Gå til sidens indhold

Gladsaxe Kommune

Gladsaxe Kommune

Pædagoger med faglighed og hjerte til Novo Børnegård

Vi søger en pædagog til vores børnehaveteam og en pædagog til vores vuggestueteam.
Stillingen i børnehaven er fra 1. juni 2026.
Stillingen i vuggestuen er fra den 1. juli 2026, da vores kollega gennem mange år går på pension.


Drømmer du om en arbejdsdag tæt på grønne omgivelser, med et stærkt fællesskab, tydelig struktur, synlig ledelse og kollegaer, der spiller dig god? Elsker du skabe oplevelser sammen med børn?
Så synes vi, at du skal læse videre...

Hvem er vi?

Novo Børnegård er et selvejende dagtilbud i Bagsværd med ca. 100 dejlige børn, fordelt i både vuggestue og børnehave – 3 vuggestuegrupper og 4 børnehavegrupper. Her kan du arbejde i et hus, hvor høj faglighed, skønne fysiske rammer og et stærkt arbejdsfællesskab gør en forskel for både børn, forældre og medarbejdere – hver dag.

Vi har gode rammer både inde og ude – fra multirum, interaktive læringsmiljøer, forskellige værksteder til en stor legeplads. Hos os er naturen ikke et projekt – den er en del af hverdagen. Vi bruger den aktivt i vores pædagogiske arbejde og tager ofte på opdagelse i lokalmiljøet, Hareskoven og Smørmosen.

Størstedelen af børnenes forældre arbejder i Novo-koncernen, og repræsenterer mange forskellige lande. Det er derfor en fordel at kunne kommunikere på hverdagsengelsk – vi hjælper naturligvis også hinanden i teamet.

Stillingen i børnehaven er pt. i vores Lillegruppe børnehavegruppe, vi arbejder i aldersopdelte grupper, så børnene i Lillegruppen er ca. 3-4 år. Gruppen består af 13 børn og 2 pædagoger. Hos os følger man som regel sin børnegruppe gennem årene, og du vil blive en del af et stærkt børnehaveteam på 8 pædagoger og 3 medhjælpere, der arbejder tæt sammen på tværs af grupperne. Vi arbejder kontinuerligt på at skabe forudsigelige rammer for børnene og gøre dem til aktive medaktører af livet i børnehaven.

Stillingen i vuggestuen er i vores ældste vuggestuegruppe Sommerfuglen, hvor børnene er ca. 1,5-2,8 år. Gruppen består af 11 børn 2 pædagoger og en medhjælper. Du vil blive en del af et solidt vuggestueteam på 5 pædagoger og 3 medhjælpere, der arbejder tæt sammen på tværs af grupperne. Vores hverdag er præget af forudsigelighed og rutiner, som både børn og voksne profiterer af.

Ledelsesværdier og faglig udvikling
Som ledelse prioriterer vi medarbejderinddragelse, tryghed, struktur, dialog og synlighed. Vi tager aktivt del i hverdagslivet i grupperne og understøtter gode relationer og positiv kommunikation, hvor alles stemmer bliver hørt og alle har plads til at udvikle sig.

Hos os er faglig udvikling en naturlig del af hverdagen. Vi tager pædagogikken alvorligt, udfordrer hinanden og holder fast i den faglige dialog – også når tempoet er højt.

Vi arbejder bevidst med at kvalificere vores praksis gennem refleksion, nysgerrighed og mod til at eksperimentere. Vores fælles pædagogiske retning udvikles løbende i dialog, hvor vi undersøger og justerer egen praksis.

Det sker gennem personalemøder, teammøder hver anden uge, ugentlig refleksion og daglige planlægningsmøder, hvor vi sammen sikrer kvalitet og retning i vores arbejde.

Hvem søger vi?

Vi søger en fagligt funderet og modig pædagog, der tør sætte sig selv i spil. Du er idérig, deler dine perspektiver og arbejder reflekteret med din egen praksis.

Du kan skabe struktur og overblik på stuen og planlægge meningsfulde aktiviteter, der engagerer børnene. Sammen med dine kollegaer er du nysgerrig på børnenes interesser og formår at gribe deres initiativer, så de bliver medskabere af projekter og hverdagens indhold.

Du kan være nyuddannet eller erfaren – det vigtigste er, at du har noget på hjerte og tager ansvar for dit pædagogiske arbejde. Vi vægter både faglighed, personlighed og lysten til at bidrage til fællesskabet. For os handler det om det rette match.

Vi håber, du kan genkende dig selv i, at du

  • Møder børnene i øjenhøjde og er oprigtigt nysgerrig på deres perspektiver
  • Skaber et legende, trygt og udviklende læringsmiljø
  • Har ambitioner på børnenes vegne og arbejder målrettet med deres udvikling
  • Tager ansvar og bidrager aktivt til fællesskabet – også når det kræver noget
  • Ser forældrene som vigtige samarbejdspartnere og inddrager dem naturligt
  • Trives i et arbejdsmiljø, hvor vi hjælper, sparrer og griner sammen – og sammen skaber gode dage for børnene

Kan du se dig selv hos os, glæder vi os til at høre fra dig.

Stillingerne er på 37 timer ugentligt – men vi forhandler gerne med den rette

Yderligere oplysninger

Du er altid velkommen til at ringe til leder Louise Gohr Jespersen eller souschef Camilla Bargisen på telefon 39 57 67 60, hvis du har spørgsmål eller aftale tid til at komme forbi. 

Ansøgningsfrist

13. april 2026.
Vi indkalder til samtaler løbende.

Vi glæder os rigtig meget til at møde lige netop dig.

I Gladsaxe tager vi udgangspunkt i borgernes og virksomhedernes behov og trivsel i alt, hvad vi gør. Bæredygtig velfærd og udvikling er en mærkesag for os og vi arbejder for både social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed. Med FN’s verdensmål som ramme ser vi en bæredygtig fremtid som noget, vi skaber sammen – med borgere, virksomheder, foreninger og lokalsamfundet. Du kan læse mere om vores mål i Gladsaxestrategien.
 

Ingen ansatte i Gladsaxe Kommune må ryge eller bruge tobaksrelaterede produkter i arbejdstiden, som for eksempel snus og vapes.

Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn/identitet, seksualitet, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.