale arbejdsgange mange år frem.

Når løsningen er implementeret, bliver du en af de personer, der sikrer, at den udvikler sig sammen med organisationens behov.

SAPA og OS2MO

Du bliver teknisk systemansvarlig for SAPA og får en teknisk rolle i arbejdet med OS2MO.

For SAPA bliver du den tekniske systemforvalter og får ansvaret for den tekniske opsætning, brugerrettigheder, vedligehold og den løbende tekniske udvikling af løsningen. Du arbejder tæt sammen med kommunens SAPA-projektleder, som har ansvaret for den organisatoriske del og den tværgående koordinering med forretningen. Sammen sikrer I, at SAPA fungerer stabilt, udvikles i takt med organisationens behov og understøtter brugernes arbejde bedst muligt.
(SAPA er et tværgående system, der giver overblik over sager og parter på tværs af kommunens fagsystemer.)

For OS2MO bliver du den tekniske systemforvalter og arbejder tæt sammen med kommunens systemadministrator, som har ansvaret for den organisatoriske systemforvaltning. Du er den tekniske sparringspartner i forbindelse med implementering, drift og videreudvikling af løsningen og bidrager med teknisk rådgivning, dialog med leverandører samt sikrer, at løsningen integreres hensigtsmæssigt med kommunens øvrige systemlandskab.
(OS2MO er et organisationssystem, der samler og vedligeholder data om kommunens organisation, enheder og medarbejdere)

Vi forestiller os, at du kommer med

Du har teknisk forståelse og interesse for systemer, data, brugerrettigheder og digitale arbejdsgange. Måske har du allerede erfaring med systemadministration, systemforvaltning, IT-drift, digitalisering eller support af forretningskritiske systemer.

Du kan være erfaren, men du kan også være lidt tidligere i din karriere, hvis du har den rette nysgerrighed, struktur og lyst til at tage ansvar.

Det vigtigste er, at du:
  • kan skabe overblik i komplekse systemer og sammenhænge
  • arbejder struktureret og følger opgaver til dørs
  • har forståelse for opsætning, adgangsstyring, data og integrationer
  • kan samarbejde med både tekniske kolleger, fagpersoner, brugere og leverandører
  • er god til at stille spørgsmål og afklare behov
  • har lyst til at lære nye systemer og metoder
  • kan omsætte tekniske problemstillinger til noget, andre kan forstå

Det er en fordel, hvis du har erfaring med et eller flere af følgende områder:
  • systemadministration eller systemforvaltning
  • selvbetjeningsløsninger, digitale blanketter eller workflows — f.eks. SharePoint, Power Apps eller Power Automate.
  • kommunale eller offentlige IT-løsninger
  • datakvalitet, integrationer eller adgangsstyring
  • SAPA, OS2MO eller lignende tværgående systemer
     

Du er optaget af faglig og personlig udvikling

I Digitaliseringsafdelingen er vi meget optaget af at udvikle os hele tiden. Vi ønsker at være digitalt visionære og hjælpe organisationen til at se de muligheder som digitalisering og IT tilbyder. Derfor er der gode muligheder for videre- og efteruddannelse, deltagelse på konferencer og seminarer mm. På den måde sikrer vi os, at vi hele tiden er opdateret og kender til de nyeste metoder, trends, teknologier mm.

Et stærkt fagligt miljø omkring dig

Du bliver ansat i Digitaliseringsafdelingen, som består af 26 medarbejdere fordelt på tre teams; IT-Hotline, Drift og Udvikling.

Du bliver en del af Driftsteamet, som spænder vidt med opgaver inden for cybersikkerhed, serverdrift, netværk mm. Du bliver en del af et miljø med en uformel omgangstone, hvor vi respekterer og bruger hinandens styrker og lægger vægt på videndeling. Det er naturligt at drøfte løsninger og finde svar sammen. Det betyder, at du altid har kolleger at sparre med også når opgaverne bliver komplekse.

Søg, selvom du ikke kan sætte flueben ved det hele

Vi ved, at nogle kun søger en stilling, hvis de kan se sig selv i alle krav. Det behøver du ikke her.
Hvis du har teknisk forståelse, lyst til at lære og kan se dig selv arbejde med digitale løsninger, selvbetjening, systemer og samarbejde på tværs, vil vi meget gerne høre fra dig.
Vi ønsker et bredt ansøgerfelt og opfordrer alle kvalificerede kandidater til at søge — uanset køn, alder, baggrund og erfaring.

Vi tilbyder

Gladsaxe Kommune er en moderne hybrid arbejdsplads, og du får mulighed for hjemmearbejde et par dage om ugen. Løn- og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst og efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation. Vi tilbyder 37 timers arbejdsuge, flextid, hjemmearbejde og betalt frokostpause, samt mange andre goder som en del af en moderne og sund kommune.

Du kan læse mere om Gladsaxe Kommune på www.gladsaxe.dk/nyansat.

Ansøgningsfrist

Du søger jobbet ved at klikke på ”Søg stillingen”. Når du søger stillingen, skal du indsende et udførligt CV, der beskriver dine kompetencer og erfaringer. CV’et skal indledes med en kort motivation for, hvorfor du søger stillingen. Du behøver ikke sende en traditionel ansøgning.
Ansøgningsfristen er den 4. august  2026 kl. 23.59. Stillingen ønskes besat senest 1. oktober 2026.

Ansættelsesprocessen foregår ved, at vi først afholder korte indledende samtaler over Teams med relevante ansøgere. Herefter inviteres udvalgte kandidater til 1. samtale på rådhuset. Eventuelle 2. samtaler aftales direkte med ansøgeren.

Samtaler over Teams afholdes den 10. august og 11. august 2026 og 1. runde fysiske samtaler afholdes 17. augsut 2026.

Jeg holder sommerferie i størstedelen af opslagsperioden, men du er meget velkommen til at kontakte mig på mail, hvis du har spørgsmål til stillingen: thdywe@gladsaxe.dk

Ønsker du en personlig snak om stillingen, har jeg sat tid af mandag den 3. august mellem kl. 10.30 og 15.00, hvor du er velkommen til at kontakte mig, telefon 20 14 23 20.

I Gladsaxe tager vi udgangspunkt i borgernes og virksomhedernes behov og trivsel i alt, hvad vi gør. Bæredygtig velfærd og udvikling er en mærkesag for os og vi arbejder for både social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed. Med FN’s verdensmål som ramme ser vi en bæredygtig fremtid som noget, vi skaber sammen – med borgere, virksomheder, foreninger og lokalsamfundet. Du kan læse mere om vores mål i Gladsaxestrategien.
 

Ingen ansatte i Gladsaxe Kommune må ryge eller bruge tobaksrelaterede produkter i arbejdstiden, som for eksempel snus og vapes.

Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn/identitet, seksualitet, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.