Gå til sidens indhold

Favrskov Kommune

Favrskov Kommune

Barselsvikar for rusmiddelbehandler

Vi søger en barselsvikar fuld tid, der kan se sig selv arbejde med en bred opgaveportefølje af ambulant stof- og alkoholbehandling, pårørendesamtaler og rådgivningsforløb for unge under 18.

Favrskov Rusmiddelcenter er en mindre afdeling med otte medarbejdere, der arbejder i to tværfaglige teams. Behandlerteamet arbejder primært med ambulante alkohol- og stof-behandlingsforløb, pårørendesamtaler og rådgivningsforløb for unge under 18 år. Den ledige stilling er tilknyttet dette team, men du vil også skulle varetage enkelte opgaver, der er tilknyttet substitutionsteamet. Substitutionsteamet arbejder primært med substitutionsbehandling og ambulante samtaler, indskrivningssamtaler og korte rådgivningsforløb.

Vi har et tæt samarbejde med ekstern sociallæge og en privatpraktiserende psykiater, der er i huset hver 14. dag, samt naturligvis de professionelle og private netværkspersoner, som borgerne selv ønsker at inddrage i eget forløb.

Vi arbejder ud fra en recoveryorienteret tilgang og har hovedfokus på, at vores tilbud tager udgangspunkt i borgernes egne håb og drømme, samt at vi professionelle arbejder med en systematik, fagligt velfunderet og helhedsorienteret indsats. Det er derfor vigtigt, at du kan se dig selv ind i den recoveryorienterede tilgang i den kerneopgave du skal løse sammen med borgeren.

I 2025 står vi over for to store opgaver, da vi dels hjemtager TUBAS tilbud og opstarter et rådgivningstilbud til børn og unge, som er vokset op med rusmiddelbrugende forældre, og dels er i gang med at opbygge et samarbejde med regionen, der overtager behandlingsansvaret for borgere med dobbeltdiagnoser. Det er således også en forventning, at du er motiveret for at bidrage konstruktivt til dette kommende vigtige udviklingsarbejde.

Vi tilbyder eget kontor, ekstern sagssupervision, mulighed for at hente faglig sparring hos leder og kollegaer og en attraktiv fleksordning. Og du vil naturligvis også få mulighed for at sætte dit præg på det kommende faglige udviklingsarbejde.

Vi er på udkig en vikar med en relevant uddannelse og gerne dokumenteret erfaring med rusmiddelbehandling. Det er en fordel, hvis du også har en rusmiddeluddannelse og/eller erfaring med pårørendearbejde til rusmiddelbrugende, samt med at udvikle nye faglige tilbud.

Vi forventer, at du både kan arbejde selvstændigt og indgå i et tværfagligt samarbejde med og omkring borgeren. Du skal kunne arbejde målrettet og systematisk og kunne dokumentere din indsats både verbalt og skriftligt. Du skal kunne forholde dig nysgerrigt til din egen og andres perspektiver og være villig til at give kollegaer, leder og samarbejdspartner konstruktiv feedback.

Læs mere om Favrskov Rusmiddelcenter her https://favrskov.dk/borger/sundhed-og-sygdom/rusmidler-alkohol-og-stoffer
 

Yderligere oplysninger

Arbejdstiden ligger som udgangspunkt på hverdage i tidsrummet 8-17, men du skal også være villig til at arbejde om aftenen, når opgaven kræver det.

Barselsvikariatet løber fra 1. januar til 30. juni 2025 med mulighed for forlængelse.

Løn- og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst.
 

Ansættelsessamtale

Vi holder samtaler 7. november 2024 i tidsrummet 9-15.

Kontakt afdelingsleder Sussanne Dehn-Andersen på 23 49 24 43 eller mail sude@favrskov.dk for yderligere oplysninger.

Favrskov Kommune kan kun modtage ansøgninger sendt elektronisk