Gå til sidens indhold
Billedet viser Fredensborg Kommune i en given situation. Klik for at gå til Fredensborg Kommune forside.

Viceungdomsskoleleder til Ungfredensborg

Viceungdomsskoleleder med ansvar for ungdomsklubber og tværgående aktiviteter

Brænder du for ledelse, fritids- og ungdomspædagogik og udvikling af attraktive tilbud for unge? Kan du skabe retning og følgeskab og samtidig sikre, at gode idéer bliver omsat til konkret praksis?
Så er du måske vores nye viceungdomsskoleleder i Ungfredensborg.

Ungfredensborg er Fredensborg Kommunes ungdomsskole og fritidstilbud for unge. Vi er ambitiøse på de unges vegne og arbejder for at skabe trygge og udviklende ungdomsmiljøer, hvor unge bliver mødt i øjenhøjde og får mulighed for at deltage, tage ansvar og få indflydelse.
Som viceungdomsskoleleder bliver du en central del af Ungfredensborg ledelse. Du får personale- og fagligt ledelsesansvar og skal sammen med den øvrige ledelse sætte retning for vores klubtilbud og tværgående aktiviteter.

Dine primære ansvarsområder

Ledelse af de fire ungdomsklubber
Du får ansvar for personaleledelse samt den faglige og pædagogiske udvikling af vores fire ungdomsklubber. En central del af opgaven er at skabe en fælles retning på tværs af klubberne, samtidig med at der er plads til lokale forskelle, initiativer og kulturer.
Ungfredensborg er en decentral organisation med medarbejdere og aktiviteter flere steder i kommunen. Du skal derfor kunne lede tæt på praksis og være synlig og tilgængelig på tværs af vores adresser.
Du skal blandt andet:
  • Udøve nærværende og tydelig personaleledelse
  • Understøtte medarbejdernes trivsel, samarbejde og faglige udvikling
  • Varetage PUS (Fredensborgs kommunes MUS-koncept), sygefraværssamtaler og øvrige personaleopgaver
  • Følge op på klubbernes aktiviteter, kvalitet, fremmøde og ressourceanvendelse
  • Understøtte trygge, inkluderende og attraktive klubmiljøer.

Kommunikation, events, ferieaktiviteter og åben skole
Du får samtidig ledelsesansvar for en række af Ungfredensborgs tværgående indsatser: kommunikation, fælles events, ferieaktiviteter og åben skole.
Sammen med relevante medarbejdere skal du sætte retning, skabe sammenhæng og sikre, at indsatserne bliver omsat til gode tilbud for unge. Det gælder både vores kommunikation til unge, forældre og samarbejdspartnere, større arrangementer og ferieaktiviteter samt samarbejdet med kommunens skoler, foreninger og øvrige aktører omkring åben skole.
Din rolle er først og fremmest at lede og koordinere arbejdet. Du skal kunne prioritere ressourcer, skabe tydelige rammer og roller og sikre fremdrift, kvalitet og sammenhæng på tværs.

Du står ikke alene med opgaverne
I Ungfredensborg løses mange af indsatserne i tæt samarbejde med koordinatorer, klubmedarbejdere og øvrige kolleger, som har ansvar og faglighed på deres områder. Din opgave er derfor ikke at være specialist på det hele, men at sætte retning, skabe gode rammer, prioritere og følge op – og samtidig give medarbejderne rum til at tage ansvar og bringe deres faglighed i spil.
Du refererer til lederen af Ungfredensborg og bliver en del af et tæt ledelsessamarbejde. Her får du en vigtig rolle i at skabe sammenhæng på tværs af organisationen og sikre, at medarbejdere, funktioner og indsatser arbejder i samme retning. Du får dygtige medarbejdere og kolleger omkring dig, men vi forventer også, at du selvstændigt tager ansvar, træffer beslutninger og følger op.

Om dig
Du har en pædagogisk baggrund og en solid forståelse for arbejdet med unge, pædagogik, læring, fritidsområdet og ledelse. Du har blik for både mennesker, faglighed og organisation og kan omsætte retning og ambitioner til en hverdag, der fungerer i praksis.

Vi lægger særlig vægt på, at du:
 
  • kan skabe retning, tydelighed og følgeskab
  • har god dømmekraft og kan sortere, prioritere og vurdere, hvad der kalder på handling
  • har en naturlig ro i ledelsesrummet og er tryg ved at tage ansvar og træffe beslutninger
  • kan arbejde selvstændigt og samtidig indgå tæt i et ledelsesteam
  • kan udvikle den faglige praksis sammen med medarbejderne
  • kommunikerer klart og respektfuldt
  • arbejder struktureret og bevarer overblikket
  • kan navigere i en politisk ledet organisation
  • er stærk i samarbejdet med skoler, foreninger, forældre og andre faggrupper
  • er oprigtigt interesseret i unge og deres perspektiver.
Som leder er du nærværende, nysgerrig og tydelig. Du giver medarbejderne plads til at lykkes og tage ansvar, men er samtidig parat til at sætte retning, stille krav og tage de svære samtaler, når det er nødvendigt.

Arbejdstid
Stillingen er som udgangspunkt placeret i dagtimerne, men da mange af vores aktiviteter foregår om eftermiddagen og aftenen, skal du forvente jævnligt at være til stede uden for almindelig kontortid.
Der vil også forekomme enkelte aften- og weekendaktiviteter, som oftest er planlagt i god tid.

Vi tilbyder
  • En central ledelsesstilling med stor mulighed for at præge Ungfredensborgs udvikling.
  • Stor frihed og indflydelse på tilrettelæggelsen af dit arbejde.
  • Kort vej fra idé til handling.
  • Et tæt samarbejde med engagerede medarbejdere og ledelseskolleger.
  • En varieret hverdag med personaleledelse, drift og udvikling.
  • En organisation, der er ambitiøs på de unges vegne.

Praktiske oplysninger
Stillingen er på 37 timer om ugen med forventet tiltrædelse den 1. december 2026.

Dit primære arbejdssted vil være Krogerupvej 21, 3050 Humlebæk, men du skal forvente at arbejde på tværs af Ungfredensborg adresser.

Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte leder af Ungfredensborg Steffen Boel på 29 45 60 75 eller sbbo@fredensborg.dk.

Ansøgningsfristen er tirsdag d. 22. september kl. 23.59.

Første samtale finder sted tirsdag d. 29. september om eftermiddagen.

Anden samtale finder sted d. 8. oktober om eftermiddagen.

Der vil mellem første og anden samtale være en personlighedstest, samt en tilbagemeldingssamtale på testen.

Ved anden samtale vil du blive præsenteret for en case, som du har 30 minutter til at forberede dig på inden samtalen.

Løn og ansættelsesvilkår

Løn og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst og relevant erhvervserfaring.

Der indhentes straffeattest og børneattest forud for ansættelsen.