Gå til sidens indhold
Billedet viser Fredensborg Kommune i en given situation. Klik for at gå til Fredensborg Kommune forside.

Pædagog til Østervejs Børnehus

Har du lyst til at være en del af vores hyggelige, nærværende og skønne børnehus - og ved du især noget om udvikling af pædagogiske læringsmiljøer og evaluering - så siger vi velkommen til Østervejs Børnehus.

Vi søger en pædagog 32-37 timer til vores vuggestuegruppe. Stillingen er ledig fra d. 1. maj 2025. Vi er en del af Børnehusene Fredensborg, som du kan læse mere om her.

I Østervejs Børnehus møder du 40 skønne børn, 7 dygtige kolleger og en daglig leder. Huset er delt op i to børnehavegrupper og en vuggestuegruppe. Vi nyder at være ude og bruge vores egen legeplads. Vi tager ofte på tur i det lokale nærområde, der giver gode muligheder for natur- og kulturoplevelser.
Husets daglige leder er også leder i Dr. Louises Børnehus. Vi er i opstarten af et samarbejde, der betyder at vi hjælper hinanden ved behov og mødes i refleksioner om vores pædagogiske praksis.

Et nærværende læringsmiljø i børnehøjde
Vi arbejder ud fra den styrkede pædagogiske læreplan, hvor læring integreres i de daglige rutiner. Derudover arbejder vi med grundprincipperne fra ’Fri for Mobberi’, som vi kalder ’Bedre venner’. Vi har stor opmærksomhed på sprog, leg og det nærværende samspil. Vi er i gang med at udvikle vores børnemiljø med værktøjet: Børnemiljøvenner. Vi er et børnehus med masser af smil, nærvær og faglighed.

Som pædagog hos os er du med til at skabe læringsmuligheder og stærke læringsmiljøer for børnene over hele dagen. Vi følger børnenes spor, så vi kan være med til at understøtte udvikling, dannelse, trivsel og læring.

Du får dygtige kolleger, som har et godt fagligt fundament. Vi har en høj arbejdsmoral og det er vigtigt for os, at vores faglighed bliver sat i spil. Udover ugentlige stuemøder mødes vi hver måned i læringsfællesskaber på tværs af stuerne for at reflektere over egen praksis. Vi har personalemøder en gang om måneden. Vi arbejder med ”Skema til handling” i vores arbejde med refleksion, planlægning og evaluering.

Vi søger dig, der:
  • er uddannet pædagog.
  • har viden om og er nysgerrig på pædagogiske læringsmiljøer og kan se dig selv videreudvikle arbejdet med det, på tværs af Børnehusene Fredensborg, måske som fagligt fyrtårn.
  • kan arbejde struktureret, så du skaber en tydelig hverdagsstruktur for børnene.
  • møder børnene med en legende tilgang og kan danne nære relationer til det enkelte barn og deres familier.
  • er dygtig til at samarbejde
  • vil være med til og tage et ansvar for forsat at implementere og arbejde ud fra den styrkede pædagogiske læreplan.

Vil du vide mere?
Vi håber, at vi har vakt din interesse og ser frem til at modtage din ansøgning og dit CV. 

Har du nogle spørgsmål, er du velkommen til at kontakte daglig leder: Annitta Konge på tlf. 21543821 eller mail ankon@fredensborg.dk
Kom meget gerne og besøg os, se vores hus og mød børn og voksne.

Vi holder ansættelsessamtaler onsdag d. 9. april 2025.
Ansøgningsfrist er torsdag d. 3. april

Løn - og ansættelsesvilkår
Forhandles iht. gældende overenskomst, dine kompetencer og erfaring.


Vi glæder os til at høre fra dig.