Gå til sidens indhold

Favrskov Kommune

Favrskov Kommune

Social- og sundhedsassistent søges til Hinneruplund Plejecenter

En af vores erfarne og værdsatte medarbejdere, som har været hos os i over 20 år, har fået mulighed for at varetage en ny intern funktion med fokus på arbejdstidsplanlægning. Det betyder, at vi nu har plads til en ny social- og sundhedsassistent i vores demensteam.

Vi søger en, som ønsker at blive en del af en arbejdsplads, der brænder for borgere med demens, hvor der arbejdes med metoden personcentreret omsorg.

Stillingen er på 37 timer i 2 vagtlag, og med weekendvagt hver 2. eller 3. weekend. Har du specifikke ønsker til primært vagtlag, eller andet timetal, er du velkommen til at angive det i ansøgningen. Har du nogle særlige ønsker til din vagtplan, er vi meget fleksible.

Forventninger til dig
  • Vi forventer, at du er uddannet social- og sundhedsassistent, måske er du nyuddannet, eller har erfaring fra ældre- eller psykiatriområdet.
  • Du er engageret og vil medvirke til at sikre et højt fagligt niveau i den daglige indsats.
  • Du har lyst til at opretholde en høj faglig kvalitet for borgerne på centret.
  • Du har gode pædagogiske, relationelle og kommunikative evner.
  • Du er humoristisk, kreativ og ser skæve vinkler i opgaveløsningen.
  • Du bidrager aktivt til en løbende udvikling af vores fælles arbejdsmiljø og kultur.

Hvad kommer du til at arbejde med
Som social- og sundhedsassistent kommer du til at arbejde med de sundhedsfaglige opgaver med et helhedsorienteret blik på beboerne. Derudover ligger der opgaver ift. medicinadministration, injektion, lægekontakt og dokumentation i tæt samarbejde med dine kolleger.

En del af den faglige opgave er at støtte borgerne i at bevare deres værdighed i hverdagen med afsæt i en pædagogisk tilgang. På centret arbejder vi med en høj grad af medindflydelse i de forskellige teams, hvor mange beslutninger træffes af de medarbejdere, som er tæt på beboeren. Medarbejderne varetager og fordeler de daglige funktioner/opgaver i teamet, så kommunikation og dialog er nøgleord.

Om Hinneruplund
Plejecenter Hinneruplund er beliggende i Hinnerup. Der bor 63 borgere på plejecentret, som er opdelt i tre lunde, hvor den ene lund har borgere med moderat til svær demens.

Overordnet bygger vores samarbejde på åbenhed, tillid og fællesskab.

Medarbejderne er organiseret i teams, hvor der er ansat social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere.

Der er på centeret ansat to centersygeplejersker, en aktivitetsmedarbejder og en serviceassistent, som varetager rengøring af beboernes lejligheder.

Vi har en del faste afløsere ansat, som har forskellige uddannelser. Vi anvender som udgangspunkt ikke eksterne vikarbureauer.

Alle som én er vigtige ift. at bidrage til løsningen af vores fælles opgave, og det fordrer, at vi i dagligdagen har en tæt sparring med hinanden for at få alle kompetencer i spil.

Yderligere oplysninger
Ansøgningen sendes elektronisk via linket senest den 24. april 2025.

Samtaler afholdes løbende, så send endelig din ansøgning afsted.

Stillingen ønskes besat den 1. juni 2025 eller snarest muligt.

Vil du høre mere om den ledige stilling, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Tina Andersen, tiand@favrskov.dk, 24 25 80 76. Send gerne en sms, så bliver du ringet op.

Det er en forudsætning for ansættelsen, at den person, som vi ønsker at ansætte, ikke er straffet for forhold, som gør vedkommende uegnet til at bestride stillingen.

Favrskov Kommune kan kun modtage ansøgninger sendt elektronisk