Aflaster til 11-årig dreng søges i Voldum, nær Hadsten
Favrskov Kommune søger en engageret og hjertevarm person, der har lyst til at bruge tid sammen med en 11-årig dreng, der har udfordringer med autisme og mental retardering af lettere grad.
Som aflaster bliver du en væsentlig del af en familie. Din rolle vil blandt andet være at skabe en struktureret hverdag for drengen, de timer du er sammen med ham.
Drengen er 11 år, har autisme og mental retardering af lettere grad. Du skal derfor have lyst til at arbejde med et barn med særlige behov. Drengen har som andre børn energi og lyst til leg og oplevelser. Han elsker særligt, at lege med Lego og spille Nintendo.
Familien ønsker en person, der har kendskab til at arbejde med børn med særlige behov, så drengen kan tilbydes samvær, der er struktureret med indhold af leg og sjove aktiviteter, som drengen ønsker.
Aflastningen er på 20 timer pr. måned. Timerne vil ligge i hverdagene i tidsrummet 16.00 – 19.00 eller weekender. Den konkrete arbejdstid vil planlægges i dialog med familien alt efter hvornår på ugen/ måneden de har behov for aflastning.
Af dig forventer vi:
- At du har lyst til at arbejde med børn med særlige behov.
- Du skal være fyldt 18 år og have et ønske om, at blive en betydningsfuld voksen for et barn og familien.
- Du skal være indstillet på, at din arbejdsplads er hos familien.
Du vil blive ansat af Favrskov Kommune, der står for de kontraktlige forhold omkring ansættelsen. I forbindelse med ansættelsen vil der blive indhentet børne- og straffeattest.
Ansættelsen ønskes hurtigst muligt. Din ansøgning til jobbet som aflaster sendes direkte til familien.
Hvis dine kvalifikationer er relevante, vil familien indkalde dig til en samtale. Jobopslaget fjernes, når familien har fundet den rette aflaster.
Favrskov Kommune kan kun modtage ansøgninger sendt elektronisk. Det er en forudsætning for ansættelsen, at den person, som vi ønsker at ansætte, ikke er straffet for forhold, som gør vedkommende uegnet til at bestride stillingen. Der vil derfor blive indhentet straffeattest på den kandidat, der tilbydes ansættelse.