Gå til sidens indhold
Billedet viser Fredensborg Kommune i en given situation. Klik for at gå til Fredensborg Kommune forside.

Fysioterapeut til geriatrisk team

Den ambulante træning søger fysioterapeut til fast stilling
Som en del af ældrelovens videre implementering, opnormerer vi i det geriatriske team i Fredensborg kommune.

Om jobbet
Den ambulante genoptræning i Fredensborg kommune er organiseret i faglige teams, fordelt på fem matrikler. Du vil blive en del af geriatriteamet der har fælleskontor på Skovgården i Humlebæk. Teamet arbejder med geriatriske og multisyge borgere. Du vil løbende have samarbejde med terapeuterne på de andre fire baser, samt hjemmeplejen og myndighed.
Vi er godt i gang med udrulningen af ældreloven, og arbejder fortsat på at skabe de bedste rammer for tværfagligt samarbejde i den nye helhedspleje. Udover ældreloven, arbejder vi med justering af vores forflytningsundervisning af kommunens medarbejdere, holdtilbuddene i geriatrien, velfærdsteknologi og meget mere.
Derfor søger vi en fysioterapeut der brænder for det geriatriske område, og som har mod og drive til at indgå i de mange spændende tiltag der er på området.
Det er en forventning at man kan bidrage med det rehabiliterende fokus, også i den nye tværfaglige kontekst af helhedsplejen.

Opgaverne vil hovedsageligt bestå af vurdering og træning af borgere indenfor det geriatriske speciale, efter både ældreloven, sundhedsloven og en mindre del serviceloven. Flere borgere vil komme direkte fra kommunens døgnrehabiliteringsafdeling, der holder til på Skovgården i Humlebæk. Du kommer til at varetage træning på center, på et af kommunens plejehjem efter nærmere aftale, og efter borgerens behov også hjemmetræning.
Der vil også være opgaver indenfor vederlagsfri fysioterapi på kommunens institutioner samt opgaver indenfor forflytningsområdet. Forflytningsopgaven vil man blive særskilt kompetenceudviklet i, efter nærmere behov og aftale.

Det geriatriske team har det sidste års tid, været igennem flere tilpasninger i arbejdsopgaverne, og flere af opgaverne skal der arbejdes videre på at forbedre. Du vil derfor indgå i tilpasning af eksisterende tilbud, men også udvikling af nye efter behov.

Du vil blive en del af et fagligt fællesskab på 42 fysio- og ergoterapeuter inklusiv to faldforebyggelsesterapeuter, to udviklingsterapeuter og en administrativ medarbejder. Derudover har vi ansat neuropsykolog, logopæd og en hjerneskadekoordinator i det neurologiske team.
Vi har løbende fysio- og ergoterapeutstuderende, og vægter et sundt læringsmiljø højt, både for studerende og medarbejdere.

Vi søger en fysioterapeut der:
  • Er autoriseret fysioterapeut der har erfaring og interesse indenfor det geriatriske speciale.
  • Har drive og lyst til at indgå i implementering af Ældreloven, samt de øvrige indsatsområder på det geriatriske område.
  • Har en solid klinisk ræsonnering og evner at skabe rød tråd i borgerforløbene i samarbejde med borgerne, herunder benytte SMARTE mål.
  • Evner at sætte egne og kollegers kompetencer i spil til gavn for borgernes forløb.
  • Kan arbejde selvstændig og trives i en hverdag med mange bolde i luften.
  • Har en anerkendende kommunikation både med borgere, pårørende og kolleger.
Vi tilbyder:
  • At arbejde i en kommune der arbejder ambitiøst med det faglige niveau.
  • Fantastiske kolleger med god mulighed for faglig sparring, og stort socialt engagement.
  • God introduktion til opgaverne og omsorgssystemet Nexus.
  • En arbejdsplads i løbende udvikling som ikke er bange for at afprøve nye ting.
  • En teamstruktur der understøtter faglig sparring og udvikling.
  • En arbejdsplads der ser forskellighed som en styrke, og som arbejder med anerkendelse, medinddragelse og vægter åbenhed.

Praktiske forhold:
Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst. Det er ikke et krav, men det vil være en fordel, hvis du har kørekort og kan anvende egen bil i arbejdstiden. Der gives kørselsgodtgørelse efter høj takst til borgerettet kørsel. Du vil blive ansat som selvtilrettelæggende terapeut og vil arbejde som selvvisiterende indenfor gældende forløbsstandarder. Vi arbejder i eget passende tøj, og du vil modtage beklædningsgodtgørelse herfra.

Hvis du er nysgerrig på stillingen eller omgivelserne, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder i den ambulante genoptræning Anders Kaster på tlf. 21 45 21 05.
Vi skal have din ansøgning senest d. 14. december 2025.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt d. 18. december 2025.


Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etniske tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen. Vi opfordrer til ikke at sætte billede på din ansøgning, da vi arbejder med at minimere bias i ansættelsesprocessen. Det kræves tilfredsstillende straffeattest at tiltræde stillingen.