Vi er en personalegruppe, der arbejder målrettet for et godt arbejdsmiljø, for at vi trækker fælles og i samme retning. Vores værdigrundlag bygger på at have en positiv indstilling, åben kommunikation, hvor vi lytter til hinanden og respekterer hinandens synspunkter. Vi er optaget af at spille videre på hinandens idéer og løfte hinanden. Vi passer ikke bare børn, men udvikler børn og har en ledelse der er tæt på i hverdagen. Tænker du det er et match for dig, så læs endelig videre…
Om du er nyuddannet eller har masser af erfaring er ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at du brænder for dit fag, har en positiv indstilling og et godt humør. Stillingen er på 37 timer, med tiltrædelse midt august 2025 – vi venter gerne på den rette og timeantal kan forhandles.
Novo Børnegård er et selvejende dagtilbud med ca. 100 børn fra 0-6 år, fordelt på en vuggestue- og en børnehaveafdeling. Størstedelen af vores familier arbejder i Novo- koncernen, og mange kommer fra andre dele af verden. Det er derfor en fordel at kunne kommunikere på engelsk på hverdagsniveau.
Vi arbejder med aldersopdelte grupper, men du vil opleve at arbejde med børn fra 3-6 år i børnehaveteamet. Stillingen er p.t. i vores mellemste børnehavegruppe, hvor børnene er ca. 3.5-4.5 år. Du følger normalt din børnegruppe fra lille- til skolegruppen, og vi har en stor andel af pædagoger, der glæder sig til at have endnu en kollega at sparre med.
Vi ligger i Bagsværd – ikke langt fra sø, skov og offentlig transport. Vi har virkelig gode fysiske rammer med plads og muligheder for at skabe spændende læringsmiljøer, der kan understøtte arbejdet med den styrkede pædagogiske læreplan og de seks læreplanstemaer. Vi kan bl.a. nævne vores indendørs multirum/ gymnastiksal, interaktivt gulv, udendørs- og indendørs værksteder. Vi har store fællesarealer, med indbyggede mindre læringsrum og ligeledes en stor legeplads samt en atriumgård inde midt i huset.
Vi bruger Hareskoven, Natur- og Sejlklubben, Madpakkehuset, Smør- og Fedtmosen m.v. så ofte vi kan, vi laver bål en gang ugentligt og har sommerfugleopdræt samt insekthoteller. Vi har et udeværksted vi gerne vil have mere i spil, så hvis du har talenter i den retning, er det et kæmpe plus.
Vi er et velfungerende hus, hvor rutiner, struktur og voksenorganisering, understøtter vores høje faglige niveau. Vi arbejder med en faglig didaktisk ramme, hvor vi sætter barnets læring, trivsel, udvikling og dannelse i øverste kontekst. Vi søger kontinuerligt at skabe forudsigelige rammer for børnene og gøre dem til medaktører af livet i børnehaven.
I vores børnehaveteam er vi 8 pædagoger og 3 pædagogiske medhjælpere, der arbejder tæt sammen om at løse vores fælles pædagogiske opgave. Vi er fordelt i fire aldersopdelte grupper, men ser os selv som et samlet team der sparrer på tværs, giver hinanden plads til at løse andre opgaver og i fællesskab fordeler ressourcerne. Vi har ugentlig refleksions-/planlægningstid samt teammøder. Vores teamsamarbejde er kendetegnet ved arbejdsglæde og godt humør. Vi har stor respekt for forskellighederne i teamet og bidrager alle med hver vores kompetencer ind i fællesskabet. Vi har herudover et tæt samarbejde med Område Bagsværd Vest og her tværfaglige samarbejdspartnere, der inviteres til et medblik på vores praksis.
Vi søger en pædagog
- Der har en anerkendende tilgang til såvel børn som voksne
- Der inddrager forældrene som aktive medspillere
- Der møder børnene på deres intention
- Der kan møde børn i øjenhøjde og understøtte deres leg
- Der er nysgerrig på børns udvikling og samspil i fællesskaber, og har ambitioner på børns vegne
- Der kan arbejde didaktisk og målorienteret med børns udvikling og dannelse
- Der kan skabe spændende og udfordrende læringsmiljøer
- Der kan reflektere over egen og undersøger andres praksis
- Der kan indgå i et tæt, forpligtende team-samarbejde og samtidigt tage selvstændigt ansvar
- Der kan håndtere en uforudsigelig hverdag med mange varierede arbejdsopgaver
- Der kan bruge digitale redskaber i pædagogisk arbejde, planlægning og dokumentation
- Der har tydelige kommunikative evner – og behersker det danske sprog både skriftligt og mundtligt
Vi tilbyder
- En hverdag præget af børnegrin, aktiviteter i alle kroge og kolleger i ro
- Mulighed for at yde stor indflydelse på din egen hverdag
- Hver uge afsat tid til refleksion med kolleger i eget team
- God mulighed for tid til andet arbejde
- Struktureret fordeling af ressourcerne om eftermiddagen gennem positionering
- Mulighed for kompetenceudvikling
- Synlig, nærværende og åben ledelse
Vil du vide mere?
Ring meget gerne og book tid til en rundvisning til leder Louise Jespersen eller Souschef Camilla Bargisen på telefon 39 57 67 60 eller for uddybende spørgsmål.
Ansøgningsfrist
Vi afholder løbende samtaler indtil stillingen er besat.
I Gladsaxe tager vi udgangspunkt i borgernes og virksomhedernes behov og trivsel i alt, hvad vi gør. Bæredygtig velfærd og udvikling er en mærkesag for os og vi arbejder for både social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed. Med FN’s verdensmål som ramme ser vi en bæredygtig fremtid som noget, vi skaber sammen – med borgere, virksomheder, foreninger og lokalsamfundet. Du kan læse mere om vores mål i Gladsaxestrategien. Ingen ansatte i Gladsaxe Kommune må ryge eller bruge tobaksrelaterede produkter i arbejdstiden, som for eksempel snus og vapes.Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn/identitet, seksualitet, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.