Gå til sidens indhold

Gladsaxe Kommune

Gladsaxe Kommune

Børnehusleder til Børnehuset Stengårdsparken

– vær med til at skabe en tryg, faglig og levende hverdag for børn og voksne


Drømmer du om at stå i spidsen for et børnehus, hvor relationer, faglighed og fællesskab er i centrum? Trives du i rollen som nærværende leder, der går forrest i hverdagen og skaber retning sammen med medarbejdere og forældre?

Så glæder vi os til at høre fra dig. Områdeinstitutionen Gladsaxe Midt søger en engageret og tydelig børnehusleder til Børnehuset Stengårdsparken pr. 1. april 2026 eller snarest derefter.

Børnene siger: Det er verdens bedste børnehave. De voksne passer godt på os, og man får løn for at være her.
Forældregruppen siger: Stengårdsparken er et meget familiært, rart og roligt børnehus. Der er altid nærværende voksne som sætter barnet først og alle bliver mødt med smil og en hilsen. Der er en rolig stemning i børnehuset, der har en gavnlig effekt på børnene og os som forældre.
Medarbejderne siger: Det er dejligt, at vi kan sparre med hinanden, og vi vil stedet og hinanden.

Et børnehus med hjerte og faglighed

Børnehuset Stengårdsparken er et 0–6 års børnehus i Søborg, hvor ca. 70 børn hver dag mødes af voksne, der brænder for deres fag. Børnene er fordelt på fem aldersopdelte grupper – to vuggestuegrupper og tre børnehavegrupper – og huset er organiseret i vuggestueteam og børnehaveteam.
Personalegruppen består af 3 pædagoger – snart 4 pædagoger, 11 pædagogmedhjælpere og 1 køkkenmedarbejder. Sammen skaber vi en hverdag præget af engagement, ansvarlighed og lysten til at gøre en forskel.

Pædagogik med mening

Vores pædagogiske arbejde tager afsæt i Gladsaxe Kommunes fælles børne- og læringssyn og den fælles faglige ramme DAP – didaktisk anvendt pædagogik. Vi arbejder målrettet med sprog, leg og læringsmiljøer hele dagen og har et særligt fokus på at skabe deltagelsesmulighede for alle børn.
Som leder bliver du en central drivkraft i at fastholde og videreudvikle denne praksis – i tæt samarbejde med medarbejdere og områdeledelse.

En del af et stærkt ledelsesfællesskab

Børnehuset Stengårdsparken er en del af Områdeinstitution Gladsaxe Midt, som består af otte børnehuse. Du bliver en del af et engageret og forpligtende lederfællesskab, hvor vi mødes jævnligt for at sparre, dele erfaringer og udvikle vores ledelsespraksis sammen.

Din rolle som børnehusleder

Som børnehusleder har du det overordnede ansvar for den pædagogiske, personalemæssige og organisatoriske ledelse af huset. Du sætter retning, skaber sammenhæng og er en synlig del af hverdagen. Med nærvær, tydelighed og tillid understøtter du medarbejdernes faglighed og bidrager til et arbejdsmiljø, hvor trivsel og udvikling går hånd i hånd.

Vi forestiller os, at du

  • Er en engageret og nærværende leder, der trives tæt på praksis
  • Har solid pædagogfaglig ballast og erfaring med ledelse
  • Brænder for medarbejderledelse og faglig udvikling
  • Er tydelig, handlingsorienteret og tryg ved at træffe beslutninger
  • Har blik for struktur og organisering, der skaber ro i hverdagen
  • Kan formidle mål og retning på en måde, der giver mening og følgeskab
  • Har lyst til at udvikle pædagogiske rammer i samarbejde med medarbejdere og lederkolleger
  • Arbejder loyalt med den faglige ramme og Gladsaxe Kommunes politikker
  • Har en ledelsesrelateret uddannelse – gerne på diplomniveau – eller er indstillet på at gennemføre dette

Hos os får du

  • Et børnehus med engagerede medarbejdere
  • En aktiv og positiv forældregruppe
  • En grundig opstart med mentorordning som ny leder i Gladsaxe Kommune
  • Netværk og fællesskab med andre ledere
  • Gode muligheder for kompetenceudvikling og lederuddannelse
  • Et stærkt områdeledelsesteam med fokus på sparring, læring og arbejdsglæde
  • En arbejdsplads med høje faglige ambitioner, gode relationer og plads til humor
  • En kommune, der sætter børnene i centrum

Løn og ansættelsesvilkår

Stillingen er på 37 timer ugentligt.
Løn og ansættelse sker efter gældende overenskomst og principperne om Ny Løn.
Derudover tilbyder Gladsaxe Kommune bl.a. skattefri offentlig transport, adgang til motionsfaciliteter og mulighed for at benytte kommunens ferieboliger.

Har du lyst til at vide mere?

Du er meget velkommen til at komme forbi til en rundvisning i børnehuset efter aftale med børnehusleder Maria Fynsk på telefon 24 20 60 26.

Har du spørgsmål til stillingen, kan områdeleder Claus Skovhede kontaktes på telefon 40 44 85 99.

Ansøgningsfrist

Send din ansøgning og dit CV senest fredag den 20. februar 2026 kl. 12.00.
Ansættelsessamtale afholdes den 25. februar 2026.


 

I Gladsaxe tager vi udgangspunkt i borgernes og virksomhedernes behov og trivsel i alt, hvad vi gør. Bæredygtig velfærd og udvikling er en mærkesag for os og vi arbejder for både social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed. Med FN’s verdensmål som ramme ser vi en bæredygtig fremtid som noget, vi skaber sammen – med borgere, virksomheder, foreninger og lokalsamfundet. Du kan læse mere om vores mål i Gladsaxestrategien.
 

Ingen ansatte i Gladsaxe Kommune må ryge eller bruge tobaksrelaterede produkter i arbejdstiden, som for eksempel snus og vapes.

Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn/identitet, seksualitet, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.