Gå til sidens indhold
Billedet viser Fredensborg Kommune i en given situation. Klik for at gå til Fredensborg Kommune forside.

Koordinator til Ungehuset i Fredensborg - Ungdomsklub og Ungdomsskole

Koordinator til Ungehuset Alexandra House

Brænder du for at skabe et levende ungdomsmiljø? Vi søger en koordinator til vores Ungehus, der rummer både en ungdomsklub og ungdomsskoleaktiviteter. Ungehuset er et kommunalt fritidstilbud for unge i alderen fra 7. klasse til de fylder 18 år. Ungehuset er en ny indsats i Fredensborg bysamfund, hvor vi vil skabe et lokalt forankret ungetilbud, til de unge der primært går på de to lokale folkeskoler. Vi er ambitiøse omkring Ungehuset, og vi søger en, der vil være ambitiøs sammen med os. Ungehuset rummer Åben Skole-aktiviteter, fritidshold, ungdomsklub, samt alle de ting, som DU løbende finder på, som skaber mest mulig værdi for de unge.

Dine opgaver vil bl.a. omfatte:
  • Koordinering af Åben Skole-aktiviteter: Planlægge og gennemføre forløb, hvor folkeskoler samarbejder med Ungehuset og lokale foreninger. Du skaber bro mellem skole, forenings- og fritidsliv.
  • Koordinering af ungdomsklubben: Være det koordinerende anker for dine tre ungdomsklubkollegaer. Du sørger for et trygt, sjovt og udviklende miljø, hvor unge kan mødes og deltage i aktiviteter. Det inkluderer planlægning af klubaftener, events og udflugter.
  • Fritidshold og undervisning: Koordinere forskellige fritidshold, såsom kreative workshops, sport, musik, IT eller sprog – enten i klubtiden eller uden for klubtiden. Du rekrutterer eventuelle undervisere og sikrer, at holdene bliver afviklet på en faglig og pædagogisk måde.
  • Pædagogisk udvikling: Udvikle Ungehusets pædagogiske profil og sørge for, at vores tilbud understøtter de unges trivsel, læring og medbestemmelse. Du arbejder anerkendende og inkluderende og “møder de unge med anerkendelse” i øjenhøjde, samtidig med at du udfordrer dem fagligt og socialt.
  • Personalekoordinering og administration: Have den daglige koordinering for klubbens medarbejdere og Ungehusets fritidsundervisere. Der vil være noget administrativt arbejde i forhold til planlægning, opsyn med årsnorm, selvstændigt driftsbudget m.m. Men vi vægter højest, at der hvor du brænder igennem, er i bevægelsen for at skabe noget til og sammen med de unge.

Vi ved, at vi måske forventer meget, men du gør det selvfølgelig ikke alene. Du har tre dygtige pædagogiske ungdomsklubkollegaer samt fritidsundervisere. Et kollegafællesskab med tre andre koordinatorer, der sidder med hver deres område. Samt en nærværende og støttende ledelse, der er med dig hele vejen. Men da vi er en organisation med decentrale enheder, skal du også kunne lide at have dage, hvor du er alene på kontoret i Ungehuset.

Når du er godt etableret i rollen som koordinator i Ungehuset, kunne en typisk arbejdsdag måske se sådan her ud:

”Du møder ind på kontoret i Ungehuset (eller på hovedkontoret i Humlebæk) ved en 9.00–10.00-tiden, hvor du starter med at tjekke og besvare de mails, der måtte være. Herfra har du et par timer til at følge op på nogle administrative opgaver. Ved frokosttid kører du op til resten af administrationen for at spise frokost med dine kollegaer, eller de kommer til dig.
Efter frokost har du et møde på en af skolerne i nogle af de lærerteams, hvor du er i gang med at planlægge næste års Åben Skole-program. Efter mødet kører du tilbage til Ungehuset, hvor dine klubkollegaer allerede er mødt ind. Her bruger du et par uformelle timer sammen med de unge og dine klubkollegaer. I det uformelle forum taler I jer frem til, at det måske også er på tide, at I snart skal på en tur. Du sætter dig derfor op på kontoret med en ung og begynder at planlægge et event eller en udflugt.
Da klokken er omkring 16.00–17.00, siger du farvel til klubben, men med beskeden om, at vi ses på torsdag, hvor du spiser aftensmad sammen med de unge og dem.”


Om dig – dine kvalifikationer:
  • Uddannelse og baggrund: Din uddannelse er ikke det afgørende for os, men du skal have pædagogisk flair samt have en forståelse for, hvad det vil sige at arbejde i en politisk styret organisation. Du skal selvfølgelig være god med de unge.
  • Stærke samarbejdsevner: Du er dygtig til at skabe relationer og netværk. Samarbejde med skolers lærere, forældre, foreninger og kolleger falder dig naturligt, og du kan navigere mellem forskellige faggrupper.
  • Struktureret og initiativrig: Du kan organisere mange aktiviteter på én gang og bevare overblikket. Samtidig er du idérig og tør gå forrest med nye initiativer, der kan engagere de unge.
  • Koordineringsevner og følgeskab: Måske har du koordineringserfaring, eller også har du et naturligt talent for at motivere andre. Du kan tage ansvar, træffe beslutninger og kommunikerer klart – både til de unge, personalet og samarbejdspartnere.
  • Energi og fleksibilitet: Arbejdstiden ligger forskelligt, og sammen med din ledelse vil vi lave det bedst mulige skema for dig og for os. Der vil være aften- og weekendarbejde, men man ved det oftest i god tid. Derfor skal du trives med en fleksibel arbejdsdag. Du har masser af energi og brænder for at gøre en forskel i unges fritidsliv.
Vi tilbyder:
  • En ungdomsskole som ofte er i udvikling - Vi er altid friske på nye idéer og initiativer.
  • En arbejdsplads, hvor der er højt til loftet og meget få begrænsninger, her er plads til at tænke kreativt og handle frit.
  • Frihed i dit arbejde, hvor du får rig mulighed for at præge dine arbejdsopgaver og hverdag.
  • Et tæt kollegaskab, hvor vi hjælper hinanden, selvom vi har forskellige arbejdsområder.
  • En hverdag med fart på, som er mangfoldig og du har mulighed for personlig og faglig udvikling.

Ansøgningsfristen er: søndag d. 1. juni kl. 23:59.

Samtalerne finder sted i Ungehuset onsdag d. 11. juni og torsdag d. 12. juni.

Løn og ansættelsesvilkår
Har du spørgsmål til stillingen kan du kontakte Viceungdomsskoleleder Tinne Guldagger på mail: tigu@fredensborg.dk eller 24608948 eller afdelingsleder, Steffen Boel på mail: sbbo@fredensborg.dk eller 29456075.
Stillingen er med opstart d. 1. august. Stillingen er på 35 timer.

Lønnen er i henhold til gældende overenskomst, din uddannelse, og relevant erhvervserfaring. Der indhentes straffe- og børneattest forud for ansættelsen.